Digteren og Verden kronik i Fyens Stiftstidende

DIGTEREN OG VERDEN

Der var engang hvor digteren forholdt sig til verden og ikke kun til sig selv.

Det er vældig aktuelt at tale poetikker, hvor digteren kigger ind i sig selv. Men det er vel også en del af den egoistiske tidsånd, hvor hver enkelt er sig selv nærmest.

Hvor en borgerlig regering kan beskyldes for at føre socialdemokratisk politik og en centrum venstre regering fører borgerlig politik.
Bortset fra småjusteringer så er det den samme politik. Og det politiske slagsmål bliver til personspørgsmål, hvem drikker flest fadøl, hvem bruger skattefradrag og hvem kommer med uholdbare løfter i valgkampen, hvem har rockerrelationer osv.

Samtidig sker der meget ude i verden, men det er uvæsentligt, bare vi bliver fodret med x-factor. Og det statsejede fjernsyn dækker den selvskabte begivenhed, som var det breaking news.

Der var altså engang hvor digtere og andre forfattere turde have en mening, med det de skrev.

Krimibølgen er vældig underholdende og meget er velskrevet. Men er det ikke symbolsk, at tidligere tiders samfundsrevsere i dag skovler penge ind på bestsellerkrimier? Ikke at der er noget galt med bestsellere, men vores danske litteraturproduktion er truet af bestsellerkulturen, hvor man bruger salgstal som en kvalitetsvurdering. Helt på samme måde som tv stirrer sig blind på seertal.

Da jeg som ung forfatter debuterede i 1982, oplevede jeg, at den oplæsningsgruppe jeg var en del af, var et af hovednavnene til Kultur for fred i Odense.

Kvalitetslitteratur kan også godt have holdninger, det kunne det i hvert fald dengang. Og det kan det også godt i dag.

Selv om jeg kiggede forgæves efter en dansk kulturstemme, som ytrede sig om sagen med en dansk statsborger, som var ved at sulte sig ihjel i Bahrain.

I Iran bliver al opposition udryddet, efterhånden som de ytrer sig, forfattere og andre kunstnere bliver fængslet, hvis de skriver efter deres hjerne/hjerte og ikke kun efter deres tro.

Her i landet har vi i mange år haft en fremmedfjendsk politik, angst for globaliseringen og lige nu angst for det anderledes Europa, som også er en del af Danmark.

Men hvor er kunsten og kunstnerne i det her billede?

Carsten Jensen har fået nogle priser for sin stemme, dog er han jo først og fremmest populariseret via hans fremragende hjemstavnsroman Vi de druknede. Han er også blevet hædret i Sverige, men jeg har aldrig hørt hans røst mod det svenske migartionsverket, som hele tiden forsøger at få hjemsendt unge Iranere, som er sikre på et fængselsophold, så snart de igen har fod på Iransk jord.

Stoltenberg i Norge som talte og agerede som en modig norsk statsleder i tiden efter terrorangrebet i Oslo/Utøya, han har faktisk ansvaret for hjemsendelse af Rahim Rostami, han sidder i dag på dødsgangen i Evin, og Stoltenberg var advaret lige som andre norske myndigheder.

Her kunne jeg godt have brugt flere danske kulturstemmer, og presse fra en avis som Politiken.

Vi har danske traditioner, Poul Henningsen talte samfundet imod, revsede og ruskede. Og det er efter min mening en af kunstens opgaver; at turde se det hele fra en skæv vinkel, javel, kunsten må også godt underholde, men mindst et lille svirp så vi tænker, når vi går hjem, eller når vi lægger bogen fra os, eller når vi lukker ned for nettet, eller når vi slukker for fjernsynet.

Jeg havde en fantastisk oplevelse den dag, vi sammen med vores to hjemmeboende døtre var inde og se ”Hvidsten-gruppen” bortset fra, at jeg var pinlig og havde en aktiv mobil (jeg troede, jeg havde slået den på lydløs, det er noget med store fingre på små taster, men jeg fik den kvalt, uden at bringe skam over andre end mig selv).

Den mindste sagde, 'den var mere sørgelig en Titanic', jeg giver hende ret, og det er dansk filmkunst , som ikke kun er underholdning. I stedet for at manipulere action frem, har Bjarup Riis ladet kunsten tale, historien, vores egen historie er formidlet videre til eftertanke.

Hjemme fik vi en længere snak med en filmsammenligning mellem Hvidsten-gruppen og Flammen og Citronen, den sidste var flot lavet , som de gør i Amerika, her er en god filmindustri.

Men I Europa har vi filmkunst, det er ikke kunst at manipulere historien imod bedrevidende. Flammen og Citronen kunne være lavet historietro med endnu højere kvalitet end det gode håndværk, som blev præsenteret.

Penge er ikke, og må ikke, blive en kvalitetsfaktor i kultur. Selv når vores nuværende kulturminister taler om bæredygtig kultur. Og han mener ikke økologi, når han taler om bæredygtighed, han mener alle de penge, som kulturen kan tjene.

Ja Jussi Adler, Aqua, Hitman og andre tjener penge, men vi vil vel ikke som kulturarbejdere, kulturforbrugere kun måles på salgssuccesserne.

Og hvis kulturen skal overleve, som andet end underholdning, skal der være kant, provokation og revsning.

Jeg er aktiv på twitter og facebook, og det er lidt sjovt, hver gang jeg har sparket til vores magelige holdning omkring menneskerettigheder, så forsvinder der altid nogle af mine følgetwittere.

Men så samtidig kommer der nogle gange nyheder fra Iran (eller andre steder) ind til mig, det er en stor menneskelig oplevelse. Et eksempel er en besked fra en ung iransk kvinde, der spørger til min datter, som på det tidspunkt lige havde været indlagt i længere tid. Tænk et overskud (jeg ved også godt, at hun måske mest skriver på den måde fordi det er ufarlig kommunikation). Men mine problemer med en syg datter, er altså meget mindre end de problemer, den unge iranske kvinde lever i.

Lige nu er vi på vej mod EM i fodbold, skal politikere melde fra? Vores nuværende regering vil gerne deltage, vores kulturminister har ikke problemer med at være officiel gæst i et Europæisk land, som har noget, vi i bedste fald kan kalde pseudo-demokrati.

Oppositionslederen er i fængsel, og bliver mishandlet i fængslet.

Der er ingen kunstnerisk tale imod en præsident, der tidligere har haft ansvaret for at forgive en anden præsidentkandidat.

Et forlag sagde nej til at indgå i et samarbejde om nogle fodbolddigte, fordi de var for politiske.

Jamen skal det hele, også litteraturen, være  fastfood, hvor det eneste mål er større og større omsætning?

Ord

de farlige ord

digteren bruger, når han

skriver om livet

Bjarne Kim Pedersen

min kronik i Fyens Stiftstidende 24.06.2012