torsdag den 27. januar 2022

Tag med mig på rejse til Ukraine debatsvar i Nordjyske Stiftstidende

 



Mit synspunkt i Nordjyske den 24.01 blev besvaret i går, hvor Asta Bjerre beskyldte mig for at være propagandist under overskriften 'Ukraine skal sættes på plads'.

Svar til Asta Bjerre.
Asta Bjerre tak for dit svar.
Nej jeg er ikke anti-russisk. Jeg er imod Putin, og det har jeg været siden han sprængte egne boligblokke i luften for at få en anledning til at angribe Tjetjenien. Det kostede 200.000 tjetjenere livet.
Nu skrev jeg om det russiske angreb som startede i 2014 og har kostet 14.000 ukrainere livet.
Hver gang jeg er i Kyjiv går jeg langs mindemuren for de dræbte ukrainske soldater.
Her er også en billedvæg med himlens hundrede, som blev dræbt da Berkut og måske russiske snigskytter skød løs på folket ved Værdighedsrevolutionen.
Den startede da studenterne gik på gaden fordi Putin pressede den ukrainske præsident Janukovitj til at sige nej til en EU-samarbejdsaftale.
Janukovitj sendte Berkut styrken ud for at gennembanke studenterne og så kom resten af befolkningen på gaden, ved flere lejligheder var der over 1 million på Maidanpladsen.
Det endte tragisk med nedskydningen af over 100 demonstranter. Janukovitj flygtede til Rusland med en del af de penge, han havde stjålet fra det ukrainske folk.
Putin er bange for folket på gaden. Han er bange for en russisk farverevolution, som vil jage ham på porten og fratage ham alle de rigdomme, han har stjålet fra det russiske folk.
Og lige en anden ting, der er ingen forfølgelse af russisk sprog. En af ukraines mest kendte forfattere er Andrej Kurkov, han er etnisk russer med et blå/gult hjerte. Læs hans ’Ukrainske dagbog’ og ’Grå Bier’.
Jeg har en digtsamling med ukrainske krigsdigte 1/3 er oversat fra russisk resten fra ukrainsk.
Prøv at tage en tur til Ukraine, jeg vil gerne tage med dig (hvis resten af Ukraine ikke bliver besat) og vise dig det Ukraine, der kæmper for en demokratisk udvikling, det er ikke nogen nem kamp, deres oligarker forsøger at holde på den magt, de engang havde.
Hvis du kommer til Ukraine med et åbent sind, tror jeg at du bagefter vil give mig ret i, at ukrainerne også kæmper for mig og for dig.
Putin har en plan om at genetablere et nyt Storrusland med grænser som ligner Sovjets grænser før murens fald.
Nej Asta Bjerre jeg skriver ikke hadetale mod Rusland, jeg har mange russiske venner og russisk familie. Men jeg er modstander af Putins Kleptokrati.
Prøv at gå ind på linket og se hvordan Putin arbejder: https://www.dr.dk/drtv/serie/giftangrebet-i-salisbury_292593


Ingen kommentarer: