mandag den 28. juli 2008

Kina de fem ringe Kinesisk/Dansk



Kinesisk oversættelse Jun Feng

DE FEM RINGE I KINA


de tænder en ild
for den olympiske fred
ringe i vandet



riget i midten
vinder et orange skær
ringenes herrer



ringenes skygge
den dødsdømtes sidste nat
organsælgerne



olympisk tvekamp
på Den Himmelske Freds Plads
panser mod student



hvilke farver, vi
kan se i solnedgangen
orange rødmen

besøg også: http://www.thecolororange.net/uk/


husk også at besøge http://www.thecolororange.net/uk/

Kina de fem ringe

video

Hugorm på Enebærodde


I forbindelse med min nye bog om Enebærodde, var jeg på Martinegården sammen med Søren som står for udlejningen af Martinegården.
Vi mødte en af Oddens sorte hugorme.
Den 24.07 var der 37 deltagere på turistforeningens tur rundt med mig som guide. Der var stor interesse både for historierne og for billedet.

fredag den 18. juli 2008

Srebrenica-kronik i Fyens Stiftstidende

Vi vidste det, men foretog os intet

Den værste massakre i Europa siden 2. Verdenskrig kaldes nedslagtningen af 8000 mennesker i Srebrenica i det tidligere Jugoslavien. Vi bør mindes ofrene
Det er år 13 for den værste massakre i Europa siden 2. verdenskrig. I juli 1995 hvor op mod 8000 muslimske mænd og drenge blev henrettet af de serbiske styrker, som indtog det FN-sikrede område Srebrenica.

Meget mere om det senere. Min forhistorie starter 11 år før. I 1984 besøgte vi første gang Jugoslavien. Dengang kom vi til et samfund - ikke et socialistisk idealsamfund som mange danskere, inklusive mig selv, troede. Men et velfungerende Balkanland. Serbere, kroater og muslimer levede sammen uden synlige problemer.

Det eneste vi hørte til det, som senere blev udlagt som jugoslaviens tragedie, var på en restaurant ved Plitvice-søerne. En aften faldt vi i snak med 3 unge fyre fra Beograd. Efterhånden som vi fik mere rødvin og slivovits, blev tonen mere fri. En af dem sagde "vi har en drøm, en dag vil floderne gå over deres bredder og skylle Jugoslavien rent. Når 'de andre' er skyllet i havet kan vi serbere bosætte os i områderne. Det vil være en lykke for Jugoslavien!" Vi tænkte, det var dog en mærkelig ting at fortælle to danske rejsende.

Vi rejste i et smukt land.

Når vi var 'godkendt' og ikke mere 'tyske turister', blev dørene åbnet for os. Og når vi skulle købe ind, fik vi hjælpere som skulle forhindre, at vi blev snydt osv.

Mændene i uniform blev dog ved med at udøve magt og noget som lignede magtmisbrug. I et land med 0-promillegrænse var det ikke usædvanligt at se politibetjente sidde og drikke en halv liter øl plus et par slivovits, en halv time senere holdt de så uden for byen og forsøgte at finde fejl på bilen eller i vores papirer.

Alt blev undersøgt og kontrolleret. De fandt ingen fejl hos os; men andre fortalte om overtrædelser som udløste kontant afregning.

Personligt oplevede jeg en urimelig regning for en telefonlinje, de ikke havde fået igennem til Danmark. Men mine ord var imod en magt, der ikke var til at flytte, fordi det var magten. Og jeg betalte, da de begyndte at tale om politi.

I 1984 boede vi et stykke tid i den lille smukke by Jajce. Byen lå lige tilpas langt inde i bjergene på vores vej til Sarajevo. Der kom ikke mange udlændinge på campingpladsen, og de der kom havde på én dag set museet, borgen, katakomberne og den gamle byport, så de hastede videre.

Da vi stadig var på pladsen efter de to første overnatninger, blev vi regnet for 'husets' venner. Når vi mødte campingchefen inde i byen, gik han med os ind til slagteren for at hjælpe os med at få et godt stykke kød. Vi imponerede nok også, ved at kunne gøre os lidt forståelige på serbokroatisk. Og vi var godt klar over, at vi nok blev snydt i en almindelig handel, hvor det var god tone at 'snøre' godtroende vesterlændinge.

Campingchefen fortalte os også, at om onsdagen skulle vi tage til marked i byen. Han havde ikke overdrevet, da han sagde, at markedet ville blive en stor oplevelse for os. Det var den dag, at alle områdets beboere kom til den lille by for at handle. Der blev handlet med alt: Grøntsager, ost, seletøj, tøj, fjerkræ og meget, meget mere. I lang tid stod vi og forsvarede vore to gravhunde mod gode tilbud, også her vakte det anerkendelse, når vi kunne svare med serbo-kroatiske ord. Jeg blev også tilbudt flere klipninger og barberinger.

Vi var vist de eneste udlændinge i den brogede flok af muslimske og kristne jugoslaver. På dette tidspunkt i 1984 kunne vi ikke mærke etniske spændinger mellem kroater, muslimer og serbere, ikke i Jajce.

Samme dag blev vi, inde i byen hvor vi havde parkeret, omringet af mindst 20 børn, som ville klappe hunde. Og fortælle os, at de godt vidste, vi var danskere, fordi de havde set det danske flag på bilen. En af lømlerne endte også med at stjæle flaget, mens vi vendte ryggen til. Heldigvis havde vi ekstra flag med. Jeg har ofte set på billedet af de hundeklappende børn, og tænker hver gang på, hvor mange af drengene er døde.

Hvem af dem var med til at sende de andre på flugt med terror, dengang Jajce blev erobret af serberne?

Om aftenen var der livlig trafik af 'fulde' hestevogne på vej hjem fra markedet. Der var forbud mod hestevognskørsel i den nybyggede tunnel mellem campingpladsen og byen. Men her i den mørke lune sommeraften var folk ligeglade, når de kom syngende og uden lys på vej hjem i mørket.

Inden vi kunne fortsætte vores rejse mod Sarajevo, skulle vi på en dagstur mod Banja Luka efter gas. Vi kunne ikke få byttet vores blå flaske, men skulle til det nærmeste gasdepot for at få vores tomme flaske fyldt: Afstanden til Banja Luka var 70 kilometer, så det blev en tur på 140 km, men så kostede gassen også under 10 kroner.

På tilbagevejen var vi inde på en lille gårdrestaurant, hvor konen havde servering i haven. Selvfølgelig skulle vi tage hundene med ind i haven, og hun morede sig over huskattene, der gjorde alt for at chikanere hundene. Det var et pragtfuldt måltid, da vi endelig fik lov til at betale, forsvandt hun et par minutter og bad os vente. Hun kom tilbage med en stor klase druer, som vi skulle have med på vores videre tur.

Dette måltid tænker jeg på, når jeg hører den bosnisk muslimske kvinde fortælle sin historie om, hvad der skete inden de kom til Danmark.

Familien boede lidt uden for Banja Luka langs floden Vrabas. Nogle af naboerne opfordrede dem til at rejse bort, snart truede de dem til at rejse.

Men de ville blive. Om natten gemte de sig i kælderen, når nogle af deres serbiske naboer kom. De bevæbnede, fulde serbere råbte, truede og skød ind gennem vinduerne.

En dag hørte de nogle frygtelige skrig uden for, så skud og til sidst blev der stille. Kun de fulde mænds råb og sang hørtes.

Næste dag lå hendes onkel og hendes fætter døde udenfor. De bar dem om bag ved huset og begravede dem, inden de pakkede tasker med det mest nødvendige og flygtede fra deres hus.

Det sidste hun huskede fra floden Vrbas, var ligene der drev med strømmen.

Jeg tror alle vi kan huske, hvordan FN og EU gik ind i konflikten, men gamle venskaber og interessekonflikter handlingslammede de store organisationer. En kroatisk bekendt sagde at de havde ventet økonomiske konsekvenser af at løsrive sig fra Jugoslavien, men det var chokerende, da forbundshærens (serbiske) fartøjer begyndte at beskyde Dubrovnik. Hun sammenlignede det med, at EU-styrker havde angrebet Danmark, da vi stemte nej til Maastricht!

Her i landet var der også en larmende tavshed fra intellektuelle og NGO'er m.m. Der blev ikke indkaldt til massedemonstration, mens Sarajevo blev holdt som en besat enklave. En hel by som KZ-lejr, hvor serbiske familiefædre kunne komme til weekendskydning efter levende mål. Det var perversiteternes fuldbyrdelse, og vi andre gjorde ikke ret meget.

Danske soldater og danske nødhjælpsarbejdere gjorde en forskel; men fredsforskerne blev ved med at kalde krigen for en borgerkrig, som var umulig at gribe ind i, og kom med det forslag, at vi skulle sende psykologer ned for at løse konflikten.

Måske var denne holdning et resultat af en illusion om, at Titos Jugoslavien var den realiserede socialisme, og krigen var et forsvar for den.

Overfor dette vil jeg citere Emir Tica fra Bosnien: "Jeg véd ikke, om Europa vil have os til at overleve eller ej, men vi er en del af Europa: men ikke det Europa, der er lige nu. Jeg vil være en del af et hæderligt Europa, det Europa jeg har læst om, og som vil forsvare demokratiet. Ikke et Europa, som sidder med hænderne i skødet og tillader 300.000 mennesker at blive slået ihjel og 40.000 kvinder at blive voldtaget. Tiden går. Det tager sin tid at slå 300.000 mennesker ihjel. Det er ikke noget, der er sket i løbet af de sidste tre dage..."

For 13 år siden faldt den FN-sikrede enklave Srebrenica, hollandske soldater overgav alle de civile til de serbiske erobrere med Mladic i spidsen.

I flere dage foregik der organiserede myrderier, mænd og drenge blev skilt fra deres familier og blev henrettet. Alle vidste det foregik men ingen foretog sig noget.

Nu her 13 år efter har jeg forsøgt at rejse penge til et projekt Lidice - Srebrenica Memorial, som skulle omfatte en kort tekst, og navnene på den nazityske massakre i Lidice og navnene på de ca. 8000 ofre for den serbiske massakre. Men der er ikke megen vilje til at mindes, måske på grund af vores sorte samvittighed, eller den almindelige pengeknaphed til den slags projekter.

Som en parentes skal her nævnes at Karsten Fledelius i bogen 'Jugoslaviens sygdom og død' reducerer Srebrenica til fire linjer om, at serberne lod 8000 mænd forsvinde.

Det er vigtigt, at vi husker ofrene, og at vi får taget et retsopgør med de skyldige. De to med mest blod på hænderne, Mladic og Karadzic er stadigvæk på fri fod.

Oprydningen er i gang, nogle er dømt for krigsforbrydelser, andre skal udleveres og have en retfærdig retssag. Og måske skal vi have en sandhedskommision. Så kan vandet igen flyde stille og roligt i floderne.