Næsten
hver anden dansker bor uden for de større byer. Danmark er så lille
at uanset hvor du befinder dig. Så er du aldrig mere end 50
kilometer fra havet.
Alligevel
er mulighederne blevet mere skævt fordelt...
Nogle
siger, at ”sådan er udviklingen”.
Men det er
ikke udvikling. Det er mange steder afvikling.
Og det kan
vi ændre – hvis vi vil. På en måde, hvor vi ikke behøver at
skabe falske modsætninger…”
I praksis går det lige nu den
forkerte vej, der er et forslag om at centralisere al
børnekræftbehandling på Rigshospitalet.
Avisen Danmark:
”Sundhedsstyrelsen havde ”uformel dialog” med Rigshospitalet
uden om de vestdanske regioner om at centralisere behandlingen af
børn med kræft. Det afslører dokumenter, som Avisen Danmark har
fået indsigt i. Regionspolitikere er rasende.”
Nu må
sundhedsministeren på banen, selv om han har nok om ørerne i
øjeblikket.
Forslaget er lige det modsatte af hvad
Statsministeren sagde i nytårstalen, gad vidst om hun ikke havde
kendskab til forslaget fra Rigets læger, når de har arbejdet med
det i flere år. Til specialiserede sygdomme kræves specialister.
Men der er endnu ikke fremlagt saglige argumenter for at det hele
skal samles på et hospital som geografisk ligger i udkanten af
Danmark. Det ser ikke ud til, at der er noget fagligt at udsætte på
behandlingen i Odense, Aarhus og Aalborg. Hele affæren sætter også
coronahelten Søren Brostrøm i et dårligt lys. Ifølge Avisen
Danmark var Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og
Rigshospitalets overlæge Kjeld Schmiegelow flere gange i løbet af
2018 i dialog om en centralisering af børnekræftbehandlingen. En
del af drøftelserne også uden referat! Tys, tys møder i en tid
hvor alt ellers skal dokumenteres!
Jeg er glad for at det er
forkvinden for danske regioner, Stephanie Lose, der er en af
frontkæmperne mod afvikling af børnekræftbehandlingen uden for
hovedstaden, hvis vi skal blive i Mette Frederiksens talemåde.
Hvis
den skulle samles ét sted ville det vel være geografisk mest
centralt, med en udvidelse i Odense. Nu Rigshospitalet ligger i
udkanten af landet, geografisk!
Et andet sted med stor afstand lige
nu. Store overskrifter om hvor svært, det er at få gamle
pensionister til at møde op til coronavaccination. Statens Serum
Institut klarer det hele elektronisk, og så skulle den ged være
barberet, men virkeligheden er ikke så let, som det ser ud til fra
det sted, hvor man dirigerer via skærme. Vi er nødt til at se
virkeligheden i øjnene, hvordan fungerer det for en 75 årig, som
ikke er fortrolig med NemID, borger.dk og så videre.
Måske er
det en menneskelig kontakt, der er mere brug for. Nogen der har tid
til at sætte sig ned med en kop kaffe og få den vaccineaftale
ordnet. Jeg har selv brugt en del tid med min gamle mor med at
forklare, hvad det drejede sig om. Og hun bor på et plejehjem med et
godt og ansvarligt personale, der her igennem pandemien har ydet et
fantastisk arbejde. Altid med tålmodighed og et smil.
TV2Fyn,
har lavet indslag om, hvordan det lille firma PentaBase i Odense har
test, som ville være nyttige i kampen mod de nye coronavarianter. De
sender den ene mail efter den anden til Statens Serum Institut, men
får ikke noget svar. Det er ikke udvikling i en tid, hvor alle gode
ideer burde kunne bruges, men måske bare en død provinside!
Det var sundhedsfaglige
afviklingstiltag.
Lad os gå til Fødevarestyrelsen. Kort før
jul meldte Fødevarestyrelsen ud, at de indfører en forhøjet afgift
på markslagtning.
De nye gebyrer lyder på mellem 871 kr. til
2.900 kr. pr. påbegyndt time og minimum 2 timer.
Ifølge Landbrugsavisen 23.12.2020 mener Niels Marling, der er chef i
Fødevarestyrelsens kødkontrol, at ”det er en EU-forordning, der
gør det nødvendigt…” (Det er vist også en tur ved håndvasken,
at skyde skylden på EU. Min kommentar.)
Fremover skal det være
styrelsens embedsdyrlæger, der skal stå for de såkaldte AM og
PM-kontroller.
Niels Marling siger yderligere. ”...Det var
opfattelsen, at der manglede en mulighed for at håndtere dyr, der
ikke var egnet til transport, og det blev vurderet, at det var et
skridt mod bedre dyrevelfærd. Jeg synes i den grad, man har
efterkommet det ønske og det er at tale ind i
bæredygtigheds-dagsordenen og velfærdsdagsordenen.”
Sådan
ser bæredygtighed ud fra fødevarestyrelsens kontor.
Men sådan er bæredygtigheden ikke for de bønder, der forsøger at
skabe økonomisk bæredygtighed ved at afgræsse naturområder og få
slagtet dyrene på den mest fornuftige og dyrevenlige måde. Jeg har
selv i mine meget unge dage som medhjælper været med til at
indfange kvier på Bobankerne på Helnæs. Jeg ved ikke om det var
mest stressende for os eller kvierne. Det endte med prof.
kvægfangere.
Og jeg slagter selv vores moskusænder, der går
under et minut fra jeg har fat i anden,
til den er død. Ligesom jeg har slagtet høns og kaniner, når det
var en del af husdyrholdet.
Slagtning på marken er mest brugt
hos naturplejebesætninger og økologiske besætninger, som vil skåne
slagtedyrene for indfangnings- og transportstress.
Kære Fødevarestyrelse. Kære
Statsminister, hvis vi skal favne hele landet, skal I forstå, at det
kræver dialog og forståelse.
Dialogen og forståelsen har jeg
skrevet om i bogen Blomsterne og Bierne. Vi skal sammen nå frem til
en bæredygtighed i dialog. Ikke med, at en styrelse trækker noget
ned over folk, som arbejder med området.
Det er genialt at have
græssende dyr til naturpleje. En såkaldt win win, vi får både en
bedre naturpleje, og vi får noget godt kød fra dyr, som har
optimale forhold. Og det skal ikke ødelægges af en fordyrende
centraliseret ordning fra fødevarestyrelsen. Det lugter af kontrol.
Kontrol og manglende tillid til de dyrlæger, der i øjeblikket
arbejder med dyrene.
Det kunne være et bevis på, at man ville
prioritere hele landet, ikke kun i en nytårstale, men i en
gennemført praksis.
Ifølge Landbrugsavisens Laura Kold har
Tyskland valgt en anden og billigere decentral løsning.
Minkavlerne var urimelig længe om at få erstatning. Det
var en afvikling, der aldrig før er set.
Lad mig lige
understrege, situationen var alvorlig.
Men statsministeren og
fødevareministeren beordrede tiltag, som var i strid med dansk
lov.
Udryddelsen af dansk mink blev beordret og igangsat som en
panikhandling. I stedet for at lade folk med forstand på at arbejde
med mink, blev alle mulige fra forsvar, politi og beredskab sat ind.
Jeg mindes at have set to storgrinende unge i et TV2 klip i gang med
udryddelsen. (De er altså i gang med at slå andre menneskers
livsværk ihjel).
Filmklip med levende mink på vej til
forbrænding blev delt. Filmklip med mink som blev mast ihjel.
Dronebilleder af massegrave blev delt. Grave der er blev
placeret, så de er en mulig trussel mod drikkevandsboringer og en
badesø.
2 gange blev der på motorveje tabt døde mink.
Det
lignede panik.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor det i 2020 ikke
var muligt at styre aflivningen så skind og de døde kroppe kunne
udnyttes. Der må være en bæredygtig løsning, så alle de døde
mink kunne blive genanvendt af DAKA og andre som på en tidssvarende
måde genanvender affald.
Massenedgravning var panik.
Jeg
har ikke viden til at vurdere om aflivningen var nødvendig, men vil
vælge at stole på de fakta som lægges frem.
Og må jeg lige
bede om at regeringen deler viden, så beslutningerne kan træffes på
et lovligt grundlag. Ikke et panikdiktat i strid med dansk
lov.
Bagefter kan vi så stille og roligt tage en debat om
dyreetik og produktionsformer, helst noget som bliver bredt længere
ud, end til den danske andegård!
Jeg kan ikke forstå, at
de folk der stod for nedgravningen ikke er i stand til at udmåle en
afstand på 300 meter.
Jeg kan ikke forstå, at når det er en
regeringsbeslutning, så må man godt fucke med grundvandet. Da vi
her i området havde en olieforurening, ringede vi først til falck,
de sagde 114, og 114 sagde 112, og så kom de med blå blink og lagde
flydespærringer. Hvis forureningen var kommet fra min tank, var der
dømt handling øjeblikkelig.
Men når der løber overfladevand
fra nedgravningerne til badesøen, arbejder alle vore systemer
utrolig langsomt. Der bliver vedtaget en handleplan, så det kan
vente indtil maj.
Det skaber altså ikke sammenhæng, og når
der bliver ageret på denne måde, er det ikke falske men reelle
modsætninger, der skabes i vores land.
Prøv at leve op til
ordene i virkeligheden. Vi har lige set hvor slemt det kan gå i et
demokrati, når der bliver for langt fra magten til folk. Så kan man
stå i hver sin ende og råbe fake news, så kan man dele sin politik
på sociale medier og undgå den 4. statsmagt som en kritisk presse
bør være.
Jeg tror minkavlerne og folkene tæt på de
nedgravede mink føler sig pisset på, lige nu kan de ikke føle
sammenhængen på tværs af landet. Når man føler sig pisset på er
der ikke langt til at føle sig tiltrukket af folk som ’vil dræne
sumpen.’ Særlig hvis dem der har pisset, bagefter kommer og
fortæller hvor meget de overpissede stinker!
Hvis vi skal
styrke sammenhængskraften, må det foregå i en dialog med alle
parter og ikke noget, der bliver trukket ned over hovedet på folk
fra et kontor i København. Videre, hvis vi skal blive i ordspillet,
så er tiden ikke til dræning, men bevarelse af vådområder!
