mandag den 28. februar 2022

01.03.2022 FRA GROSNIJ TIL KYJIV

 

01.03.2022 FRA GROSNIJ TIL KYJIV


Fireogtres kilometer
af Putins panser
på vej mod Kyjiv
som om den by ikke
har oplevet
bombesprængninger
nok i historien,
den lille løgnagtige
tyv
taler om Ruslands
sikkerhed
hvad med ukrainernes
sikkerhed
eller vil du
lave Grosnij version II
eller
Syrien krigsforbrydelser
eksporteret til dem
du kalder broderfolk
som slaver under dit styre,
hvis verden ikke
kan huske
så læs lige Akt 6 fra min Aktindsigt
servicemeddelelse den er også på russisk


Ultimatum til Grosnijs indbyggere.

'Dette er til de mennesker, der forsvarer Grosnij, og som ikke endnu har tabt hovedet, til de, der stadig er i stand til at se fornuftigt på tingene. I har tabt. I har ikke nogen chance for at vinde. Den russiske kommando giver jer en sidste chance. En korridor vil forblive åben til Pervomajskaja. De, der vil forlade Grosnij, vil få tilbudt tag over hovedet, klæder, medicin og vigtigst af alt - livet. De, der bliver i Grosnij, vil blive betragtet som terrorister og banditter ... og vil blive udslettet af artilleri og fly. Der vil ikke blive nogen forhandlinger. Alle de, der ikke har forladt byen, vil blive slået ihjel. I har et valg - nedtællingen er begyndt'.

Flyvebladet er underskrevet af chefen for de russiske styrkers militærkommando.

PS.
det må være
et spørgsmål om tid
inden
du sidder anklaget
ved en
krigsforbryderdomstol




(billeder er fra Kharkiv)



28.02.2022 BLÅGULT FLAG ELLER...

28.02.2022 BLÅGULT FLAG ELLER

Det er sympatisk
med en fredsdue
på dit
profilbillede.
Men
er det et valg
at du ikke vil stå
sammen med
Ukraine?
Tror du på
at Putin har lidt ret
når han spreder
sine løgne om Ukraine
’fascister og nynazister…’
med en jødisk præsident
der er demokratisk valgt
Zelenskij kom faktisk
fra baghjul
og slog den siddende
præsident
der også var
demokratisk valgt.


Ved I godt
jeg kender en
russisk jøde
der bor i Kyjiv
han er i øvrigt også bøsse,
musiker og kæmper
for Ukraines frihed.







Hjerter: Signe Bjerregaard

søndag den 27. februar 2022

27.02.2022 PAULINA RUSSISKE KRIGSFORBRYDELSER

 https://english.nv.ua/nation/russian-saboteurs-fire-at-family-with-three-kids-in-kyiv-adults-and-girl-killed-50220498.html 






 27.02.2022 PAULINA

Paulina
en ukrainsk pige
i fjerde klasse
blev i går dræbt
sammen med
sin bror
sin mor
sin far
og en anden søster
er alvorligt såret


En russisk kampgruppe
skulle skabe kaos
i kvarteret hvor
Babij Jar
for 80 år siden var
nazisternes slagteplads


Putin
er det din befrielse
eller hvad
der nu
kommer ud
af din mund.

Jeg tænker på
mindeparken
op til Pavlov-hospitalet
hvor vi har gået så tit
når jeg har været
med min kone
til
kurser
om at leve med
de stemmer
der kan komme til en
når krigens ondskab
bliver hængende
og forfølger en


otte års krig har
forfulgt Ukraine
inden Putin valgte storangreb
bare fordi
Ukraine valgte en
værdigheds-revolution
på deres vej
mod en demokratisk fremtid


27.02.2022 BORIS NEMTSOV

 27.02.2022 BORIS NEMTSOV 

det er i dag
7 år siden
Boris Nemtsov
blev skudt ned
af Putins pistolmænd
på broen i Kreml,
og Boris blev aldrig den præsident
som Rusland fortjente.


Boris Nemtsov
var lige blevet færdig
med sin Ukraine-rapport
om Putins angreb
på Krim og resten af Ukraine.
Måske
var det derfor
han skulle dræbes,
kun Putin kender svaret.


På årsdagen
er der en ny
storkrig
Putin har skabt i Europa,
otte år
var ikke nok for Putin
til at kvæle Ukraine
og bevise hans myte om
en forfejlet stat,
han vrøvler om
nynazister og narkomaner
i det Ukraine
der har en jødisk præsident
og deres helte bærer muslimske navne
som Isa Munajev og Amina.
Mon Putin selv
har kigget sig i spejlet
når han spreder sit had
og sine løgne.


Jeg ser en forbryder,
en kleptokrat
der har stjålet så mange penge fra sit eget folk,.
at de en dag
vil samles på deres store pladser,
en dag vil der komme
en farverevolution på den røde plads,
folket vil råbe i flok
’Rusland uden Putin’.
Igen bære gule ænder og råbe
’Quack Quack’
’Rusland uden Putin’


Husk det soldatermødre
når I får jeres elskede sønner
hjem som cargo 200
fra Ukraine,
så døde de ikke helt forgæves
i Putins krig.






Jeg var i morges på DR RadioFyn for at tale om Ukraine.



lørdag den 26. februar 2022

26.02.2022 FRA KYJIV

 FRA KYJIV

en besked fra en 
ven i Kyjiv 
her til morgen

det har været en 
hård nat
missilangreb 
nedslag
eksplosioner

kampe mod russiske
soldater
skudsalver
mennesker der dør 
men vi har holdt 
linjen
Kyjiv står stadig 


Nu kommer
morgenlyset 
der er stille
fuglestemmer 
til den vågnende dag
gad vist 
hvad
dagen i dag bringer?

Fyens Stiftstidende 26.02.2022 Debat. https://fyens.dk/artikel/gr%C3%A6nsekontrol-efter-putins-angreb

 https://fyens.dk/artikel/gr%C3%A6nsekontrol-efter-putins-angreb



fredag den 25. februar 2022

Digtdagbog 2022 *

 25.02.2021

det er sønnens fødselsdag
men inden
flaget hejses
strømmer billederne ind med
angreb på Kyjiv.
Det er Europa 2022
en gal mand angriber
et andet land
for at afsætte præsidenten,
Putin har også
stjålet
illiberalisterne, de stakler
jeg hørte at hans normale
støtter på det
ekstreme højre
og ekstreme venstre
ikke mere støtter ham,
måske er det bare rygter...
Hans tanker er syge
og det bliver endnu
værre
når han siger han
vil indføre demokratiet
og få valgt en
ny præsident.
Gad vist
om de russiske drenge
i front
er klar over at de skal
dø for en gal mand.
Jeg så deres
bange øjne
de unge der havde
overgivet sig til
ukrainerne,
der med blå gule farver
kæmper for deres land.
Nu vil jeg gå ud
og hejse
flaget
for min egen søn.

*Jeg skrev digtdagbog omkring årtusindskiftet da den nyindsatte russiske præsident efter at have sprængt egne højhuse i luften, angreb Tjetjenien.
I går morges genstartede jeg en digtdagbog. Nogle vil blive delt, andre vil indtil videre blive i dagbogen.
Sidst endte det i bogen Aktindsigt der først udkom som teksdelen til en Art Performance i samarbejde med den hollandske fotograf Eddy van Wessel.
Aktindsigt udkom i 2002 i en dansk/russisk udgave oversat til russisk af ukraineren Viktor Omkvist.
Forsidetegningen er lavet af vores datter Astrid Bjerregaard, hun var ikke helt tilfreds, da jeg bad hende "amputere" prinsessens ene ben.
Forsidebilledet blev senere brugt som gave til den daværende Prinsesse Alexandra fra foreningen Danmark mod Landminer.
Historien hænger desværre sammen Putin landminer hærger nu mange andre steder og ikke mindst i Ukraine.



https://www.tv2fyn.dk/fyn/putin-kritisk-forfatter-om-angrebet-i-ukraine-jeg-er-i-choktilstand

https://www.tv2fyn.dk/fyn/putin-kritisk-forfatter-om-angrebet-i-ukraine-jeg-er-i-choktilstand 

Trods coronaisolation har jeg hele dagen været i kontakt med journalister fra Danmark og Ukraine, desværre kan jeg ikke møde fysisk op, og min stemme kunne godt holde til en times snak med Tv2Fyn.

torsdag den 17. februar 2022

Grænser og mindretal i Putinkrisen Flensborg Avis 18.02.2022



https://www.fla.de/debat/l%c3%a6serbreve/40248/graenser-og-mindretal-midt-i-putinkrisen

GRÆNSER OG MINDRETAL MIDT I PUTINKRISEN.


Et overset aspekt i det der bliver kaldt Ukrainekrisen, men som mere korrekt burde være navngivet Putinkrisen.
På trods af at Ukraine i 8 år har været i krig med russiske styrker.
Det der ikke bliver talt om, er Putins ønske om, at det han kalder etniske russere har ret til at komme hjem til moderlandet, eller i det mindste være beskyttet af moderlandets grønne mænd.
I Ukraine er det på trods af, at også Krim og Donbas i 1991 stemte for at være en del af et selvstændigt frit Ukraine. Stemmetallene var Krim: 54% (Sevastopol 57%) og Donbas 83 % for Ukraine.
Jeg har selv i Riga overværet en russisk demonstration mod det russerne kaldte sprog-genocide, fordi Letland kræver, at også russiske børn skal lære lettisk i skolen. De må gerne fortsat lære russisk, men de skal også lære lettisk.

Vi kom forbi demonstrationen, inden den gik i gang og forsøgte at finde ud af, hvad de demonstrerede for eller imod (på det tidspunkt havde de ikke fået bannerne frem), men ingen ville tale med os, vi forsøgte på engelsk, tysk, russisk og lidt lettisk, men de ville ikke svare.
Der er et stort russisk mindretal i de baltiske lande, og på det seneste har det russiske fjernsyn (5. februar) med stort smil på læben forklaret, hvordan de med styrker af små grønne mænd uden kendetegn kan gå ind i henholdsvis Estland, Letland og Litauen. På den måde vil de skabe folkerepublikker i stil med de folkerepublikker, der er blevet skabt i Donbas som henholdsvis Luhansk- og Donetsk-folkerepublik.

Når jeg bevæger mig rundt i Østeuropa og taler med folk om mindretal og grænser, fortæller jeg altid om den dansk/tyske grænseregion. Om afstemningen og grænselægningen i 1920.
Jeg ved godt, at Østeuropa har været hærget af etniske udrensninger og folkeflytninger i en grad der virker chokerende i forhold til vores dansk/tyske grænseområde. En god indføring i alle de overgreb og blodige besættelser der afløste hinanden, civilbefolkningernes tab kan tælles i millioner. Det var nationalister, kommunister og nazister der gik amok både før og efter Anden Verdenskrig. Læs Timothy Snyders bog BloodLands Europa mellem Hitler og Stalin.

De sidste par år har jeg også tilføjet at Mette Frederiksen på 100-årsdagen besluttede at lukke grænsen ensidigt, som en af corona-restriktionerne.
Trods Mette Frederiksens ensidige handlen ville det være politisk vanvid, og utænkeligt, hvis tyske politikere her var begyndt at tale om at sende tyske specialtropper ind i Nord-Schleswig for at destabilisere situationen og hjælpe det tyske mindretal.
Det ville også være vanvid, hvis det tyske mindretal nægtede at lære dansk, fordi de følte sig diskriminerede, fordi der ikke er tyske skilte i Sønderjylland.
Eller den modsatte situation lige nu hvor Danmark har ophævet Corona-restriktionerne og det danske mindretal i Syd-Schleswig reagerede. Selv om jeg som dansker skammer mig over symbolpolitikken og den vedvarende grænsekontrol. Jeg var over grænsen i mandags, hvor det danske militær blev trukket tilbage, og politiet igen får drænet for mange mandetimer på en symbolsk kontrol.
Et PS. Hvis Putin beslutter sig for at udvide krigen og tage hele Ukraine, eller en større del af Ukraine, burde der vel være en grænsekontrol rettet mod russere. Det må vel være sådan, hvis krigen udvides, så er et russisk pas ikke mere et gyldigt rejsedokument i Europa. En sådan kontrol
kan ikke klares ved stikprøver.


tirsdag den 1. februar 2022

Støt kampen for demokrati Nordjyske 02.02.2022 (Svar til Asta Bjerre)


 

Til Asta Bjerre
Det er en skam, at du ikke vil besøge Ukraine.
Du siger at Ukraine er korrupt. Ja, i forhold til os, men der er gode kræfter som kæmper mod korruptionen, og hvis du kigger på korruptionsbarometeret ligger de noget bedre end Rusland.
Danmark er en stor spiller i arbejdet med at støtte demokratiet i Ukraine. Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd er gået sammen om at skabe et nyt ungdomshus i Kyiv, som skal styrke demokratisk deltagelse blandt ukrainske unge og forbinde dem med unge fra Danmark. Jeg har på mine rejser mødtes med ukrainere, der arbejder med den demokratiske udvikling i landet. Mine bøger Min Maidan Affære og Der er helte skal også ses som en dansk stemme som støtter denne udvikling. Jeg deltager også i en støtte til de demokratiske kræfter der kæmper for demokratiet i Belarus.
Til valgene i Ukraine er der danske og andre udenlandske observatører i modsætning til de seneste russiske valg.
Du trækker også nazikortet mod Ukraine, under 2. verdenskrig blødte Ukraine flere dræbte end Rusland (det gjorde Belarus også), de faldt vel at mærke på allieret side, eller som ofre for tyske krigshandlinger. Efter krigen kæmpede ukrainere mod den russiske besættelse, de blev af Sovjet kaldt for fascister, men var modstandsfolk, som kæmpede mod Sovjet i flere af de østeuropæiske lande. Deres historie er blevet fornægtet, men læs den finsk estiske forfatter Sofi Oksanen.
Asta, du rammer forbi, når du beskylder mig for at være antirussisk. Jeg havde en fin kontakt med Anna Politkovskaja, hun modtog min bog Aktindsigt (dansk/russisk) da hun i 2004 var i Danmark for at modtage en fredspris, inden hun i blev myrdet i 2006.
En anden oppositionspolitiker Nemtsov blev dræbt 27. februar 2015. netop som han var ved at være klar med sin rapport om Putins angreb på Ukraine.
Jeg sætter stor pris på mine russiske venner, de er desværre også bekymrede for Putins magt og hans hemmelige tjenester. En af mine gode russiske venner levede i to år under dæknavn fordi det ville være farligt for ham hvis hans rigtige identitet blev opdaget.
Til vores første møde, hvor jeg via mit hverv som kontaktperson i Dansk Forfatterforening blev bedt om at møde ham, gik vi en tur ned mod Odense havn. En bil kørte over en lille tom juicekarton og det gav et knald. Han landede os begge to i dækning, fordi han troede vi blev skudt på. Hans angst er reel, så jo, jeg har et godt forhold til mange russere, men jeg har også stået flere gange og holdt tale foran den russiske ambassade. Den ene gang sammen med både Holger K. Nielsen, senere dansk udenrigsminister og Imam Abdul Wahid Pedersen.
Trist at høre dig gentage Putins propagandasnak om alle nazisterne i Ukraine. Jeg gentager gerne, Ukraine har en jødisk præsident, flere af deres helte i krigen mod Putins invasion er muslimer.
Se på hvem der er valgt ind i det ukrainske parlament Radaen, vi har mange flere højreorienterede valgt ind i Folketinget!
Jeg møder og debatterer med mange flere højreorienterede i Danmark end i Ukraine.
De har deerimod mange nationalister, der vil ofre deres liv for et frit Ukraine. Du antyder, at de skulle have et nazisymbol i deres flag. Deres flag er gult og blåt og deres våbenskjold, trezyb, har Putins medier kaldt et nazisymbol, men her rammer du også forbi Asta. Trezybben er lige så gammel som vores Dannebrog. Kort fortalt er det kendt fra ca. År 1000, hvor det blev brugt som våbenmærke af Volodymyr the Great.
Og den frie ukrainske stat der blev dannet i 1918 brugte trezyb. Jeg bærer selv et, som jeg har fået foræret af en ukrainsk dreng i Kyjiv. Trezybben betyder mindst lige så meget for ukrainere som Dannebrog for os. Bare fordi Dansk Folkeparti (mis)bruger Dannebrog bliver vores flag jo ikke til et højreorienteret symbol.
Det, at jeg bærer det om min hals, gjorde at jeg blev nægtet adgang til den russisk ortodokse kirke i Wiesbaden for et par år siden, jeg troede først at det var min hat, og var allerede på vej til at tage hatten af, da hun pegede på min Trezyb og viste mig mod udgangen.