onsdag den 1. oktober 2014

Reflex nr 27


POETRY SPAM

Haiku, SMS-digte, Twit-digte som Poetry Spam.
Jeg har ofte fortalt, at min vej til haiku gik over SMS og nu ofte bliver brugt via Twitter. Men nu har
det fået en helt ny dimension.
Mange er klar over, at jeg har stor interesse og et stort hjerte for Østeuropa. Og det sidste år har jeg
samarbejdet med Ukrainske forfattere.
Det var også i sin tid en ukrainer, der oversatte min digtsamling Aktindsigt til russisk.
En del af mine små twit-digte er blevet delt på ukrainske græsrodsblogs, og det medførte en dag en
besked fra en af de folk som administrerer en blog.
”Hvorfor sender du hele tiden spam. Mr. Bjarne Kim Pedersen”
Hvortil en svarede, at det ikke var spam men poesi. Og jeg fik en undskyldning fra en anden
administrator.
Jeg fortalte historien, da vi, sammen med folk fra Odense Centralbibliotek, sagde farvel til den
kaukasiske fribyforfatter Magomed Toriev (som under opholdet har gået under navnet Alex Tor af
sikkerhedshensyn), og som desværre nu har været tvunget til at forlade skriveasylet i Danmark og
rejse tilbage til usikkerheden.
Bibliotekaren med ansvaret for fribyordningen greb den straks.
POETRY-SPAM, digte der uopfordret bliver delt, og måske når ud til folk, der aldrig frivilligt læser
digte.
Ok., så er jeg poetry-spammer.
Og I får et par smagsprøver.

ORD

de farlige ord
digteren bruger når han
skriver om livet

HADE TALE

når vi forstår så
lidt af hinanden tørrer
vi ud til ørken

MH 17

flyve på himlen
falde myrdet til jorden
flyve i himlen

EUROASIATISKE ROCKERULVE

natteulvene
på jagt med præsidenten
bandeuvæsen

søndag den 31. august 2014

Beslan 01. september 2004

https://www.youtube.com/watch?v=zslPUpLkvDs&list=FL-okvKCOXDv6BoqQ9O_EmFQ&index=1

BØRNENE I BESLAN

FØRSTE SEPTEMBER 2004

Det var børnenes
første skoledag
Solbrune
spændte 
forventningsfulde
står børnene
i første række
når de voksne griber til våben
og
angriber
det er børnene
og deres forældre og bedsteforældre
som lider.
Nordossetiske børn 
som dør i din krig Putin
dengang 
og nu...

De sorte enker 
og deres brødre
angreb børnenes skole
og du var så
ligeglad med børnene
bare du forsvarede
din
russiske ære.

Men børnene døde
mæglerne
kom ikke til orde
ja, hvad gjorde du
ved Anna Politkovskoja, 
hvad puttede du
i hendes te.
Du ville selv
give ordren til angreb
fordi dit nøgne mandebryst
fordrer styrke,
har du set børnene
de bar væk 
fra myrderierne
har du talt med
børnene som overlevede
har du talt med
mødrene
mødrenes mødre og fædre
som engang kæmpede 
for at smide uvæsenet væk
fra moderlandet.
Lad os bøje nakken
og tænke
på alle de døde,
de uskyldige
kuglerne ramte fordi
det var første skoledag efter ferien
og så mange mennesker er blevet ramt
af præsidentens kugler
i Tjetjenien.
Forstår du det
Præsident Putin
Tællelegen for børn
hvor de forsvinder
en efter en
er ikke nogen leg
for folkene i Tjetjenien

En russisk dukke
åbner sig
men børnene 
mødrene
og bedsteforældrene
tænkte ikke på dukker
da de begravede ofrene
det gør de heller ikke nu
10 år efter
......

og nye børn
forældre
bedsteforældre 
bliver ramt af kuglerne
fra en Kalasnikov....

onsdag den 27. august 2014

H.C. Andersens Festivals Eventyr for unge

Jeg lovede nogle tilhørere at jeg ville lægge mit tingseventyr her på min blog. God læselyst:


KNIVENS HISTORIE

Det var en lørdag aften, jeg blev midtpunkt i en meget uheldig hændelse.
Det hele var startet længe før, hvor jeg lå i en meget fin æske. Blandt mange andre æsker lå alle os af samme slags på én hylde.
På en anden hylde lå de andre modeller.
Og i en anden reol lå de store, og dem der kunne foldes.
Vi var en meget stor familie.
Men lå alle i små kasser.
De havde taget billeder af os og lagt på nettet. Vores allesammens øverste boss boede vist et sted langt borte i noget de kaldte Guds eget land.
Vores egen boss boede et sted, hvor de talte tysk, så det var sikkert Tyskland, selv om de der farligt fine røde knive med et lille kors også sagde, at der blev talt tysk i deres land.
Nå men sådan som jeg har forstået det, så var der et billede af min slags på en hjemmeside: www.toolshop.de
Der hed jeg noget så teknisk som:
Böker Plus Fitz Neckknife.
Mit stål er 6,5 centimeter og jeg er ialt 13,9 cm og vejer 63 g
46,90 Euro og 10,50 Euro i fragt.
Jeg blev puttet i en pose. Tapet til, og kørt først med en bil, så en anden bil. Måske en bil til.
De første par biler var tyske, det ved jeg, fordi dem bag rattet talte tysk.
Den sidste, der kørte mig, var en dansker, og jeg endte i en kiosk på en tankstation.
Her blev jeg hentet af en dreng på 14.
Det var min nye ejer.
Da han kom hjem, blev jeg pakket op. Mærket på, holdt i hånden, og puttet ned i den specielle skede.
'Nu kan jeg forsvare mig.' Sagde drengen stolt til sin kammerat, da jeg blev vist frem.
'Det en halskniv. Fordi du kan bære den i en halskæde, men så kan den ses.
Se her en bukseskede. Så kan jeg ha' den skjult i underbukserne.
Så er der ingen, der ser den.
Yes!'
Den gør mig stærk.

'Pas nu på den ikke skær' noget af i dine underhylere!' Grinede kammeraten og klappede ham på skulderen.

Ham min dreng havde noget kørende i skolen. Det var mest kammeraten og kammeratens fætter, der havde en kamp med en dansk dreng og hans venner. Det var vist noget med en arabertøs, som troede hun selv kunne vælge kæreste. Og det ville fætteren ikke ha'.
Kæresteriet var gået over, men hadet blev hængende. De havde talt om det i klassen, og havde på lærerens ordre givet hånd; men der var noget, som skulle hævnes.
Jeg hørte det hele. Et par dage senere blev der aftalt et opgør mellem mænd, sagde drengene, de havde vist set West Side Story.
Men den dag det skulle ske, vrimlede det med lærere, fordi den danske dreng havde sladret hjemme. Han var blevet bange, fordi der gik rygter om en kniv. Hans forældre havde så ringet til skolen.
Nogen havde nævnt mig.
Alle kom op til 'spæktøren' på kontoret, og lærerne visiterede den ene efter den anden. Men de havde aldrig lært det.
Eller også turde de ikke.
Drengen råbte:
'Er du så pervers, at du tar' mig på pikken!'
Og så klappede de bare drengen under armene, på lommerne, og ned ad benene.
Opgøret var aflyst og afløst af nye trusler. Ordet stikker blev råbt mange gange, og skrevet på nettet.

Nu var drengen til fodboldstævne, hans kammerat og kammeratens fætter var med på det samme hold. De skulle spille både lørdag og søndag.
Jeg var nu altid med ham, han vidste aldrig, hvornår han skulle forsvare sig selv.
Han var pissesur, som han selv sagde. De havde tabt, fordi de spillede elendigt. I morgen skulle de spille igen.
Og nu stod de i madkøen.
Hold da kæft, hvor gik det langsomt. Hans kammerat og fætteren ville ikke i bad med de andre og var først nu klædt om. De kom til køen og hoppede lige ind foran et par københavnere.
Det skulle de nok ikke have gjort. De skændtes så meget og hånede kammeratens mor, at der kom nogle ledere og bad dem dæmpe sig. Da de voksne var gået, hvæsede drengene som gale katte ad hinanden. Det var hans ære der blev ramt, når de generede hans mor.
Efter maden skulle det afgøres uden for på en legeplads.
De satte sig og spiste og gik ud i mørket.

To dumme drenge. Og snart kom flere, men ingen voksne.
Høje råb. Ingen undskyld, men et par skub.
Pludselig var jeg fremme i hånden på drengen.
Et voldsomt hug fremad indtil jeg ramte noget.
Stak.
Skar gennem stof.
Skar gennem kød.
Og høje råb og skrig.
'Hvad helvede gør du....'
'Avuuuu...' og drengen holdt sig på maven, han skreg da han så blod og tarme...
Mange andre skreg med bange drengestemmer.
Så røg jeg gennem luften og landede i busken.

..
Han kunne godt have tørret mig af først.
Først var der blod på mit blanke stål og lidt på skæftet, så kom der jord. Og jord er altså ikke noget for mig. Snart kom også mærkelige små dyr kravlende hen over mig.
Der var også en masse råben.
Høje skingre stemmer.
Først de unge stemmer, drenge hvis råb næsten slog over i falset. Så dybe mandestemmer.
I det fjerne kunne jeg høre udrykning.
1....
2....
3....
og så
4....
5....
talte jeg til i alt.
Og det skarpe blå lys som blinkede. Et helt lysshow op mod den mørke aftenhimmel.
Det mindede mig lidt om et par gange, jeg havde været med på diskotek, godt gemt i varmen fra hans bukser. Jeg kunne høre rytmen, jeg kunne mærken bassen imod mit stål, og den ene gang gled hans trøje op, og jeg fik et glimt af lysene. Inden han igen dækkede mig til, så andre ikke kunne se mig. For jeg var nemlig forbudt på diskoteket.
Men nu lå jeg alene på jorden mellem buskene.
Efter et stykke tid kørte to af bilerne væk igen. Begge med blå blink og lyd.
Nu var det kun mandestemmer. Drengestemmerne var meget længere væk.
Mændene gav ordrer. Nogle talte ret højt.
'I skal gå til jeres klasserum, hvor I bor.
I skal blive der med jeres ledere.'
En anden sagde:
'Hvis I har set noget, så sig det til jeres ledere eller til os fra politiet.
Men gå nu til jeres klasserum.'
Der gik lang tid.
Et par gange kom der nye udrykninger til.

Mandestemmerne kunne høres hele tiden.
Nogen gange tæt på.
Andre gange længere væk.
Efter endnu en tid kom en anden lyd.
Gøen fra hunde. Ivrige pibelyde tror jeg nok, det var. Men al den tid jeg havde været uden for æsken, havde jeg ikke mødt ret mange hunde.
Drengen, som købte mig havde ikke hund. Og ingen i hans familie havde hund, det var vist noget med deres religion.
Men det her var en hund.
'Søg felt....' jeg kunne høre den snuse. Sniffe efter duft.
De ledte efter et eller andet her på pladsen.
Nu gik de længere væk.
Nogle voksne talte sammen.
Jeg kunne høre, de sagde noget med buskene.
'Søg Rolf søg..'
Snuselyden kom igen nærmere. Jeg kunne høre buskene bevæge sig, vandråber dryppede ned på mig.
'Vuf, Vuf...
Vuf...'
Alt for tæt på mig. Og sådan nogle store tænder den hund havde.
Manden sagde:
'Dygtig hund Rolf. Det var flot.
Det var godt, hvor er du dygtig...'
Manden talte med sådan en underlig stemme, næsten som når man taler trøstende til et barn.
En hånd med handsker tog mig op og lagde mig i en plastikpose. Manden blev ved med at tale rart til hunden.
Og den logrede, mens en anden mand bar mig væk.
Jeg blev lagt i en kasse i en bil og kunne ikke se eller høre mere.

Men betjentene kom tilbage og kørte mod stationen.
'Det er en af de 3 vi har taget.
Sådan som jeg forstod på deres leder, var det to fætre og den enes ven.'

'En af de andre sagde, at det var en af dem.
Kollegaerne er ved at tale med flere vidner...'
'Jeg er 100 på, at der er spor på kniven.
Sikkert også aftryk.
Vi tager dem ind en efter en på stationen.'

Jeg blev båret med ind i kassen.
Den ene af betjentene talte i telefon. Desværre kunne jeg ikke
høre, hvad han sagde.
Men han så tilfreds ud bagefter.
En ny samtale...
'Det bliver ikke manddrab,
den anden er uden for livsfare, de opererer lige nu...'

Den første, de talte med, var kammeraten.
Men han kunne ikke huske noget, bortset fra hvad han hed, hans adresse og personnummer.
Den næste var fætteren, han kunne heller ikke huske noget.
Den sidste var drengen, han kiggede lidt ekstra, da de viste mig frem i posen. Men han kunne ikke huske noget.
Den ældste af betjentene sagde nu:
'Det er godt nok en flot kniv, ved du hvor sådan en sag bliver lavet?'
Drengen rystede på hovedet.
'Hvor kan man købe sådan en flot kniv?
I Schweiz?
I Polen? I ….
'Tyskland, tror jeg.
På nettet.' Forsøgte drengen at redde sig selv.

'Du ved godt, at der både er fingeraftryk og dna på kniven. Vi ved, hvem der førte den lige om lidt. Du kan lige gå med min kollega ud og få taget fingeraftryk.
Vi taler med dig senere.'

Fætteren fik også taget fingeraftryk, men kunne stadig ikke huske noget.
Kammeraten kunne heller ikke huske noget efter fingeraftryk.
Da de kom tilbage til drengen, havde jeg lyst til at råbe.
'Det er hans kniv.'

Den ene betjent gik med kniven.
'Ok, er det din kniv? Dit aftryk, der er på kniven?
Dig, der førte kniven?'

'Ja,' råbte jeg, men jeg havde jo ingen stemme.

Drengen nikkede...



fredag den 22. august 2014

Oplæsninger Litteratourbussen mm.


I dag og de næste 2 dage er Dansk Forfatterforenings Litteratourbus i Odense.
I morgen kl 15.00 er det med udgangspunkt i 'H.C. Andersen haikusamliongen' Der er et herligt Land

I dag kl 14. på Kunstgaden er det Per Nielsen, Esther Rützou og Bjarne Kim Pedersen der læser/fortæller egne eventyr.

Den 26.08 i er bussen i Kerteminde, på Johannes Larsen Museet kl 16 til 19


tirsdag den 5. august 2014

St. Bogdag Hald 9. august

14:00-15:00
Haiku under lindene
Under Lindene
Dansk Forfatterforenings Haikunetværk viser, hvordan den særegne japanske lyrikform tæmmes på dansk.

Følgende forfattere læser op:
Niels Kjær
Mark Schorr
Bjarne Kim Pedersen
Jette Slaaen
Arrangør: Dansk Forfatterforenings haikunetværk

onsdag den 23. juli 2014

Fra pusterum til fremtid Fyens Stiftstidende kronik


Hvis I ikke kan læse kronikken, så kontakt mig og jeg sender den som pdf


søndag den 20. juli 2014

MH 17

                                      Reuters


MH 17

flyve på himlen
falde myrdet til jorden
flyve i himlen



MH 17


fly on the sky
fall murdered to the ground
fly in the heaven