Berlingske Tidende bragte dette som del af en dobbelt Opinion om Kosova. Fredag den 29.02.08
Serberne føler sig forurettet. Deres drømme om Storserbien ligger i ruiner. Det der i sin tid startede med at man undergravede aftalen om præsidentrotation i Jugoslavien er endt i en katastrofe. Den serbiske lidelseshistorie fortsætter.
Vi vil godt have jer med i den europæiske familie. Men i vores familie laver vi altså ikke etniske udrensninger. I Srebrenica blev ca. 8000 mænd og drenge henrettet. De skyldige i toppen af det serbiske samfund er Mladic og Karadzic. De to er stadig på fri fod under serbisk/russisk beskyttelse. Måske er det den ortodokse kirke som er de virkelige beskyttere.
For at komme videre skal de skyldige stilles for en dommer.
Kosova var en provins i det tidligere Jugoslavien med udbredt selvstyre. Det afskaffede Milosevic, han genskabte også drømmen om Storserbien. Før Jugoslaviens endelige opløsning mærkede jeg selv på egen krop spændingerne i det der dengang hed Titova Mitrovica..
Morten Messerschmidt, det albanske flertal i Kosova er ikke skabt ved muslimsk indvandring. Tværtimod forsøgte serberne at undertrykke albanerne med en apartheid-politik. Og serberne forsøgte at udrense den albanske befolkning i 1999.
Heldigvis lykkedes det ikke. Heldigvis greb Nato ind og forhindrede endnu et folkemord.
Men, Morten Messerschmidt, den albanske version af islam er for en stor del en kultur-islam lige som du og jeg er kultur-kristne. Undskyld, jeg ved ikke hvad du er, men jeg er kultur-kristen. Lige som den bosniske islam var kultur-islam. Men den serbiske aggression skabte en modreaktion. Også fordi islamiske lande var nogle af de få lande som aktivt støttede den bosniske hær i kampen mod den serbiske forbundshær.
Det er en fejltagelse, hvis I fra Dansk Folkeparti dømmer bosniske muslimer som ekstreme. Kig jer omkring og se hvor godt de bosniske muslimer er blevet integreret i vores samfund. Det er ikke dem, som står foran den amerikanske ambassade, og holder taler hadske taler, sammen med Dansk Folkeparti.
Morten Messerschmidt, når du taler om den albansk-muslimske mafia som vil oversvømme os med kriminalitet; så må du også vide at den serbiske mafia og den russiske mafia er lige så store trusler mod vores samfund.
Vi har en fælles interesse i at hele Balkan får del i den økonomiske udvikling. Vi har en fælles interesse i at hele Balkan udvikler sig uden etniske udrensninger.
Hvis Serbien får en sund økonomi, hvis Bosnien får en sund økonomi, hvis Kosova får en sund økonomi. Ja, så kan vi alle få en demokratisk fremtid i Europa.
Det serbiske mindretal i Kosova skal have ret til at være ortodokse serbere.
De krigsforbrydersigtede skal for en dommer.
Når man har trukket en streg i sandet, er det også muligt at finde en fremtid.
Sydafrika kunne gøre det. De gennemlevede en omvæltning fra apartheid, til det styre de har i dag. De havde ikke en nat med lange knive, hvor der blev hævnet. De ordnede det på deres måde.
Men, men.
Hvis Balkan skal videre, må der findes en løsning, som ofrene kan leve med. Den smerte mødrene fra Srebrenica bærer, skal finde en form for en retfærdighed, som de kan leve med.
De efterladte fra Sarajevo som mistede, fordi deres kære blev dræbt af ’flugtskydning mod mennesker’, skal føle en retfærdighed.
De serbere som er flygtet fra Kosova, skal ikke rådne op i lejre, men have mulighed for at vende tilbage, hvis de i dag respekterer albanerne som ligeværdige borgere.
Men.
Samtidig må alle også acceptere hvad der er sket.
Sandhedskommisionen for X-Jugoslavien er ikke bare en drøm, men respekt for alle ofrene. Og et håb om en fælles fremtid.
Bjarne Kim Pedersen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Tak for dette indlæg.
Send en kommentar