8. december

8. december

Ugeavisen Vejen bringer i dag omtale af Blomsterne og Bierne. Det er historien om Baldersbæk.
Når vi er i området, er vi næsten altid forbi Baldersbæk. Underligt, jeg har netop været forbi, fordi jeg skulle hente en plukkemaskine i Ansager. Ofte med en lang gåtur fra Hovborg til Baldersbæk på kyst til kyst stien. I dag var jeg egentlig i gang med en historie og oddere i den danske natur. Den kommer en anden dag.

Side 72 i Blomsterne og Bierne.

 BALDERSBÆK OG ANDRE

Jeg glemmer aldrig mit første møde med Baldersbæk. Det var en varm dag i juni. Vi var på fisketur og lå i telt på en græsmark tæt på Holme Å, men ørrederne ville ikke bide i varmen, så vi var taget på opdagelse. Kyst til kyst stien fører lige igennem området.
Slottet stod tomt på det tidspunkt.
Den eneste lyd i varmen var biernes summen i de store rhododendron ved dammene, hvor vandet stille løb fra dam til dam. Kulissen til en engelsk krimi, nej vores naturoplevelse. Vi vidste ikke ret meget om københavnerplantagen, før vi stod midt i denne naturperle, som blev dannet på hedegården, der først bar navnet Boldersbæk, i folkemunde kaldet "Rabalderbæk". Ejeren og grundlæggeren Holger Petersen står stadig som skulptur og skuer over de imponerende rododendron.
Husk fiskestangen ved et besøg i området. Og lær samtidig en masse om opdyrkningen af heden og anlæggelsen af de store plantager, navnet Dalgas føles også levende her og Hedeselskabet med alt, hvad det har betydet for opdyrkningen af heden. Det var dengang, samfundet belønnede folk for at udnytte naturen, i dag går belønningen den anden vej!
Vi har selv anlagt et rhododendronbed, det kan godt gøres uden misbrug af spagnum. Beddet giver os de smukkeste blomster og en god portion blåbær.
For ikke at glemme bier og andre insekter der er i og omkring denne del af haven. Det er anlagt, hvor en flyde bringer grundvandet ret højt, så det hjælper fint med at holde på fugten, plus store mængder savsmuld, spåner og hjemmelavet kompost. Men det er meget jord, der skal flyttes. Vi gravede ned og fik våde tæer af grundvandet, inden vi fyldte og plantede.

RHODODENDRON
der er en summen
af de flittige bier
i blomsterhavet

7. december

7. december 

Mens statsministeren er gået væk fra Public Service medier og fortæller nyheder på Facebook, har Avisen Danmark en god artikel i samarbejde med Verdens Bedste Nyheder om Ålegræs.

Side 28 i Blomsterne og Bierne.
 
ÅLEGRÆS
Ålegræs er den mest udbredte blomsterplante i danske fjorde og kystområder. Den er flerårig og lever udelukkende i havet.
Blomsterplanten ligner græs og kan vokse i meget tætte bevoksninger. 
Ålegræs binder CO2, når det vokser. Når det så taber bladene, bliver kulstof begravet i havbunden i stedet for at komme op i atmosfæren, siger Marianne Holmer, institutleder af Biologisk Institut på SDU til TV2 Fyn.
Græsengene er derfor meget vigtige i kampen mod udledning af CO2. 
Den har det dog svært i mange danske farvande i øjeblikket. Forskere og studerende fra SDU arbejder med flere projekter for at forske i og undersøge mulighederne for at genetablere ålegræsset i Odense Fjord.
Engang her ved Odense Fjord, fra min bog, Rundt om Enebærodde:
”Når det om sommeren har blæst en stærk syd og sydvest vind er der skyllet en del grøn og fersk tang op på den sydlige del af øen Hals, som skiller Odense Fjord undtagen et smalt inløb imellem den og Hindsholm på omtrent 2000 all (alen 1240 meter, løbet er i dag godt 400 meter på det smalleste sted), fra det store bælt imod Samsø. Det skal ske i tørt vejr, hvis der kommer regn på tangen, dur den ikke til salt. De strør tangen tyndt og jævnt på græsset. Efter en dags tid rives det sammen i en stak, og de tænder ild til tangen. Når det er forbrændt til aske, tager de asken og kommer i et rostekar (bryggekar) og på hver skæppe (1/8 tønde - 17,4 liter) aske hældes omtrent 8 kander ferskvand. Det blandes i en gryde, luden afprøves med et friskt hønseæg, som den skal kunne bære, når den er god. Derefter koges den ind til salt, og efter hver skæppe aske får ¼ skp. salt. Salten er nogenlunde hvid og den er skarp nok, men dog noget bitter og ikke så ren i smagen som Lynneborg, engelsk, eller norsk.”

ÅLEGRÆSJUNGLE
fjordens varme vand
fødder i ålegræs med
tanker om krabber

6. december

 6. december

Jul og Grønne Skove - var engang et forsøg på at lave en julekalender uden jul. Den blev mere kendt under navnet Hullet i jorden.
I går var jeg med til at grave et hul i jorden, eller rettere udgravning til nye toiletter i vores lokale forsamlingshus.
Fondsmidler og frivilliges arbejde skal gøre Egense Forsamlingshus tidssvarende.
I dag er forsamlingshusene også oaser i ørkener af centraliseringer. I mange lokalsamfund er alt det, der førhen samlede, forsvundet, lukket ned.
Måske er forsamlingshusene lige så vigtige for os mennesker i lokalområderne, som vilde haver, levende hegn og enge er for bierne.
Arbejderbierne som har brudt ned og gravet ud er: Ingeniør, pædagog, chauffør, terapeut, konsulent, specialarbejder, pensionist, forfatter, lærer, gartner.
Det er alle folk som bor i lokalområdet og mener, at hvis vi skal have et godt aktivt liv herude, så skal vi tage aktiv del i lokalsamfundet.
Mens der blev spist frokost blev der talt om hvem der skal lave mad til næste fællesspisning, desværre har Coronaen også sat en stopper for de her aftener.

Et indlæg fra Fyens Stiftstidende oktober 2018
”Sted: Egense Forsamlingshus, koordinater: 55.540808, 10.432436
Efterårets første fællesspisning, 128 deltagere, der er egentlig ikke plads til så mange, men lidt skiftende telefonpassere gjorde at der pludselig var flere end de 120 der plejer at være max. OK så rykker vi lidt tættere sammen og får plads til et ekstra bord.
Fællesspisningen er arrangeret af forsamlingshusets bestyrelse bakket op af lokalrådet. 
Et hold frivillige har lavet mad hjulpet af en kok fra bestyrelsen. Fællesspisningen har nu kørt i snart 4 år hver anden måned i vinterhalvåret. Der har aldrig været under 100 tilmeldte.
Eneste punkt er at spise sammen og mødes. 
En lille orientering fra forsamlingshuset og fra lokalrådet, plus andre som har meddelelser.
Tilflyttere til området får et ’Velkommen besøg’ fra en person fra lokalrådet og et gavekort til en fællesspisning for hele familien.
Madholdet bestemmer selv menuen under ansvar over for budgettet. Spisningen koster 60 kr for voksne og 30 kr for børn under 10 år.
Aftenens menu er: Langtidsstegte grillkøller med karamelliseret citron, små urtestegte kartofler, Panzanella (Toscansk tomatsalat) og tzatziki.
Tilbage til orienteringen. Madholdet til næste spisning i november. Et par stykker melder sig og snart kommer andre til.
Orientering om et rejseforedrag med tapas senere i efteråret.
Lokalrådsformanden fortalte om et par høringssvar: nedrivning/genopbygning af Romsøhuset og ikke mindst omkring Børnehuset Fyrtårnet. Den lokale børnehave, som lige nu har stor søgning. Men en embedsmandsrapport har foreslået den lukket og flyttet til Krogsbølle.
Det er derfor der står hjerteskilte i hele området, og der er mulighed for selv at lave nogle små støtteskilte om lidt, de ligger klar inde på et bord. Det blev startet op til Fjordens Dag hvor lokalrådet havde en stand ved Egensedybet.
Det med at holde liv i lokalsamfundet kan næsten koges ned til et punkt. Når vi bruger vores lokale tilbud så lever de.
Forsamlingshusformanden tager igen ordet. Nu er madholdet klar til næste gang og et hold til næste gang igen.
Dejligt.
Der kan nu købes kaffe og lidt sødt i baren
Mange steder er forsamlingshuset ved at blive det sidste fælles i lokalsamfundet. Det kan godt genudvikles til et lokalt kultursted, hvor kun fantasien sætter grænser for aktiviteter.

Og sådan holder vi liv i området omkring Fjordmarken, der blev skabt for 202 år siden ved en inddæmning af Egensefjorden.”

Det sidste arrangement der var i forsamlingshuset, var et foredrag med Jan Grarup om at være krigsfotograf i verdens brændpunkter. Det var samme aften som Mette Frederiksen lukkede Danmark ned og alle stillede sig i kø for at hamstre toiletpapir. 
Det næste kunne være en aften med 'Bonderøven' eller Morten DD om hvordan vi kan hjælpe naturen. Der er mange steder herude, hvor vi kan give naturen og os selv en hjælpende hånd.

ANDELSDANMARK
flittige bier
graver et hul i jorden
for fælles fremtid

5. december

På dagens hurtige morgentur med hundene mødte vi den enlige ørn og 5 ravne, en smuk morgen inden en arbejdsdag i det lokale forsamlingshus.

Side 117 Blomsterne og Bierne

ØRNEN SVÆVER 
En diset septembermorgen, de to islandske fårehunde løber utålmodigt rundt og venter på, at jeg får fodret moskusænderne. Solen er i dag ved at brænde tågen væk tidligere end de sidste dage.

Det første stykke får hundene lov til at løbe frit, her er ingen dyre jagtlejere. Og ja, fårehunde gøer, når de ser en fugl, så et par krager flyver væk.

Fra de høje træer letter ørnen. Langsomt og majestætisk hæver den sig op mod himlen og flyver mod sydøst. 

Jeg får hundene i snor, inden de ser den svæve væk, og når lige at tænke: ”Du holder dig fra de store ællinger, der er gået ud på naboens stubmark!”

Hundene bliver i snor, nu er vi også kommet til andre bønders marker.

Midterkanalen, som mest er en rende, der engang har været udsat for Emmelev mølles svineri, inden de fik styr på deres biorapseslam og senest har været udsat for dieseludslip.

To bekkasiner flyver i sik sak og skriger “schaap” efter os fredsforstyrrere, det er længe siden, jeg har set is fuglen, her i kanalen. Ved udløbet nær pumpestationen ved dæmningen, ser vi dem ellers oftere. 

Langt fra os letter en hejre.

Der er så dejligt stille her, den nærmeste vindmølle drejer så langsomt, at der kommer en knirkende lyd fra gearkassen, eller hvad det er, der knirker.

På hjemvejen kommer ørnen tilbage i tankerne. Måske er det den store flok hjejler, der igen lander på stubmarken. Det er en af kendetegnene, når ørnen er på vingerne, alle de andre fugle letter. Måske har de vagtposter i den yderste række, som skriger: " ’Ørn i luften!’ "

De sidste dages drab på havørne på Taasinge, vi har desværre også oplevet det her på Nordfyn, hvor hannen og en unge på Leammer blev dræbt med giften cabofuran.

Det sidste stykke bliver vi fulgt på vej af to ravne, hundene løber rundt i cirkler under dem, men de er ligeglade, driller nærmest.

Jeg har lyst til at råbe højt:

”Hvem kan finde på at lægge gift mod ørnene?"

Måske ville de svare: 

”Menneskers dumhed, det truer også os!”

Jeg er nu nået tilbage, hundene løber ind i haven, den unge han, Krummi, sidder klar på bænken, hvor han venter, til han har fået sin godbid.

De vilde bier sværmer allerede i snebærrene.

SÅ LANGT ØJET RÆKKER
Havørnens rige
er også her, hvor jeg bor
langt fra byens støj

4. december

 

4. december

I går mødte jeg et par herlige typer på en p-plads. De sad i nabobilen med en øl, da jeg parkerede og gik ind for at handle.
Et kvarter senere da jeg var på vej tilbage, havde de drukket deres øl færdig og var i gang med at diskutere, hvad det var der stod bag på min bil.
”Hva’ er det for et skilt?
Er det et firma?” spurgte den ene.
”Det er sgu da en slags kunst, et digt...” og så læste han.

”ravnen flyver fra
min barndoms skov, giver ord
til fortællingen

www,ravnerockforlaget.dk”

Ja, ravnen er en fugl, jeg sætter meget højt i vores natur. 
Fra side 105 i Blomsterne og Bierne foto: Birgitte Bjerregaard

RAVNENE

Ravnen, den kloge fugl, spillede en vigtig rolle i den nordiske mytologi. Guden Odin havde to ravne, Hugin og Munin, som han sendte rundt i menneskenes verden som spejdere. Hver dag fløj de ud i verden, kom tilbage, landede på Odins skuldre og fortalte, hvad de havde set derude.

Da jeg var barn i Ungersbjergeskovene, var der en ravnerede. Ofte gik jeg derned og tænkte på verden omkring mig, mens jeg hørte ravnenes kald. Dengang var ravnen sjælden, men i dag er den meget udbredt. Ifølge DOF er der i dag 15 gange så mange ynglende ravne som for 45 år siden.

Det er naturligt, at ravn indgår i forlagets navn, og her, hvor vi bor ser og hører vi dem ofte.

Ved I, at danskerne før dannebrog brugte ravnebanneret som flag, en ravn på rød baggrund?

Da coronarestriktionerne på plejehjemmene blev ændret, havde jeg min gamle mor med på en tur til mit barndomssted.

Det er nu Agger Vins vingård, men to ravne kredsede om os, mens vi holdt en kaffepause. Solen skinnede, bierne summede i blomsterne, og ravnene blev ved med at kredse, måske kunne de huske min mor og mig.

Ravne bliver meget gamle.

HUGIN OG MUNIN VERSION 2020
ravnene taler
til mig om den verden de
ser på deres vej

3. december

 

3. december

En kold decemberdag, ravnene var på plads og drillede fårehundene. De kom tæt på da jeg tog et billede, måske skulle de se, hvad jeg lavede!

DEN VISNE MARK

Jeg undrer mig over den udvikling, der er sket med det kemiske landbrug, de sidste fyrre år. Mit første rigtige lønjob var som landbrugsmedhjælper på Bogården på Helnæs. Dengang i 1972 hed det karl eller ’knejt’.
Dengang på Bogården havde vi en roemark, der kun var blevet holdt ren med sprøjtemidler. Da vi skulle tage sukkerroerne op, var der flere bønder som kom for at se om vi kunne få roerne op af den jord, som måtte være hård som sten, når der ikke havde været en radrenser igennem. Eller en med roehakken, det sidste kunne jeg godt undvære, der var pokkers langt fra den ene ende til den anden i en roerække særlig før roefrøene blev poleret, så der kun kom én plante. Selv om der var plads til at lade tankerne flyve på langfart, eller gå og tænke historier!
En anden oplevelse med sprøjtning fra dengang. I min fars jordbærmarker, under plukningen når det var regnvejr, blev markerne med senga sengana sprøjtet med et mughæmmende middel. Det var tilladt at sprøjte fredag og så plukke om mandagen. Det var den lille Massey Ferguson, der blev brugt og for at give modvægt sad jeg på køleren, når vi kørte op ad bakken, hvor der i dag står vinranker fra Agger vin. Dengang blev der sagt, at i Holland blev alle grøntsagerne sprøjtet med det samme middel, når de var plukket, pakket og klar til at sende til forbrugerne.
Når jeg i dag ser de store sprøjemaskiner, der kører rundt på markerne, tænker jeg tit på dengang i 70’erne.
Og det er svært at forstå, det nødvendige i at slå alt grønt ihjel inden marken bliver pløjet.

VISSEN MED VILJE
det visnede grønt
var i vejen, bierne
flyver forgæves

2. december

 2. december.
En flot morgen, skyerne skilte sig, og pludselige blev skyerne rødfarvede med den opgående sol.
I dag er historien fra Blomsterne og Bierne. (side 25 ff.)

Den lille kanal en smuk morgen uden regnbuefarvet vand

EN STANK AF DIESEL

Det var en ualmindelig påskedag midt under coronakrisen. Den var ualmindelig, både fordi coronaepedemien hærgede, og fordi det var en usædvanlig varm aprildag. Hvis Danmark ikke havde været lukket ned, havde vi været til forlagsmøde i et sommerhus på Lolland, og måske siddet med en kold øl på terrassen.

Vi gik en sen eftermiddagstur med fårehundene, forbi vindmøllen der roligt drejede; hen langs rapsmarken, som blomstrer tidligt i år.

Da vi nærmer os den lille afvandingskanal, bliver vi mødt af en kemisk stank. Vandet er flere steder regnbuefarvet i forårssolen.

Dieselolie eller noget andet kemisk.

Hvem ringer man til? Først Falck, deres nummer er kodet ind i telefonen, nej, vi bliver sendt videre til politiet 114.

Nej, siger de, 112.

En velkvalificeret mand på alarmcentralen. Han spørger ind til, hvor vi er og andre vigtige ting.

Et kvarter senere kommer det lokale brandvæsen med blå blink. For at være mere korrekt, Beredskab Fyn, og de lægger en flydespærring, som stopper den aktuelle forurening, inden den løber videre ud mod Egensedybet og Odense Fjord. De fortæller også, at de vil lægge flydespærringer flere steder ud mod fjorden.

Nede under det regnbuefarvede vand svømmer hundestejler. En humlebi afsøger et musehul. For et par dage siden fløj en isfugl langs vandet. Jeg ved ikke, hvor meget dieselolien skader de forskellige og ved heller ikke, hvor store mængder, der er løbet ud, men kilden skal findes og stoppes.

DIESEL

den kemiske stank
kom flydende med vandet
flyvning indstillet