3. december
En kold decemberdag, ravnene var på plads og
drillede fårehundene. De kom tæt på da jeg tog et billede, måske
skulle de se, hvad jeg lavede!
DEN VISNE MARK
Jeg undrer mig over
den udvikling, der er sket med det kemiske landbrug, de sidste fyrre
år. Mit første rigtige lønjob var som landbrugsmedhjælper på
Bogården på Helnæs. Dengang i 1972 hed det karl eller
’knejt’.
Dengang på Bogården havde vi en roemark, der kun
var blevet holdt ren med sprøjtemidler. Da vi skulle tage
sukkerroerne op, var der flere bønder som kom for at se om vi kunne
få roerne op af den jord, som måtte være hård som sten, når der
ikke havde været en radrenser igennem. Eller en med roehakken, det
sidste kunne jeg godt undvære, der var pokkers langt fra den ene
ende til den anden i en roerække særlig før roefrøene blev
poleret, så der kun kom én plante. Selv om der var plads til at
lade tankerne flyve på langfart, eller gå og tænke historier!
En
anden oplevelse med sprøjtning fra dengang. I min fars
jordbærmarker, under plukningen når det var regnvejr, blev markerne
med senga sengana sprøjtet med et mughæmmende middel. Det var
tilladt at sprøjte fredag og så plukke om mandagen. Det var den
lille Massey Ferguson, der blev brugt og for at give modvægt sad jeg
på køleren, når vi kørte op ad bakken, hvor der i dag står
vinranker fra Agger vin. Dengang blev der sagt, at i Holland blev
alle grøntsagerne sprøjtet med det samme middel, når de var
plukket, pakket og klar til at sende til forbrugerne.
Når jeg i
dag ser de store sprøjemaskiner, der kører rundt på markerne,
tænker jeg tit på dengang i 70’erne.
Og det er svært at
forstå, det nødvendige i at slå alt grønt ihjel inden marken
bliver pløjet.
VISSEN MED VILJE
det visnede grønt
var i vejen, bierne
flyver forgæves
