EN DIGTSUITE OM SREBRENICA
Dengang
i 1995 var jeg direkte i radioen for at forsvare mine ord.
Spørgsmålet
der blev stillet var. ”Hvad kan du gøre i en borgerkrig”. Al min
tale om sammenligning med fornægtelsen af overgreb på jøder løb
delvist ud i æteren. Og det var desværre Bjarne Riis som hentede de
største overskrifter og fyldte forsiderne.
UNDSKYLD
BJARNE RIIS!
Fem
tusinde danskere
på
toppen af bjerget i alperne.
En
helt har trukket
dannebrog
over den blå dragt
i et
skær af gult,
Bjarne
Riis kører over forsiden
med
store typer.
Tredive
tusinde mennesker
trygler
om blå magt!
I
gav garantier.
Fra
side to
ser
jeg angstens øjne
en
lille dreng knuger sin hvide tøjkanin,
der
ligger en tøjkanin af samme slags
i
armen hos min sovende dreng!
Fædre
beder om våben
inden
de føres bort af militssoldater,
udrensning
kalder de det.
Engang
var børnene på forsiden
med
store typer.
Et
blåt flag vejede
og
en fransk general talte.
Våben
blev samlet af beskytterne,
men
de blå soldater forsvarede ikke
børnene
kvinderne
de
gamle
de
afvæbnede mænd
da
chetnikkerne angreb.
En
general med blodige hænder
smiler
i morgen fra side to,
sejrherre!
Vi
jubler over mandigheden
på
et bjerg et andet sted
i
Europa!
Jeg
har mange gange blandt folk som er flygtet fra Bosnien måttet svare
på, hvorfor vi ikke gjorde noget dengang.
Jeg
ved det ikke, og kan ikke finde svaret. Kun ved jeg, at vi svigtede
den muslimske befolkning, og drev det mest åbne muslimske samfund
hen mod andre som havde et mere konservativt syn på islam, fordi vi
svigtede og ikke stoppede folkemordet.
STENE
FRA SREBRENICA
I
stenes afstand
med
lidt ond vilje
ligner
det røde kors
trådkorset.
Mødre
fra Srebrenica
ser
gennem korset
efter
deres forsvundne
mænd.
Engang
troede de
på
det røde kors
og
det blå flag,
de
kan godt huske
ansigterne
på de hollandske soldater
og
den franske general.
Mon
drengene sover godt
hjemme
i Holland
med
deres samvittighed.
Mødrene
fra
Srebrenica
sigter
mod det røde kors,
hvor
langt kan man hjælpe
i
tavshed
uden
at bære medskylden
på
eget kors
al
den tale om fred
og
de døde ligger gemt bort,
bødlerne
trykker hænder
med
mænd i uniform,
Trikoloren
og Union Jack
sætter
kikkerten for det blinde øje.
Fortvivlede
kaster
mødrene med sten
mod
det røde kors
og
rammer også vores medskyld.
Dengang
troede jeg også på FN og FN-garantier. Troede på at vores regering
ville reagere, når nogen trådte konventioner og fundamentale
rettigheder under fode.
ÅR
EFTER SREBRENICA
Nogen
graver
i jorden efter de døde.
Soldaterne
har
lagt pigtråd
omkring
enkerne og deres børn
og
de gamle og de voldtagne!
Vores
pigtråd omkring verden…
Morderne
der
stillede drengene op ved kanten
og
kommanderede.
FYR.
Morderne,
de går frit omkring
som
helte.
Graverne
har fundet de døde
sært
nok er de nu kun
skeletter
af døden
og
de rydder ikke mange forsider.
Et
kranie
for
hver løgn,
og
vi er langt borte.
Der
var engang vi mente
mange
burde have set røgen
fra
skorstenene.
Mon
vi selv
kan
se de døde
blive
gravet op i vores verden,
mens
morderne går frit
iblandt
os.
Ligene
ligger nu, så vi kan få øje på dem
og
bringe dem
på
forsiden af vores avis,
det
skylder vi de, der for år siden
blev
stillet levende på kanten.
Da
stod jeg og så på de3
barske
Balkan-bjerge tænkte jeg også i digte. Jeg kom lige fra Grækenland
og klostrene i Meteora, hvor den serbisk-ortodokse kirke flittigt
bliver besøgt af serbiske unge.
BALKANISME
I
Mladic,
Karadzic
lad
dommeren dømme jer
giv
de dræbte fred
BALKANISME
II
Tre
strakte fingre
en
hilsen
der
avler lige så
meget
elendighed
som
den
strakte
hail-hånd.
Men
jeg
kender også Branislav
som
aldrig hilser
med
de tre strakte fingre.
Mladic
og Karadzic kom til Haag, andre er dømt for deres krigsforbrydelser.
Men
sidste år fik Peter Handke nobels litteraturpris på trods af, at
han benægter Serbernes forbrydelser.
KRIGSFORBRYDEREN
se
på hans hænder
ordren
til krigsforbrydelserne
var
ikke et digt
Nej,
ingen hæder men en retssag, som dømmer de skyldige. Og giver ret
til at mindes de dræbte, der hvor de blev dræbt. Altså et opgør
med den balkan nationalismen og en erkendelse af krigsforbrydelserne,
så vi kan besøge mindesmærket og få den erkendelse, der
forhindrer gentagelser.
LIDICE-SREBRENICA
MEMORIAL
Vilde
blomster
på
en gravplads
førhen
plantede de roser
og
holdt taler.
Mændene
blev stillet foran
Muren
på
Horaks gård
10
på række med tysk
grundighed
og
smidt i en bunke,
børnene
dræbt
som skadedyr.
Filmen
viser os
racismens
djævlefjæs
båret
frem af strækmarch.
De
døde hvisker en stemning
vores
børn plukker blomster
til
børnegravene
og
taler med dæmpede
stemmer.
Erindringen
om en ugerning
der
aldrig må glemmes
men
hvor
lang tid tager det
at
læse trehundredeogfyrre
navne
…..
bagefter
læser
du de ottetusinde navne
og
skriver tiden
efter
11. juli 1995
Srebrenica
Broen
i Mostar
Der
hvor floden Neretva løber i kløften med det grønne vand, ligger
byen Moster. I femtenhundrede og seksogtres byggede tyrkerne en bro
for at forbinde én verden med en anden.
Skabe
forståelse mellem forskellige troende.
Mange
har siden forstyrret freden. Og den blev ramt så den ikke mere var
en bro mellem mennesker. Andre hjalp med at bygge sten på sten
indtil den igen nåede fra bred til bred. Fra folk til folk
Det
var her i stemningen af den genopførte bro, og de unge mænd som
sprang i dybet for at bevise hvor meget mænd de var.
Det
var lige her vi mødte en kvinde som engang havde søgt tilflugt hos
os langt mod nord.
Hun
var nu tilbage, medbringende gode minder om alt det danske hun kunne
huske...
broen
er bygget
for
at mennesker som du
og
jeg kan mødes
Da
den bosniakkiske takke og mindesten Stecak blev afsløret i Skt.
Jørgensparken i 2018 læste jeg bl.a. det her digt.
DON’T
FORGET
vi
rejser stene
tænder
lys
så
vi kan huske
det
der ikke må glemmes
af
de generationer
der
kommer efter os
så
historien
er
det fundament
vi
bygger vores
fremtid
på.
Bjarne
Kim Pedersen
Forfatter
