torsdag den 30. januar 2020

Fangehandel med Putin Kronik Flensborg Avis 29.01.2020

Min kronik i Flensborg avis om fangehandel med Putin. Skriv hvis I ikke kan læse den, eller køb adgang til Flensborg Avis. fla.de/Kronik


FANGEHANDEL MED PUTIN

Jeg sad søndag formiddag den 29.12.19 og så live tv fra UAtv af fangeudvekslingen ved Mayorske kontrolposten tæt på frontlinjen, som skiller Ukrainske og russiske styrker. Overvåget af russisk militærpoliti og Ukrainske styrker med skudklare våben. 76 ukrainere blev udvekslet med 127 russere.
Jeg vil hellere kalde det en fangehandel, der blev aftalt i Paris ved Minsk mødet mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine.
Det var ukrainske krigsfanger, nogle taget til fange i 2015. Besøgende til familiemedlemmer i det russiske område. Et par journalister.
De blev udvekslet med russiske terrorister, der bl.a. lavede et terrorangreb i Kharkiv den 22 februar 2015, hvor 4 blev dræbt ved sprængningen af en mine ved en ukrainsk støttedemonstration, de 3 som havde handlet på russiske ordrer nåede lige at få deres livstidsdom, inden Putin krævede dem udvekslet.
Andre er tidligere Berkut-folk, som deltog i nedskydningen af ca. 100 ved Maidan revolutionen, eller værdighedsrevolutionen hvor Berkuts snigskytter dræbte Himlens Hundrede. De udvekslede er Oleh Yanishevskyi, Serhie Zinchenko og Pavlo Abroskin som sad anklaget for at have dræbt 48 og såret 80 ubevæbnede demonstranter på Instytutska Street den 20 februar 2014. To andre ex-Berkut officerer Serhiy Tamtura og Oleksandr Marynchenko også sigtet for nedskydningen på Maidan var med i gruppen af udvekslede.
Ved den sidste fangeudveksling for 3 måneder siden fik Putin frikøbt et af vidnerne til nedskydningen af det malayiske fly MH17, hvor en russisk enhed transporterede BUKH missilet fra den russiske side af grænsen ind i det besatte østukraine og nedskød ruteflyet, og bagefter tog enheden tilbage til den russiske side af grænsen. Motivet til den bevidste nedskydning kan vi kun gisne om: ”måske troede de at det var et ukrainsk troppetransportfly, de havde kort før nedskudt et fly med et missil affyret fra russisk område.
Måske troede de at de ville lykkes at give Ukraine skylden for nedskydningen og dermed miskreditere den ukrainske regering. Måske ville de bare optrappe krigen, for at skabe endnu mere kaos.
Vi må huske på, at Putin har været meget tæt på de bombesprængninger, der blev tilskrevet tjetjenere og dermed legitimerede Putins angreb på Tjetjenien og den 2. tjetjenske krig. Både Anna Politkovskaja og Litvinenko sagde de havde beviser for Putins rolle i bombesprængningerne, og de er begge blevet dræbt af folk tæt på Putin.
Desværre foregår det næsten ubemærket her i Vesten, vi lader Ritzau om at beskrive, hvad der foregår.
Så trist at vi ikke prioriterer Putins Rusland højere, vi har godkendt en rørledning ned gennem Østersøen med den gammel STASI mand Warnig ved roret, en kontakt som Putin fik under sin tjeneste i DDR.
Og en tysk Altkansler som Putins ven og leder af en del af Putins inderkreds.
Gerhardt Schröder og Putin har kendt hinanden længe. Da Schröder forlod politik, blev han involveret i Ruslands energisektor og arbejdede for at sælge russisk gas til Europa. Han og Putin oprettede i 2005 North European Gas Pipeline Company, der i 2010 blev omdøbt til North Stream. Det er det selskab, der i dag lægger rør og er ledet af Warnig.
I 2017 kom Schröder ind i den russiske oliekoncern Rosnefts bestyrelse. Selskabet er på EU's sanktionsliste på grund af den russiske annektering af Krim i 2014. Jens Høvsgaards bog Spionerne der kom ind med varmen kan varmt anbefales som indføring i korruption og afpresning af vesteuropæiske politikere i forbindelse med Warnig, Schröder og Putin.
Som jeg tidligere har skrevet så pumper de korruptionen ind med gassen.
Et kleptokratisk styre, 20% af russerne har ikke adgang til et toilet, men har fælles lokum, mens
Medvedev har bygget et andehus af guld, det var derfor unge demonstranter blev anholdt for at gå rundt med gule plastikænder og sige Quack, Quack. Det var den ofte straffede Navalny og hans folk der viste kleptokratien i en af hans korruptionsvideoer.

Det var et tilsvarende kleptokratisk styre ukrainerne smed på porten ved Maidan-revolutionen. Jeg har personlig gået rundt på Janukovitj landsted og set det guldbrød han havde ladet fremstille. Vandhanerne i rent guld osv., en zoologisk have så han altid kunne servere eksotisk kød for sine gæster, alt sammen betalt med penge stjålet fra det ukrainske folk.
Lige nu ser det ud til at den gamle oligark-garde er ved at tilbageerobre magten. De støtter sig op af den nyvalgte præsident Zelenskyy, en comedy-skuespiller der tjente penge i Rusland, mens Ukrainerne smed Janukovitj på porten. Men 5 års krig med over 13.000 dræbte gør Ukraine krigstræt og Zelenskyy lovede fred og endelig opgør med korruptionen. Dagen efter udvekslingen udtalte han at han gerne ville give 100 ex-Berkut for én ukrainer. Det er et synspunkt, og jeg er enig med ham i at alle ukrainere i russisk fangenskab skal hjem, men vi får kun en varig fred, hvis der bliver en klarlæggelse af hvem, der beordrede nedskydningen på Maidan, og hvem der trykkede på aftrækkeren. I går gav en af de frikøbte, Ukraine fingeren mens han gik over mod de russiske specialstyrker fra militærpolitiet.
Fangeudvekslingen ligner en handel med Putin, hvor han har fået sine folk købt ud som udveksling med ukrainske krigsfanger, uafhængige journalister, blandt andet ansatte hos radio Free Europe.
TV2News går helt ind i de russiske medier og bringer et klip med de frikøbte russere,
som udtaler sig om fascisterne i Kijev, uden at det faktatjekkes
Hvor dårlig kan en vestlig journalistik blive, samtidig med at vestlige medier bliver anklaget for at lide af russofobi?
Konsekvent kalder vestlige journalister det også en borgerkrig, jamen det er da utroligt, at alt det nyeste russiske militærisenkram kan findes i minerne i øst. MH17 nedskyderne var en russisk enhed, i slaget ved Debaltseve deltog regulære russiske enheder, russiske tropper er i Østukraine måske organiseret i Wagner-gruppen.
Jeg er også blevet anklaget for at være antirussisk, men det passer ikke jeg er antiPutin, nogle af mine bedste venner er russere.
Vil her også lige understrege at Andrej Kurkov er etnisk russer og så samtidig en af ukraines bedst sælgende forfattere.
Alt det her drejer sig meget mere om farverevolutioner som Putin anser for en trussel mod sin magt og sit kleptokratiske styre.
Putin er bange for at Euromaidan skal brede sig til Rusland.
Det er derfor han slår så hårdt ned på enhver form for opposition i Rusland, hvad enten det drejer sig om:
Navalnys antikorruption.
Pussy Riots anti magt oprør og støtte til fængslede.
De unge demonstranter som Olga Misik, ung generation der aldrig har oplevet andet end Putin.
Shamanen på vej mod Moskva.
Affaldsdemonstranterne overalt i Rusland.

I Paris blev der aftalt en alle for alle udveksling. Men det er umuligt at lave aftaler med Putin.
Der er ingen af Krim fangerne i dagens udveksling. Der sidder mindst 87 politiske fanger på Krim
Det er ikke længe siden at FN vedtog endnu en fordømmelse af Ruslands krænkelser af menneskerettighederne på Krim.
Det er særlig Krim tatarerne det går ud over.
Og det er særlig beklageligt set i et historisk lys. I 1944 deporterede Stalin alle tatarerne. I et anfald af paranoia, mente han at alle mindretal rundt omkring i Sovjetunionen havde samarbejdet med Tyskland og han deporterede Tjetjenerne, Ukrainerne,Balterne og tatarerne i 1944.
Først da Stalin døde fik de lov til at vende tilbage til Krim.
I den ukrainske Krim republik var de sikret mindretalsrettigheder, blandt andet deres eget råd. Mejlis.
Ifølge Valeria Luthovska som er Ukraines repræsentant i Donbas kontaktgruppen sidder der stadig 300 ukrainske fanger i de russisk styrede oprørsrepublikker.


(Bjarne Kim Pedersen



Ingen kommentarer: