SREBRENICA 11. juli 1995 og 2021

 

SREBRENICA 2021

I øjeblikket forsøger Putin-styret i Kreml at genskabe den serbiske

nationalisme. Den slaviske ære, som Putin mener, blev krænket i den sidste del af krigene i det tidligere Jugoslavien..
Altså genskabe den serbiske nationalisme og drømmen om et Storserbien.
Jeg mødte den første gang i 1984 i det daværende Jugoslavien i Borje, hvor vi tilbragte nogle timer med tre serbiske studenter fra Beograd. Efterhånden som vi fik mere slivovits slap hæmningerne, og de fortalte om deres vision: At floderne gik over deres bredder og skyllede Jugoslavien rent for muslimer og kroater. Dengang sad vi med et underligt grin og vidste ikke, hvad de holdninger kom til at betyde.

I 2017, vil serberne i Srebrenica rejse et monument til ære for Vitaly Churnik, den afdøde russiske FN-ambassadør, der fik nedlagt russisk veto mod, at henrettelsen af 8000 mænd i Srebrenica officielt blev betegnet som folkedrab!!!

Senest har de hædret folkemordsbenægteren Handke.

PUTINS VETO

men folkedrabets
overlevende glemmer
ikke morderne

PETER HANDKE
Folkemords-tier
skriver hyldest til folk med
blod på hænderne

Dengang i 1995 var jeg direkte i radioen for at forsvare mine ord.

Spørgsmålet, der blev stillet, var: ”Hvad kan du gøre i en borgerkrig?” Al min tale om sammenligning med fornægtelsen af overgreb på jøder løb delvist ud i æteren. Og det var desværre Bjarne Riis, som hentede de største overskrifter og fyldte forsiderne.

UNDSKYLD BJARNE RIIS!

Fem tusinde danskere

på toppen af bjerget i alperne.

En helt har trukket

dannebrog over den blå dragt

i et skær af gult,

Bjarne Riis kører over forsiden

med store typer.

Tredive tusinde mennesker

trygler om blå magt!

I gav garantier.

Fra side to

ser jeg angstens øjne

en lille dreng knuger sin hvide tøjkanin,

der ligger en tøjkanin af samme slags

i armen hos min sovende dreng!

Fædre beder om våben

inden de føres bort af militssoldater,

udrensning kalder de det.

Engang var børnene på forsiden

med store typer.

Et blåt flag vejede

og en fransk general talte.

Våben blev samlet af beskytterne,

men de blå soldater forsvarede ikke

børnene

kvinderne

de gamle

de afvæbnede mænd

da chetnikkerne angreb.

En general med blodige hænder

smiler i morgen fra side to,

sejrherre!

Vi jubler over mandigheden

på et bjerg et andet sted

i Europa!

Jeg har mange gange blandt folk, som er flygtet fra Bosnien. måttet svare på, hvorfor vi ikke gjorde noget dengang.

Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke finde svaret. Kun ved jeg, at vi svigtede den muslimske befolkning og drev det mest åbne muslimske samfund hen mod andre, som havde et mere konservativt syn på islam, fordi vi svigtede og ikke stoppede folkemordet.

STENE FRA SREBRENICA

I stenes afstand

med lidt ond vilje

ligner det røde kors

trådkorset.

Mødre fra Srebrenica

ser gennem korset

efter deres forsvundne mænd.

Engang troede de

på det røde kors

og det blå flag,

de kan godt huske

ansigterne på de hollandske soldater

og den franske general.

Mon drengene sover godt

hjemme i Holland

med deres samvittighed.

Mødrene

fra Srebrenica

sigter mod det røde kors,

hvor langt kan man hjælpe

i tavshed

uden at bære medskylden

på eget kors.

Al den tale om fred

og de døde ligger gemt bort,

bødlerne trykker hænder

med mænd i uniform.

Trikoloren og Union Jack

sætter kikkerten for det blinde øje.

Fortvivlede

kaster mødrene med sten

mod det røde kors

og rammer også vores medskyld.

Dengang troede jeg også på FN og FN-garantier. Troede på, at vores regering ville reagere, når nogen trådte konventioner og fundamentale rettigheder under fode.

ÅR EFTER SREBRENICA

Nogen

graver i jorden efter de døde.

Soldaterne

har lagt pigtråd

omkring enkerne og deres børn

og de gamle og de voldtagne!

Vores pigtråd omkring verden…

Morderne

der stillede drengene op ved kanten

og kommanderede.

FYR.

Morderne, de går frit omkring

som helte.

Graverne har fundet de døde

sært nok er de nu kun

skeletter af døden

og de rydder ikke mange forsider.

Et kranie

for hver løgn,

og vi er langt borte.

Der var engang vi mente

mange burde have set røgen

fra skorstenene.

Mon vi selv

kan se de døde

blive gravet op i vores verden,

mens morderne går frit

iblandt os.

Ligene ligger nu, så vi kan få øje på dem

og bringe dem

på forsiden af vores avis,

det skylder vi de, der for år siden

blev stillet levende på kanten.

Da jeg stod og så på de barske Balkan-bjerge, tænkte jeg også i digte. Jeg kom lige fra Grækenland og klostrene i Meteora, hvor den serbisk-ortodokse kirke flittigt bliver besøgt af serbiske unge.

BALKANISME I

Mladic, Karadzic

lad dommeren dømme jer

giv de dræbte fred

​BALKANISME II

Tre strakte fingre

en hilsen

der avler lige så

meget elendighed

som

den strakte

heil-hånd.

Men

jeg kender også Branislav

som aldrig hilser

med de tre strakte fingre.

Da jeg hørte, at hollænderne ville hædre de soldater, som skulle forsvare og sikre den FN-garanterede zone omkring Srebrenica, men passivt så til, at måske 8000 mænd og drenge blev skudt ned, skrev jeg to små digte delt på twitter.

’ET ORANGE SKÆR’

se blomsterne på

Srebrenicas gravpladser

Forglem mig ej’er

SREBRENICA MEMORIAL

hollænders ære

nu hænger de ordner på

dem der lod det ske

Nej, ingen hæder, men PTSD har fulgt de hollandske soldater.
Og ingen mindesmærker for bødlerne.
Altså et opgør med den serbiske nationalisme og en erkendelse af krigsforbrydelserne. En erkendelse der forhindrer gentagelser.

LIDICE-SREBRENICA MEMORIAL

Vilde blomster

på en gravplads

førhen plantede de roser

og holdt taler.

Mændene blev stillet foran

Muren

på Horaks gård

10 på række med tysk

grundighed

og smidt i en bunke,

børnene

dræbt som skadedyr.

Filmen viser os

racismens djævlefjæs

båret frem af strækmarch.

De døde hvisker en stemning

vores børn plukker blomster

til børnegravene

og taler med dæmpede

stemmer.

Erindringen om en ugerning

der aldrig må glemmes

men

hvor lang tid tager det

at læse trehundredeogfyrre

navne

…..

Bagefter

læser du de ottetusinde navne

og skriver tiden

efter 11. juli 1995

Srebrenica

​Broen i Mostar

Der, hvor floden Neretva løber i kløften med det grønne vand, ligger byen Mostar. I femtenhundrede og seksogtres byggede tyrkerne en bro for at forbinde én verden med en anden.

Skabe forståelse mellem forskellige troende.

Mange har siden forstyrret freden. Og den blev ramt, så den ikke mere var en bro mellem mennesker. Andre hjalp med at bygge sten på sten, indtil den igen nåede fra bred til bred. Fra folk til folk.

Det var her i stemningen af den genopførte bro, og de unge mænd som sprang i dybet for at bevise, hvor meget mænd de var.

Det var lige her, vi mødte en kvinde, som engang havde søgt tilflugt hos os langt mod nord.

Hun var nu tilbage, medbringende gode minder om alt det danske, hun kunne huske...

broen er bygget

for at mennesker som du

og jeg kan mødes

Bjarne Kim Pedersen