søndag den 31. august 2014

Beslan 01. september 2004

https://www.youtube.com/watch?v=zslPUpLkvDs&list=FL-okvKCOXDv6BoqQ9O_EmFQ&index=1

BØRNENE I BESLAN

FØRSTE SEPTEMBER 2004

Det var børnenes
første skoledag
Solbrune
spændte 
forventningsfulde
står børnene
i første række
når de voksne griber til våben
og
angriber
det er børnene
og deres forældre og bedsteforældre
som lider.
Nordossetiske børn 
som dør i din krig Putin
dengang 
og nu...

De sorte enker 
og deres brødre
angreb børnenes skole
og du var så
ligeglad med børnene
bare du forsvarede
din
russiske ære.

Men børnene døde
mæglerne
kom ikke til orde
ja, hvad gjorde du
ved Anna Politkovskoja, 
hvad puttede du
i hendes te.
Du ville selv
give ordren til angreb
fordi dit nøgne mandebryst
fordrer styrke,
har du set børnene
de bar væk 
fra myrderierne
har du talt med
børnene som overlevede
har du talt med
mødrene
mødrenes mødre og fædre
som engang kæmpede 
for at smide uvæsenet væk
fra moderlandet.
Lad os bøje nakken
og tænke
på alle de døde,
de uskyldige
kuglerne ramte fordi
det var første skoledag efter ferien
og så mange mennesker er blevet ramt
af præsidentens kugler
i Tjetjenien.
Forstår du det
Præsident Putin
Tællelegen for børn
hvor de forsvinder
en efter en
er ikke nogen leg
for folkene i Tjetjenien

En russisk dukke
åbner sig
men børnene 
mødrene
og bedsteforældrene
tænkte ikke på dukker
da de begravede ofrene
det gør de heller ikke nu
10 år efter
......

og nye børn
forældre
bedsteforældre 
bliver ramt af kuglerne
fra en Kalasnikov....

onsdag den 27. august 2014

H.C. Andersens Festivals Eventyr for unge

Jeg lovede nogle tilhørere at jeg ville lægge mit tingseventyr her på min blog. God læselyst:


KNIVENS HISTORIE

Det var en lørdag aften, jeg blev midtpunkt i en meget uheldig hændelse.
Det hele var startet længe før, hvor jeg lå i en meget fin æske. Blandt mange andre æsker lå alle os af samme slags på én hylde.
På en anden hylde lå de andre modeller.
Og i en anden reol lå de store, og dem der kunne foldes.
Vi var en meget stor familie.
Men lå alle i små kasser.
De havde taget billeder af os og lagt på nettet. Vores allesammens øverste boss boede vist et sted langt borte i noget de kaldte Guds eget land.
Vores egen boss boede et sted, hvor de talte tysk, så det var sikkert Tyskland, selv om de der farligt fine røde knive med et lille kors også sagde, at der blev talt tysk i deres land.
Nå men sådan som jeg har forstået det, så var der et billede af min slags på en hjemmeside: www.toolshop.de
Der hed jeg noget så teknisk som:
Böker Plus Fitz Neckknife.
Mit stål er 6,5 centimeter og jeg er ialt 13,9 cm og vejer 63 g
46,90 Euro og 10,50 Euro i fragt.
Jeg blev puttet i en pose. Tapet til, og kørt først med en bil, så en anden bil. Måske en bil til.
De første par biler var tyske, det ved jeg, fordi dem bag rattet talte tysk.
Den sidste, der kørte mig, var en dansker, og jeg endte i en kiosk på en tankstation.
Her blev jeg hentet af en dreng på 14.
Det var min nye ejer.
Da han kom hjem, blev jeg pakket op. Mærket på, holdt i hånden, og puttet ned i den specielle skede.
'Nu kan jeg forsvare mig.' Sagde drengen stolt til sin kammerat, da jeg blev vist frem.
'Det en halskniv. Fordi du kan bære den i en halskæde, men så kan den ses.
Se her en bukseskede. Så kan jeg ha' den skjult i underbukserne.
Så er der ingen, der ser den.
Yes!'
Den gør mig stærk.

'Pas nu på den ikke skær' noget af i dine underhylere!' Grinede kammeraten og klappede ham på skulderen.

Ham min dreng havde noget kørende i skolen. Det var mest kammeraten og kammeratens fætter, der havde en kamp med en dansk dreng og hans venner. Det var vist noget med en arabertøs, som troede hun selv kunne vælge kæreste. Og det ville fætteren ikke ha'.
Kæresteriet var gået over, men hadet blev hængende. De havde talt om det i klassen, og havde på lærerens ordre givet hånd; men der var noget, som skulle hævnes.
Jeg hørte det hele. Et par dage senere blev der aftalt et opgør mellem mænd, sagde drengene, de havde vist set West Side Story.
Men den dag det skulle ske, vrimlede det med lærere, fordi den danske dreng havde sladret hjemme. Han var blevet bange, fordi der gik rygter om en kniv. Hans forældre havde så ringet til skolen.
Nogen havde nævnt mig.
Alle kom op til 'spæktøren' på kontoret, og lærerne visiterede den ene efter den anden. Men de havde aldrig lært det.
Eller også turde de ikke.
Drengen råbte:
'Er du så pervers, at du tar' mig på pikken!'
Og så klappede de bare drengen under armene, på lommerne, og ned ad benene.
Opgøret var aflyst og afløst af nye trusler. Ordet stikker blev råbt mange gange, og skrevet på nettet.

Nu var drengen til fodboldstævne, hans kammerat og kammeratens fætter var med på det samme hold. De skulle spille både lørdag og søndag.
Jeg var nu altid med ham, han vidste aldrig, hvornår han skulle forsvare sig selv.
Han var pissesur, som han selv sagde. De havde tabt, fordi de spillede elendigt. I morgen skulle de spille igen.
Og nu stod de i madkøen.
Hold da kæft, hvor gik det langsomt. Hans kammerat og fætteren ville ikke i bad med de andre og var først nu klædt om. De kom til køen og hoppede lige ind foran et par københavnere.
Det skulle de nok ikke have gjort. De skændtes så meget og hånede kammeratens mor, at der kom nogle ledere og bad dem dæmpe sig. Da de voksne var gået, hvæsede drengene som gale katte ad hinanden. Det var hans ære der blev ramt, når de generede hans mor.
Efter maden skulle det afgøres uden for på en legeplads.
De satte sig og spiste og gik ud i mørket.

To dumme drenge. Og snart kom flere, men ingen voksne.
Høje råb. Ingen undskyld, men et par skub.
Pludselig var jeg fremme i hånden på drengen.
Et voldsomt hug fremad indtil jeg ramte noget.
Stak.
Skar gennem stof.
Skar gennem kød.
Og høje råb og skrig.
'Hvad helvede gør du....'
'Avuuuu...' og drengen holdt sig på maven, han skreg da han så blod og tarme...
Mange andre skreg med bange drengestemmer.
Så røg jeg gennem luften og landede i busken.

..
Han kunne godt have tørret mig af først.
Først var der blod på mit blanke stål og lidt på skæftet, så kom der jord. Og jord er altså ikke noget for mig. Snart kom også mærkelige små dyr kravlende hen over mig.
Der var også en masse råben.
Høje skingre stemmer.
Først de unge stemmer, drenge hvis råb næsten slog over i falset. Så dybe mandestemmer.
I det fjerne kunne jeg høre udrykning.
1....
2....
3....
og så
4....
5....
talte jeg til i alt.
Og det skarpe blå lys som blinkede. Et helt lysshow op mod den mørke aftenhimmel.
Det mindede mig lidt om et par gange, jeg havde været med på diskotek, godt gemt i varmen fra hans bukser. Jeg kunne høre rytmen, jeg kunne mærken bassen imod mit stål, og den ene gang gled hans trøje op, og jeg fik et glimt af lysene. Inden han igen dækkede mig til, så andre ikke kunne se mig. For jeg var nemlig forbudt på diskoteket.
Men nu lå jeg alene på jorden mellem buskene.
Efter et stykke tid kørte to af bilerne væk igen. Begge med blå blink og lyd.
Nu var det kun mandestemmer. Drengestemmerne var meget længere væk.
Mændene gav ordrer. Nogle talte ret højt.
'I skal gå til jeres klasserum, hvor I bor.
I skal blive der med jeres ledere.'
En anden sagde:
'Hvis I har set noget, så sig det til jeres ledere eller til os fra politiet.
Men gå nu til jeres klasserum.'
Der gik lang tid.
Et par gange kom der nye udrykninger til.

Mandestemmerne kunne høres hele tiden.
Nogen gange tæt på.
Andre gange længere væk.
Efter endnu en tid kom en anden lyd.
Gøen fra hunde. Ivrige pibelyde tror jeg nok, det var. Men al den tid jeg havde været uden for æsken, havde jeg ikke mødt ret mange hunde.
Drengen, som købte mig havde ikke hund. Og ingen i hans familie havde hund, det var vist noget med deres religion.
Men det her var en hund.
'Søg felt....' jeg kunne høre den snuse. Sniffe efter duft.
De ledte efter et eller andet her på pladsen.
Nu gik de længere væk.
Nogle voksne talte sammen.
Jeg kunne høre, de sagde noget med buskene.
'Søg Rolf søg..'
Snuselyden kom igen nærmere. Jeg kunne høre buskene bevæge sig, vandråber dryppede ned på mig.
'Vuf, Vuf...
Vuf...'
Alt for tæt på mig. Og sådan nogle store tænder den hund havde.
Manden sagde:
'Dygtig hund Rolf. Det var flot.
Det var godt, hvor er du dygtig...'
Manden talte med sådan en underlig stemme, næsten som når man taler trøstende til et barn.
En hånd med handsker tog mig op og lagde mig i en plastikpose. Manden blev ved med at tale rart til hunden.
Og den logrede, mens en anden mand bar mig væk.
Jeg blev lagt i en kasse i en bil og kunne ikke se eller høre mere.

Men betjentene kom tilbage og kørte mod stationen.
'Det er en af de 3 vi har taget.
Sådan som jeg forstod på deres leder, var det to fætre og den enes ven.'

'En af de andre sagde, at det var en af dem.
Kollegaerne er ved at tale med flere vidner...'
'Jeg er 100 på, at der er spor på kniven.
Sikkert også aftryk.
Vi tager dem ind en efter en på stationen.'

Jeg blev båret med ind i kassen.
Den ene af betjentene talte i telefon. Desværre kunne jeg ikke
høre, hvad han sagde.
Men han så tilfreds ud bagefter.
En ny samtale...
'Det bliver ikke manddrab,
den anden er uden for livsfare, de opererer lige nu...'

Den første, de talte med, var kammeraten.
Men han kunne ikke huske noget, bortset fra hvad han hed, hans adresse og personnummer.
Den næste var fætteren, han kunne heller ikke huske noget.
Den sidste var drengen, han kiggede lidt ekstra, da de viste mig frem i posen. Men han kunne ikke huske noget.
Den ældste af betjentene sagde nu:
'Det er godt nok en flot kniv, ved du hvor sådan en sag bliver lavet?'
Drengen rystede på hovedet.
'Hvor kan man købe sådan en flot kniv?
I Schweiz?
I Polen? I ….
'Tyskland, tror jeg.
På nettet.' Forsøgte drengen at redde sig selv.

'Du ved godt, at der både er fingeraftryk og dna på kniven. Vi ved, hvem der førte den lige om lidt. Du kan lige gå med min kollega ud og få taget fingeraftryk.
Vi taler med dig senere.'

Fætteren fik også taget fingeraftryk, men kunne stadig ikke huske noget.
Kammeraten kunne heller ikke huske noget efter fingeraftryk.
Da de kom tilbage til drengen, havde jeg lyst til at råbe.
'Det er hans kniv.'

Den ene betjent gik med kniven.
'Ok, er det din kniv? Dit aftryk, der er på kniven?
Dig, der førte kniven?'

'Ja,' råbte jeg, men jeg havde jo ingen stemme.

Drengen nikkede...



fredag den 22. august 2014

Oplæsninger Litteratourbussen mm.


I dag og de næste 2 dage er Dansk Forfatterforenings Litteratourbus i Odense.
I morgen kl 15.00 er det med udgangspunkt i 'H.C. Andersen haikusamliongen' Der er et herligt Land

I dag kl 14. på Kunstgaden er det Per Nielsen, Esther Rützou og Bjarne Kim Pedersen der læser/fortæller egne eventyr.

Den 26.08 i er bussen i Kerteminde, på Johannes Larsen Museet kl 16 til 19


tirsdag den 5. august 2014

St. Bogdag Hald 9. august

14:00-15:00
Haiku under lindene
Under Lindene
Dansk Forfatterforenings Haikunetværk viser, hvordan den særegne japanske lyrikform tæmmes på dansk.

Følgende forfattere læser op:
Niels Kjær
Mark Schorr
Bjarne Kim Pedersen
Jette Slaaen
Arrangør: Dansk Forfatterforenings haikunetværk

onsdag den 23. juli 2014

Fra pusterum til fremtid Fyens Stiftstidende kronik


Hvis I ikke kan læse kronikken, så kontakt mig og jeg sender den som pdf


søndag den 20. juli 2014

MH 17

                                      Reuters


MH 17

flyve på himlen
falde myrdet til jorden
flyve i himlen



MH 17


fly on the sky
fall murdered to the ground
fly in the heaven


søndag den 6. juli 2014

Jeg mindes også Srebrenica - Bosnisk Ungdoms Forbund 11. juli


https://www.facebook.com/bufdk?fref=nf #jegmindesogsåsrebrenica

Den sidste del af min bog punktum dk
En digtsuite om Srebrenica

Dengang i 1995 var jeg direkte i radioen for at forsvare mine ord.
Spørgsmålet der blev stillet var: ”Hvad kan du gøre I en borgerkrig?” Al min tale om sammenligning med fornægtelsen af overgreb på jøder løb delvist ud i æteren. Og det var desværre Bjarne Riis som hentede de største overskrifter og fyldte forsiderne.

Undskyld Bjarne Riis!

Fem tusinde danskere
på toppen af bjerget i alperne.
En helt har trukket
dannebrog over den blå dragt
i et skær af gult,
Bjarne Riis kører over forsiden
med store typer.

Tredive tusinde mennesker
trygler om blå magt!
I gav garantier.
Fra side to
ser jeg angstens øjne
en lille dreng knuger sin hvide tøjkanin,
der ligger en tøjkanin af samme slags
i armen hos min sovende dreng!
Fædre beder om våben
inden de føres bort af militssoldater,
udrensning kalder de det.

Engang var børnene på forsiden
med store typer.
Et blåt flag vejede
og en fransk general talte.
Våben blev samlet af beskytterne,
men de blå soldater forsvarede ikke
børnene
kvinderne
de gamle
de afvæbnede mænd
da chetnikkerne angreb.

En general med blodige hænder
smiler i morgen fra side to,
sejrherre!

Vi jubler over mandigheden
på et bjerg et andet sted
i Europa!

Jeg har mange gange blandt folk, som er flygtet fra Bosnien, måttet svare på, hvorfor vi ikke gjorde noget dengang.
Jeg ved det ikke og kan ikke finde svaret. Kun ved jeg, at vi svigtede den muslimske befolkning og drev det mest åbne muslimske samfund hen mod andre, som havde et mere konservativt syn på islam, fordi vi svigtede og ikke stoppede folkemordet.


Stene fra Srebrenica

I stenes afstand
med lidt ond vilje
ligner det røde kors
trådkorset.

Mødre fra Srebrenica
ser gennem korset
efter deres forsvundne mænd.
Engang troede de
på det røde kors
og det blå flag.

De kan godt huske
ansigterne på de hollandske soldater
og den franske general.
Mon drengene sover godt
hjemme i Holland
med deres samvittighed.

Mødrene
fra Srebrenica
sigter mod det røde kors,
hvor langt kan man hjælpe
i tavshed
uden at bære medskylden
på eget kors

al den tale om fred
og de døde ligger gemt bort,
bødlerne trykker hænder
med mænd i uniform,
Trikoloren og Union Jack
sætter kikkerten for det blinde øje.

Fortvivlede
kaster mødrene med sten
mod det røde kors
og rammer også vores medskyld.


Dengang troede jeg også på FN og FN-garantier. Jeg troede på, at vores regering ville reagere, når nogen trådte konventioner og fundamentale rettigheder under fode.

År efter Srebrenica

Nogen
graver i jorden efter de døde.
Soldaterne
har lagt pigtråd
omkring enkerne og deres børn
og de gamle og de voldtagne!
Vores pigtråd omkring verden…

Morderne
der stillede drengene op ved kanten
og kommanderede.
FYR.
Morderne, de går frit omkring
som helte.

Graverne har fundet de døde
sært nok er de nu kun
skeletter af døden
og de rydder ikke mange forsider.
Et kranie
for hver løgn,
og vi er langt borte.

Der var engang vi mente
mange burde have set røgen
fra skorstenene.

Mon vi selv
kan se de døde
blive gravet op i vores verden,
mens morderne går frit
iblandt os.

Ligene ligger nu, så vi kan få øje på dem
og bringe dem
på forsiden af vores avis,
det skylder vi de, der for år siden
blev stillet levende på kanten.


Da jeg stod og så på de barske Balkan-bjerge, tænkte jeg også i digte. Jeg kom lige fra Grækenland og klostrene i Meteora, hvor den serbisk-ortodokse kirke flittigt blev besøgt af serbiske unge.

Balkanisme I

Mladic, Karadzic
lad dommeren dømme jer
giv de dræbte fred

Balkanisme II

Tre strakte fingre
en hilsen
der avler lige så
meget elendighed
som
den strakte
hail-hånd.

Men
jeg kender også Branislav
som aldrig hilser
med de tre strakte fingre.

Da jeg hørte, at hollænderne ville hædre de soldater, som skulle forsvare og sikre den FN-garanterede zone omkring Srebrenica og passivt så til, at måske 8000 mænd og drenge blev skudt ned, skrev jeg 2 små digte beregnet på SMS.

Et orange skær’

se blomsterne på
Srebrenicas gravpladser
Forglem mig ej’er

Srebrenica Ære

hollænders ære
nu hænger de ordner på
dem der lod det ske

Nej, ingen hæder, men en retssag, som dømmer de skyldige. Og giver ret til at mindes de dræbte, der hvor de blev dræbt. Altså et opgør med den serbiske nationalisme og en erkendelse af krigsforbrydelserne, så vi kan besøge mindesmærket og få den erkendelse, der forhindrer gentagelser.

Lidice-Srebrenica Memorial

Vilde blomster
på en gravplads
førhen plantede de roser
og holdt taler.

Mændene blev stillet foran
Muren
på Horaks gård
10 på række med tysk
grundighed
og smidt i en bunke,
børnene
dræbt som skadedyr.
Filmen viser os
racismens djævlefjæs
båret frem af strækmarch.

De døde hvisker en stemning
vores børn plukker blomster
til børnegravene
og taler med dæmpede
stemmer.

Erindringen om en ugerning
der aldrig må glemmes
men
hvor lang tid tager det
at læse trehundredeogfyrre
navne

..

bagefter
læser du de ottetusinde navne
og skriver tiden
efter 11. juli 1995
Srebrenica

Fyens Stiftstidende kronik 4. februar 2007

PS.
Mladic og Karadzic kom til Haag, og der blev afsagt domme.
Men den sidste tid er der sket nogle mærkelige frifindelser...

Krigsforbrydelser betaler sig

i skyggen af Haag
går krigsforbryderne frit
omkring som helte


Broen i Mostar

Der hvor floden Neretva løber i kløften med det grønne vand, ligger byen Moster. I femtenhundrede og seksogtres byggede tyrkerne en bro for at forbinde én verden med en anden.
Skabe forståelse mellem forskellige troende.
Mange har siden forstyrret freden. Og den blev ramt, så den ikke mere var en bro mellem mennesker. Andre hjalp med at bygge sten på sten, indtil den igen nåede fra bred til bred. Fra folk til folk.
Det var her i stemningen af den genopførte bro, og de unge mænd som sprang i dybet for at bevise, hvor meget mænd de var.
Det var lige her, vi mødte en kvinde, som engang havde søgt tilflugt hos os langt mod nord.
Hun var nu tilbage, medbringende gode minder om alt det danske hun kunne huske...

broen er bygget
for at mennesker som du
og jeg kan mødes