14.11.2023 NETKONTAKT HALYNA
Morgenens første kontakt
klokken er 06 her
i Ukraine er den 07
”Du
er en god mand
der støtter Ukraine
med dine
ord”
”Tak
men du er soldat
og kæmper også
for
min frihed”
Frosten bider let
der er
helt stille
kun fårehundene gør
mens de letter en flok
måger.
To verdener
hos dig
artilleriildens
drøn
og en fjendtlig drone.
Jeg vil også hellere
skrive
smukke digte
om morgenens skønhed
Mens dine ord fra fronten
runger som et ekko
hos mig
hvis
Ukraine stopper
med at kæmpe
er der ikke mere Ukraine,
hvis russerne stopper deres krig
vil der blive
fred.
Lige nu jager min fårehund
mosegrise,
en
hane galer et sted på
Storhøjvej.
Og russerne
efterlader
nattens døde
til at gøde de ukrainske
solsikkemarker
næste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar