ANSTÆNDIGHED FOR PARWEEN
Forslag til indgangsbøn ved gudstjenesten for Folketingets åbning
Vor Herre Jesus Kristus!
Du som sagde til os:
”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår
de skriftkloges og farisæernes,
kommer I slet ikke ind i Himmeriget”
og derved bød os at tolke selv loven
i kærlighedens lys.
Når den dag kommer, som du har sagt,
hvor dommen skal fældes over vore liv,
vil vi sige til dig:
”Vi så dig sulte, men rakte dig blot tomme hænder.
Vi så din tørst, men kastede brønden til.
Vi så, du var fremmed, men tog ikke mod dig.
Vi så, du var nøgen, men beholdt klæderne på vore egne rygge.
Vi så dig fængslet og syg, men besøgte dig ikke for at lindre din smerte.”
Men, Herre, vi vil selvfølgelig kunne forsvare vor mangel på handling,
og du må frikende os
og give os indpas i dit Rige,
hvor du med Faderen og Helligånden
lever og regerer,
én sand Gud fra evighed til evighed,
da vi blot handlede lige efter bogen.
Martin Jensen
Vi spiste - ja vi yndede at spise chokoladeæggene der fylder
hver eneste påske, nu får min lille pige blot en mand. Går
med, hvem jeg nu ser, han giver sin lille pige et æg han
lægger på graven, for nu sover hun.
Nede i graven kan man også lige tage at hvile ud,
også selvom man jo gik ind, (troede man),
inden man tog der ned.
Hov hov, Du! Her bliver du, nu du alligevel er
hernede: uden din lille pige, denne blide søvn,
fordi at tiden er en chokolademaskine - kan bare blive ved
og ved. Se nu, ægget på graven, er i blåt, støbt af messing,
og nu må han lade det
falde ned på graven og på mig, der vil ligne hans lille pige,
så stendød som hun er nu, den fyldte chokolade smager stadig af
det samme, som sidste påske,
KUN FOR DE LEVENDE! Gående, spørger vi:
Smager chokoladerne dig? Spiser det derfor nu,
piller mit helt private guldæg, ødelægger messingen,
sådan bladrer du jo også i noget andet på mig, kære du,
men ikke i den ægte, nu fastende, lille pige. Det ville jo være
perverst sådan at sige: Jeg bladrer i min lille piges indtørrede
blomst, kun våd fra mulden, hvor ingen får lov at ligge i fred,
(Når man først har lagt det hersens æg,
gækker alle rundt omkring én i gaderne.)
Min pige spiser ikke mere æg, derfor er der indeni mig sørgedag,
messingblå golde æg til hendes døde beholder, det bankende hjerte,
hendes skrigende æggestokke er faktisk sultne efter chokolade,
lidt påskeskæg.
Sarah Elise Bruun
HJERTEBARM
Jeg afstod mine hænder
fik ved et uheld knive i stedet
det bliver ikke nemt
at sig goddag igen
Mit hoved runger
et alt for stort kirkerum
Min barm får I ikke
børn er et stædigt spirende håb
Men tag da mit hjerte
jeg fornemmer og tror
I har brug for ét
Anders Rostrup Lorentzen – juni 2009
HÆNDER / TÆNDER
I en drøm havde jeg tre tænder
tydeligt formet som bittesmå hænder
de sad i overskud i ly af overlæben
Jeg knækkede dem resolut af
det gav et sug af fryd og gru
en genlyd af barndommens tabte mælketænder
spidsen af tungen afsøgte
de tre små kratere
der i det øjeblik føltes store
Jeg tog tandhænderne op for øjet
de var blevet lidt sorte på det hvide
nok derfor de var så relativt lette
at få ud
Anders Rostrup Lorentzen – juni 2009
I WISH
I wish everybody peace
But who is going to wish me such a thing?
God
I need an answer
A very simple answer
Why?
Why!
I love my country.
I love my people.
We are young.
What did we do?
What's wrong with us, God?
Please answer me
I can't bear watching police killing my people
Who can help us?
Dear God, what are you doing up there in the sky?
Look at my sick face
Don't you want to say words of sympathy
when you see my tears coming down?
I think the only thing that I can wish for myself
is death
I beg you don't forget my people.
Please pray for them as you pray for your country
Maybe it's the last Email that I send to you
cause there's no hope anymore
Farzane & Kenneth Skipper
Fra
Mandag
til Fredag
arbejder
vi,
lige indtil det bliver
Weekend,
for i Weekenden
hygger vi
i stedet for at
arbejde,
som vi gør
fra mandag til
fredag.
Hver lørdag
på afstand
af dagene
udenom
weekenden
pakker vi
vores
hadetøj
og kører i
hadeland,
for vi elsker
at hade
med hadebælter af kork
om livet og hadevinger
på armene leger vi
med hadebolde,
der vugger på bølgen
i det store
hadeland.
Jeg lærer mine små søskende at hade.
Lærer dem de rigtige tag.
Håndkant og crawl.
Efter en lang dag i hadelandet
Kører vi så hjem igen og weekendsmovser
risengrød med ketchup
direkte af hadgryden,
der simrer over bålet.
Kenneth Skipper
jeg har bygget min have med lyset
så jeg kan gå ind og hvile mig
uden at se eller høre eller tænke eller tro
det er så fri som magneten løber sin uanstrengte tur
en dag kommer mørket, sandhedens læremester
da lukker haven sin dør og sin himmel
de levende ved ikke hvad det betyder
de døde er allerede ligeglade med om det betyder
noget, om det findes
jeg står stille og ser håbet rejse op i luften
smukt og flygtigt som en regnbuefarvet boble
opstå og forsvinde, uden at efterlade et spor
den letsindigste tjeneste er gjort igen og igen
takket være moralens uholdbare ønsketænkning
i alle mulige hyggelige mønstre
dog findes kærlighed og kærlighed og kærligheder
uden for min lysets have
jeg ved det
og jeg behøver ikke se eller høre eller tænke eller tro på det
livet forbliver et uopklaret liv
fordi det er så lysklar en viden
jeg har bygget min have med lyset
men nu strejfer jeg også omkring i mørket
hvor jeg kan synge og danse
og se og høre og tænke og tro
på noget uhyggeligt
- -
foråret kommer, og jeg hviler og drømmer i min have
så kommer sommeren, så går den
så er jeg igen udenfor
og jeg er også forberedt på
at vide alt om sandheden og virkeligheden
om alt det grusomste
netop i denne smukkeste verden
Jun Feng
HJEM?
Jeg kendte engang en afghansk pige
med mørkbrune øjne
og et smil til verden.
Første gang jeg så hende
direkte fra Islamabad,
tre år
i den store lejr.
Bange øjne
i dækning bag far
storebror
og to mindre søstre.
Du forstod ikke
de halvtreds danske ord
din far havde lært,
du forstod ikke det danske vejr
frøs
i for lidt tøj
når det var koldt
og svedte
så vi kunne lugte dig
når det var varmt,
du forstod ikke
den danske opførsel
de danske piger
der holdt i hånd
og kyssede i klubben,
de danske drenge
der kaldte dig for perker
i stedet for Parwana
du forstod ikke
alt det andet
der var anderledes
i det nye land.
Tre vintre senere
og et nyt forår
den lille bange afghanske pige
har nu fået lav talje
en duft af ungdom
make up
på de øjne
som ser direkte på en
og smiler
mens du går videre
med de seje tøser
og en
udfordring til verden
i sort skrift
på den vuggende bagdel.
Hvordan er det nu
Fru Minister
at Parwana skal falde
ind i det afghanske,
5 år
borte fra
Kabul.
Bjarne Kim Pedersen
VENNER
Friends
hedder venner på dansk
og
smilet bryder grænser
når vi hører
tre forskellige sprog
i den samme sætning.
Børnene
leger sammen
på tværs
eller på trods
af grænser.
Bygger venskaber
som
bryder med forestillinger om
hvem de andre er.
Bjarne Kim Pedersen
TIL PARWEEN
Jeg ville gerne give dig en skulder at græde ved,
men du vil ikke have min skulder, du vil have dine børn på skødet
Jeg ville gerne give dig et knus,
men du vil ikke have mit knus, du vil have din mands hver dag resten af livet
Jeg ville gerne give dig noget at tro på,
men dem, jeg selv troede på, har svigtet både dig og mig
Jeg kan bare give dig mine ord,
jeg forstår godt, hvis du spytter på dem.
Vibeke Marx
Fynske forfatteres ord til det officielle Danmark og Udlændingeservice,
der ikke har tøvet med at udvise en afghansk mor væk fra mand
og to små børn der alle er danske statsborgere.
'Det er lige efter bogen', lyder det fra Udlændingeservice.
Her er nogle ord til en begyndelse på en ny bog.
Bjarne Kim Pedersen ’Anstændighed for Parween’
lørdag den 27. juni 2009
lørdag den 20. juni 2009
Leder Fyens Stiftstidende 20.06.09
Se også facebook: Anstændighed for Parween
Uanstændig udvisning
20. juni 2009 04:00
Har en mor ret til at være sammen med sin danske familie i Danmark, hvis hun ikke selv er dansker?
Nej, lyder svaret fra de danske myndigheder.
Gennem de seneste dage har Fyens Stiftstidende fortalt historien om en 32-årig kvinde fra Afghanistan, der skal forlade landet om ni dage. Kvinden bor i Odense med sin mand og to børn, der alle er danske statsborgere, og hun har nu fået endeligt afslag på at blive familiesammenført.
Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at indvandringen til Danmark skal begrænses. Alligevel må afvisningen af familiens ønske om at være sammen i Danmark betegnes som en uanstændig behandling.
Annonce
Familien har ikke kostet samfundet noget, den har ikke overtrådt nogen lov, og der er ikke noget, den hellere vil, end at få lov til at blive dansk.
Faderen i familien er nu dansk statsborger, han har arbejdet, siden han kom til landet og fik lov til at tage et job.
De seneste år har vi i Danmark efterlyst arbejdskraft. Her har manden i familien opfyldt vores krav. Han har dermed forsørget sin familie og betalt sin skat.
Alligevel opfordrer de danske myndigheder nu manden, der altså er dansk statsborger, til at tage sine to børn - også danske statsborgere - og rejse til Afghanistan, for der at udøve familielivet sammen, som det hedder i afslaget fra Udlændingeservice.
Den behandling er uanstændig.
Så sent som i denne uge er tre danske soldater blevet slået ihjel i det land, hvor vi har sendt danske soldater i krig for at forbedre levevilkårene for den afghanske befolkning og bidrage til national, regional og global fred og sikkerhed, som der står i FN’s mandat til krigen.
Alligevel sender vi uden at ryste på hånden en enlig kvinde eller en familie med små børn til landet, hvor de danske myndigheder mener, at alle fire skal kunne genoptage et familieliv.
De to forældre var sidst i Afghanistan, da de flygtede ud af landet. Kvinden som 15-årig, manden som 23-årig - og han kom direkte fra fængslet, hvor han sad, fordi han ikke sympatiserede med Taliban.
Det er ikke en anstændig behandling af mennesker. Og det er en uforståelig behandling af danske statsborgere.
Regeringen har efterhånden rykket sig så langt over mod Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, at Danmark på dette område står for et kynisk menneskesyn.
Finanskrise eller ej. Selvfølgelig skal der være plads til at tolke reglerne - i dette tilfælde tilknytningskravet - fra en menneskelig side, når alt tydeligvis taler for det.
Nu er det op til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), om hun vil levere en anstændig afgørelse, og lade den lille familie komme videre med sit liv i Odense. Eller om tre danske statsborgere skal flytte deres tilværelse til Afghanistan for at holde familien samlet.
Også for masser af mennesker, der generelt støtter den danske udlændingepolitik, vil sagen være oplagt. Ministeren bør tolke reglerne, så familien får lov at blive i Danmark.
Resume:
Tre danske statsborgere sendes til Afghanistan for at holde en familie samlet. Det kan Danmark ikke være bekendt.
Uanstændig udvisning
20. juni 2009 04:00
Har en mor ret til at være sammen med sin danske familie i Danmark, hvis hun ikke selv er dansker?
Nej, lyder svaret fra de danske myndigheder.
Gennem de seneste dage har Fyens Stiftstidende fortalt historien om en 32-årig kvinde fra Afghanistan, der skal forlade landet om ni dage. Kvinden bor i Odense med sin mand og to børn, der alle er danske statsborgere, og hun har nu fået endeligt afslag på at blive familiesammenført.
Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at indvandringen til Danmark skal begrænses. Alligevel må afvisningen af familiens ønske om at være sammen i Danmark betegnes som en uanstændig behandling.
Annonce
Familien har ikke kostet samfundet noget, den har ikke overtrådt nogen lov, og der er ikke noget, den hellere vil, end at få lov til at blive dansk.
Faderen i familien er nu dansk statsborger, han har arbejdet, siden han kom til landet og fik lov til at tage et job.
De seneste år har vi i Danmark efterlyst arbejdskraft. Her har manden i familien opfyldt vores krav. Han har dermed forsørget sin familie og betalt sin skat.
Alligevel opfordrer de danske myndigheder nu manden, der altså er dansk statsborger, til at tage sine to børn - også danske statsborgere - og rejse til Afghanistan, for der at udøve familielivet sammen, som det hedder i afslaget fra Udlændingeservice.
Den behandling er uanstændig.
Så sent som i denne uge er tre danske soldater blevet slået ihjel i det land, hvor vi har sendt danske soldater i krig for at forbedre levevilkårene for den afghanske befolkning og bidrage til national, regional og global fred og sikkerhed, som der står i FN’s mandat til krigen.
Alligevel sender vi uden at ryste på hånden en enlig kvinde eller en familie med små børn til landet, hvor de danske myndigheder mener, at alle fire skal kunne genoptage et familieliv.
De to forældre var sidst i Afghanistan, da de flygtede ud af landet. Kvinden som 15-årig, manden som 23-årig - og han kom direkte fra fængslet, hvor han sad, fordi han ikke sympatiserede med Taliban.
Det er ikke en anstændig behandling af mennesker. Og det er en uforståelig behandling af danske statsborgere.
Regeringen har efterhånden rykket sig så langt over mod Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, at Danmark på dette område står for et kynisk menneskesyn.
Finanskrise eller ej. Selvfølgelig skal der være plads til at tolke reglerne - i dette tilfælde tilknytningskravet - fra en menneskelig side, når alt tydeligvis taler for det.
Nu er det op til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), om hun vil levere en anstændig afgørelse, og lade den lille familie komme videre med sit liv i Odense. Eller om tre danske statsborgere skal flytte deres tilværelse til Afghanistan for at holde familien samlet.
Også for masser af mennesker, der generelt støtter den danske udlændingepolitik, vil sagen være oplagt. Ministeren bør tolke reglerne, så familien får lov at blive i Danmark.
Resume:
Tre danske statsborgere sendes til Afghanistan for at holde en familie samlet. Det kan Danmark ikke være bekendt.
Synspunkt Anstændighed for Parween
Synspunkt Fyens Stiftstidende 20.06.09 se også Facebook: Anstændighed for Parween
Hvad sker der for dig, Danmark?
Parween Ibrahim-Khail kan ikke længere være mor for sine 2 børn, der er danske statsborgere. Det har Udlændingeservice konkluderet, og nu må den afghanske mor så rejse hjem til en uvis fremtid i det land, hun ikke har boet i siden 1992.
Endnu et eksempel på et benhårdt og kynisk menneskesyn, som Danmark efterhånden er blevet berømt for. ”Det er lige efter bogen”, lyder det fra Udlændingeservice, der ikke vakler og tolker tilknytningskravet til Afghanistan som vigtigere end at denne kvinde har to børn og mand i Danmark, der alle er danske statsborgere.
Som med de irakiske flygtninge, der har fået besked på at rejse hjem, er sagen med Parween Ibrahim-Khail endnu et eksempel på, hvordan vi i Danmark fuldstændig har ændret kurs og ladet menneskelige hensyn vige for regler og paragraffer.
Det er en sørgelig forfatning Danmark er havnet i siden 2001, hvor Dansk Folkeparti har fået afgørende indflydelse på, hvordan vi behandler flygtninge og indvandrere i det danske samfund. Og næsten hele oppositionen lægger sig tæt op af regeringen og dens støtteparti, når det gælder synet på flygtninge og indvandrere. Al kritik mod forvaltningen af sager om asyl og opholdstilladelser preller af på både regering, dets støtteparti og udlændingeservice, for beslutningen er jo ”lige efter bogen”. Kritik fra internationale organer, FN, menneskerettigheds- organisationer og organisationer som Børns Vilkår og Red Barnet afvises igen og igen med ordene: ”Det er lige efter bogen”.
Ja, og når man kun kan sige ”lige efter bogen” har al menneskelighed og empati intet at skulle have sagt. Så er det lige gyldigt, at en mor må rejse ”hjem” til et land, hvor en enlig kvinde er at regne for retsløs. Hvad sker der for dig, Danmark? – Er det virkelig det, vi ønsker at blive husket for? At vi splitter familier, ægtefæller og børn og deres mødre?
Ud over Enhedslisten og Det Radikale Venstre er der ikke meget at hente hos oppositionen, når det gælder kritik af Danmarkshistoriens måske største egotrip i forhold til anstændighed og menneskelighed overfor mennesker, der er flygtet fra undertrykkelse og diktatur.
Det kan godt være, at beslutningen er ”lige efter bogen”, men det vil efterlade et land med meget røde ører og moralske tømmermænd. Hvad sker der for dig, Danmark? Vågn op, erkend dit ansvar! På den ene side sender vi soldater til Afghanistan for at hjælpe befolkningen mod Taliban, der tyranniserer det afghanske folk – og især kvinder – og det er ganske rigtigt ”lige efter bogen”. Men er det så ”lige efter bogen”, at vi sender en kvinde alene hjem i favnen på dem hun flygtede fra for mange år siden?
Det er en hån mod Parween og hendes familie, alle afghanere og også en hån mod de danske soldater, der sætter deres liv på spil i Afghanistan. Hvor er logikken?
Jesper Hougaard Larsen
Sognepræst ved Odense Domkirke / Flygtninge-Indvandrerpræst og leder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense
Hvad sker der for dig, Danmark?
Parween Ibrahim-Khail kan ikke længere være mor for sine 2 børn, der er danske statsborgere. Det har Udlændingeservice konkluderet, og nu må den afghanske mor så rejse hjem til en uvis fremtid i det land, hun ikke har boet i siden 1992.
Endnu et eksempel på et benhårdt og kynisk menneskesyn, som Danmark efterhånden er blevet berømt for. ”Det er lige efter bogen”, lyder det fra Udlændingeservice, der ikke vakler og tolker tilknytningskravet til Afghanistan som vigtigere end at denne kvinde har to børn og mand i Danmark, der alle er danske statsborgere.
Som med de irakiske flygtninge, der har fået besked på at rejse hjem, er sagen med Parween Ibrahim-Khail endnu et eksempel på, hvordan vi i Danmark fuldstændig har ændret kurs og ladet menneskelige hensyn vige for regler og paragraffer.
Det er en sørgelig forfatning Danmark er havnet i siden 2001, hvor Dansk Folkeparti har fået afgørende indflydelse på, hvordan vi behandler flygtninge og indvandrere i det danske samfund. Og næsten hele oppositionen lægger sig tæt op af regeringen og dens støtteparti, når det gælder synet på flygtninge og indvandrere. Al kritik mod forvaltningen af sager om asyl og opholdstilladelser preller af på både regering, dets støtteparti og udlændingeservice, for beslutningen er jo ”lige efter bogen”. Kritik fra internationale organer, FN, menneskerettigheds- organisationer og organisationer som Børns Vilkår og Red Barnet afvises igen og igen med ordene: ”Det er lige efter bogen”.
Ja, og når man kun kan sige ”lige efter bogen” har al menneskelighed og empati intet at skulle have sagt. Så er det lige gyldigt, at en mor må rejse ”hjem” til et land, hvor en enlig kvinde er at regne for retsløs. Hvad sker der for dig, Danmark? – Er det virkelig det, vi ønsker at blive husket for? At vi splitter familier, ægtefæller og børn og deres mødre?
Ud over Enhedslisten og Det Radikale Venstre er der ikke meget at hente hos oppositionen, når det gælder kritik af Danmarkshistoriens måske største egotrip i forhold til anstændighed og menneskelighed overfor mennesker, der er flygtet fra undertrykkelse og diktatur.
Det kan godt være, at beslutningen er ”lige efter bogen”, men det vil efterlade et land med meget røde ører og moralske tømmermænd. Hvad sker der for dig, Danmark? Vågn op, erkend dit ansvar! På den ene side sender vi soldater til Afghanistan for at hjælpe befolkningen mod Taliban, der tyranniserer det afghanske folk – og især kvinder – og det er ganske rigtigt ”lige efter bogen”. Men er det så ”lige efter bogen”, at vi sender en kvinde alene hjem i favnen på dem hun flygtede fra for mange år siden?
Det er en hån mod Parween og hendes familie, alle afghanere og også en hån mod de danske soldater, der sætter deres liv på spil i Afghanistan. Hvor er logikken?
Jesper Hougaard Larsen
Sognepræst ved Odense Domkirke / Flygtninge-Indvandrerpræst og leder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense
Anstændighed for Parween
Hele digtet hvor den første del var i Fyens Stiftstidende 19.06.09
se også facebook Anstændighed for Parween
GI' OS VORES DANMARK TILBAGE ...
Solen skinner på os
her i lille
Danmark.
Flaget er hejst
over kolonihaven
men hvad sker der
for os?
Messerschmidt stjal
ordene fra en afdød
Gi' os Danmark tilbage
ja
men det er
Danmark
med plads til os alle
og
ingen
Messerschmidt
som grænsevagt
jeg kan stadig høre ekkoet
af hans tale om de serbiske brødre
militserne dernede
er også erfarne i
had
udrensning
og passen på Mladic.
Gi os det Danmark
hvor vi stolt
bærer Dannebrog
og værner
om de fremmede
der har søgt ly hos os.
Der var engang
jøderne blev sejlet i sikkerhed
men
det var inden den her
Messerschmidt.
Dengang
mine forældre lærte mig
hvad ens næste var
ville Parween
ikke blive skilt
fra sine børn..
dengang....
Hvad sker der
i Danmark
når Udlændingeservice
går hånd i hånd
med Pia og
Messerschmidt?
PS
Jeg kendte engang en anden afghansk pige
med mørkbrune øjne
og et smil til verden.
Første gang jeg så hende
direkte fra Islamabad,
tre år
i den store lejr.
Bange øjne
i dækning bag far
storebror
og to mindre søstre.
Du forstod ikke
de halvtreds danske ord
din far havde lært,
du forstod ikke det danske vejr
frøs
i for lidt tøj
når det var koldt
og svedte
så vi kunne lugte dig
når det var varmt,
du forstod ikke
den danske opførsel
de danske piger
der holdt i hånd
og kyssede i klubben,
de danske drenge
der kaldte dig for perker
i stedet for Parwana
du forstod ikke
alt det andet
der var anderledes
i det nye land.
Tre vintre senere
og et nyt forår
den lille bange afghanske pige
har nu fået lav talje
en duft af ungdom
make up
på de øjne
som ser direkte på en
og smiler
mens du går videre
med de seje tøser
og en
udfordring til verden
i sort skrift
på den vuggende bagdel.
Hvordan er det nu
Fru. Minister
at Parwana skal falde
ind i det afghanske,
5 år
borte fra
Kabul.
se også facebook Anstændighed for Parween
GI' OS VORES DANMARK TILBAGE ...
Solen skinner på os
her i lille
Danmark.
Flaget er hejst
over kolonihaven
men hvad sker der
for os?
Messerschmidt stjal
ordene fra en afdød
Gi' os Danmark tilbage
ja
men det er
Danmark
med plads til os alle
og
ingen
Messerschmidt
som grænsevagt
jeg kan stadig høre ekkoet
af hans tale om de serbiske brødre
militserne dernede
er også erfarne i
had
udrensning
og passen på Mladic.
Gi os det Danmark
hvor vi stolt
bærer Dannebrog
og værner
om de fremmede
der har søgt ly hos os.
Der var engang
jøderne blev sejlet i sikkerhed
men
det var inden den her
Messerschmidt.
Dengang
mine forældre lærte mig
hvad ens næste var
ville Parween
ikke blive skilt
fra sine børn..
dengang....
Hvad sker der
i Danmark
når Udlændingeservice
går hånd i hånd
med Pia og
Messerschmidt?
PS
Jeg kendte engang en anden afghansk pige
med mørkbrune øjne
og et smil til verden.
Første gang jeg så hende
direkte fra Islamabad,
tre år
i den store lejr.
Bange øjne
i dækning bag far
storebror
og to mindre søstre.
Du forstod ikke
de halvtreds danske ord
din far havde lært,
du forstod ikke det danske vejr
frøs
i for lidt tøj
når det var koldt
og svedte
så vi kunne lugte dig
når det var varmt,
du forstod ikke
den danske opførsel
de danske piger
der holdt i hånd
og kyssede i klubben,
de danske drenge
der kaldte dig for perker
i stedet for Parwana
du forstod ikke
alt det andet
der var anderledes
i det nye land.
Tre vintre senere
og et nyt forår
den lille bange afghanske pige
har nu fået lav talje
en duft af ungdom
make up
på de øjne
som ser direkte på en
og smiler
mens du går videre
med de seje tøser
og en
udfordring til verden
i sort skrift
på den vuggende bagdel.
Hvordan er det nu
Fru. Minister
at Parwana skal falde
ind i det afghanske,
5 år
borte fra
Kabul.
Abonner på:
Opslag (Atom)