søndag den 6. marts 2022

06.03.2022 BJERGE AF TØJ

 06.03.2022 BJERGE AF TØJ

Bjerge af tøj
hober sig op
viljen
til at hjælpe Ukraine
er stor
mange vil snakke om det der sker.


Jeg tænker
tilbage på dengang
i 82
øverst på plakaten
til Kultur for Fred
der var
mange gode ord
og håb om fred
måske var vi naive dengang.


I 89 faldt muren
verden så
helt anderledes ud
håbet
druknede i Balkan blod
et mareridt om
Storserbien
i Srebrenica døde
ottetusinde mænd og drenge
i skyggen af de serbiske drømme.


Nogle ord om fred
jeg vil stadig
gentage ord om fred,
og jeg skrev i 2014

TIL EN RUSSISK SOLDAT
med kærlig hilsen
må jeg sætte blomster i
din kalashnikov

men i 2022 udgaven
er det blevet til


DER ER IGEN KRIG I EUROPA
når freden ikke
kan vindes med hjerter må
vi bruge sværdet


Bjerge
af tøj hober sig op
men jeg tænker mere på sværd
end blomster
når jeg ser
Sveta
tale med forældrene
hjemme i Ukraine.

Vores blomster
kan ikke engang
bruges til begravelserne
i massegrave.







Ingen kommentarer: