lørdag den 29. juni 2019

Europarådet, desværre hjalp det ikke

https://www.fyens.dk/danmark/Det-er-urimeligt-at-Europa-blaastempler-Putins-brutale-fremfaerd/artikel/3358598

Det er urimeligt, at Europa blåstempler Putins brutale fremfærd



Bjarne Kim Pedersen, Egensevej 42, Otterup
Lasse Hansen
Danmark. 
Putin: I maj stemte Europarådets ministerråd ja til at tage Rusland ind i varmen og til at genoprette Ruslands stemmeret. Til trods for, at Krim stadig er besat, og krigen i Østukraine har kostet over 13.000 mennesker livet.
Beslutningen blev gennemført efter forarbejde af Tyskland og Frankrig. Tysklands udenrigsminister Heiko Maas mener ikke, det er i Europas interesse at nægte Rusland stemmeret, selv om de har annekteret andres land eller har omkring 100 ukrainske fanger siddende i forskellige Gulag-lejre. Alle dømt ved noget, som mest minder om Stalins skueprocesser.
Det er ikke første gang, Putinvenlige regeringer har forsøgt at få Rusland tilbage i Europarådet; det, der sker nu er, at man ikke vil lade sanktioner påvirke rådets arbejde og afstemninger. Det lyder som ganske almindelig tysk politik; bare den tyske økonomi får lov til at køre videre på første klasse, så er det åbenbart ligegyldigt, at der nu i fem år har været krig i Ukraine med Putins Rusland i baggrunden. Et skøn er, at 80 pct. af soldaterne er russere, og kun de 20 pct. er østukrainere.
Krigen i Ukraine er næsten glemt af den vesteuropæiske presse; kun få journalister dækker Ukraine og krigen fra Ukraine. Hvis der bliver skrevet om Ukraine, er det oftest fra et kontor i Moskva.
25. maj besluttede ITLOS, den internationale havretsdomstol, at den russiske føderation skal frigive de ukrainske flådefartøjer Berdyansk, Nikopol og Yani Kapu og returnere dem til Ukraine. Og øjeblikkeligt frigive de 24 ukrainske flådesoldater og tillade, at de kan vende tilbage til Ukraine. Denne dom har Rusland ikke fulgt, og de siger også, at de ikke har tænkt sig at følge den. Hvorfor skal de så tillades igen at kunne træde ind i Europarådet?
Jeg vil gerne vide, hvilken holdning den kommende regering under ledelse af Mette Frederiksen har til denne afgørelse, som der skal stemmes om til på Europarådets sommermøde 24.-28. juni. Har vi ikke en pligt til at forsvare et mindre land, som bliver angrebet? Eller skal detvære muligt at flytte grænser med magt? Internationale konventioner og aftaler gælder også for spilleregler landene imellem.
Europarådets hovedformål er at forsvare menneskerettighederne, det parlamentariske demokrati og retsstatens principper.

Ingen kommentarer: