DIGTEREN
OG VERDEN
Der var
engang hvor digteren forholdt sig til verden og ikke kun til sig selv.
Det er
vældig aktuelt at tale poetikker, hvor digteren kigger ind i sig selv. Men det
er vel også en del af den egoistiske tidsånd, hvor hver enkelt er sig selv
nærmest.
Hvor en
borgerlig regering kan beskyldes for at føre socialdemokratisk politik og en
centrum venstre regering fører borgerlig politik.
Bortset fra småjusteringer så er det den samme politik. Og det politiske slagsmål bliver til personspørgsmål, hvem drikker flest fadøl, hvem bruger skattefradrag og hvem kommer med uholdbare løfter i valgkampen, hvem har rockerrelationer osv.
Bortset fra småjusteringer så er det den samme politik. Og det politiske slagsmål bliver til personspørgsmål, hvem drikker flest fadøl, hvem bruger skattefradrag og hvem kommer med uholdbare løfter i valgkampen, hvem har rockerrelationer osv.
Samtidig
sker der meget ude i verden, men det er uvæsentligt, bare vi bliver fodret med
x-factor. Og det statsejede fjernsyn dækker den selvskabte begivenhed, som var
det breaking news.
Der var
altså engang hvor digtere og andre forfattere turde have en mening, med det de
skrev.
Krimibølgen
er vældig underholdende og meget er velskrevet. Men er det ikke symbolsk, at
tidligere tiders samfundsrevsere i dag skovler penge ind på bestsellerkrimier?
Ikke at der er noget galt med bestsellere, men vores danske
litteraturproduktion er truet af bestsellerkulturen, hvor man bruger salgstal
som en kvalitetsvurdering. Helt på samme måde som tv stirrer sig blind på
seertal.
Da jeg som
ung forfatter debuterede i 1982, oplevede jeg, at den oplæsningsgruppe jeg var
en del af, var et af hovednavnene til Kultur for fred i Odense.
Kvalitetslitteratur
kan også godt have holdninger, det kunne det i hvert fald dengang. Og det kan
det også godt i dag.
Selv om jeg
kiggede forgæves efter en dansk kulturstemme, som ytrede sig om sagen med en
dansk statsborger, som var ved at sulte sig ihjel i Bahrain.
I Iran
bliver al opposition udryddet, efterhånden som de ytrer sig, forfattere og
andre kunstnere bliver fængslet, hvis de skriver efter deres hjerne/hjerte og
ikke kun efter deres tro.
Her i
landet har vi i mange år haft en fremmedfjendsk politik, angst for
globaliseringen og lige nu angst for det anderledes Europa, som også er en del
af Danmark.
Men hvor er
kunsten og kunstnerne i det her billede?
Carsten
Jensen har fået nogle priser for sin stemme, dog er han jo først og fremmest
populariseret via hans fremragende hjemstavnsroman Vi de druknede.
Han er også blevet hædret i Sverige, men jeg har aldrig hørt hans røst mod det
svenske migartionsverket, som hele tiden forsøger at få hjemsendt unge Iranere,
som er sikre på et fængselsophold, så snart de igen har fod på Iransk jord.
Stoltenberg
i Norge som talte og agerede som en modig norsk statsleder i tiden efter
terrorangrebet i Oslo/Utøya, han har faktisk ansvaret for hjemsendelse af Rahim
Rostami, han sidder i dag på dødsgangen i Evin, og Stoltenberg var advaret lige
som andre norske myndigheder.
Her kunne
jeg godt have brugt flere danske kulturstemmer, og presse fra en avis som
Politiken.
Vi har
danske traditioner, Poul Henningsen talte samfundet imod, revsede og ruskede.
Og det er efter min mening en af kunstens opgaver; at turde se det hele fra en
skæv vinkel, javel, kunsten må også godt underholde, men mindst et lille svirp
så vi tænker, når vi går hjem, eller når vi lægger bogen fra os, eller når vi
lukker ned for nettet, eller når vi slukker for fjernsynet.
Jeg havde
en fantastisk oplevelse den dag, vi sammen med vores to hjemmeboende døtre var
inde og se ”Hvidsten-gruppen” bortset fra, at jeg var pinlig og havde en aktiv
mobil (jeg troede, jeg havde slået den på lydløs, det er noget med store fingre
på små taster, men jeg fik den kvalt, uden at bringe skam over andre end mig
selv).
Den mindste
sagde, 'den var mere sørgelig en Titanic', jeg giver hende ret, og det er dansk
filmkunst , som ikke kun er underholdning. I stedet for at manipulere action
frem, har Bjarup Riis ladet kunsten tale, historien, vores egen historie er
formidlet videre til eftertanke.
Hjemme fik
vi en længere snak med en filmsammenligning mellem Hvidsten-gruppen og Flammen
og Citronen, den sidste var flot lavet , som de gør i Amerika, her er en god
filmindustri.
Men I
Europa har vi filmkunst, det er ikke kunst at manipulere historien imod
bedrevidende. Flammen og Citronen kunne være lavet historietro med endnu højere
kvalitet end det gode håndværk, som blev præsenteret.
Penge er
ikke, og må ikke, blive en kvalitetsfaktor i kultur. Selv når vores nuværende
kulturminister taler om bæredygtig kultur. Og han mener ikke økologi, når han
taler om bæredygtighed, han mener alle de penge, som kulturen kan tjene.
Ja Jussi
Adler, Aqua, Hitman og andre tjener penge, men vi vil vel ikke som kulturarbejdere,
kulturforbrugere kun måles på salgssuccesserne.
Og hvis
kulturen skal overleve, som andet end underholdning, skal der være kant,
provokation og revsning.
Jeg er
aktiv på twitter og facebook, og det er lidt sjovt, hver gang jeg har sparket
til vores magelige holdning omkring menneskerettigheder, så forsvinder der
altid nogle af mine følgetwittere.
Men så
samtidig kommer der nogle gange nyheder fra Iran (eller andre steder) ind til
mig, det er en stor menneskelig oplevelse. Et eksempel er en besked fra en ung
iransk kvinde, der spørger til min datter, som på det tidspunkt lige havde
været indlagt i længere tid. Tænk et overskud (jeg ved også godt, at hun måske
mest skriver på den måde fordi det er ufarlig kommunikation). Men mine
problemer med en syg datter, er altså meget mindre end de problemer, den unge
iranske kvinde lever i.
Lige nu er
vi på vej mod EM i fodbold, skal politikere melde fra? Vores nuværende regering
vil gerne deltage, vores kulturminister har ikke problemer med at være officiel
gæst i et Europæisk land, som har noget, vi i bedste fald kan kalde
pseudo-demokrati.
Oppositionslederen
er i fængsel, og bliver mishandlet i fængslet.
Der er
ingen kunstnerisk tale imod en præsident, der tidligere har haft ansvaret for
at forgive en anden præsidentkandidat.
Et forlag
sagde nej til at indgå i et samarbejde om nogle fodbolddigte, fordi de var for
politiske.
Jamen skal
det hele, også litteraturen, være
fastfood, hvor det eneste mål er større og større omsætning?
Ord
de farlige
ord
digteren bruger,
når han
skriver om
livet
Bjarne Kim
Pedersen
min kronik i Fyens Stiftstidende 24.06.2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar