tirsdag den 6. februar 2007

MØD HR. LÆNGSTE BEN

Jeg er lige nu ved at sende dette tilbud til alle biblioteker. Nu skal Hr. Længste Ben helst på tur lidt væk fra bugten!

Mød Hr. Længste Ben.

Hør forfatteren fortælle historien om hvordan Hr. Længste Ben får sit navn. Den erfarne ålestanger farer vild på isen i tågen.
Han har stanget en kæmpe ål, og går hjemad – tror han.
Efter at have vandret på isen i tågen alt for længe, går det op for ham, at han er gået vild.
Han har haft det længste ben foran!
Og bliver ’døbt’ Hr. Længste Ben af den fisker der hjælper ham op af en våge på den anden side bugten.
Videre følger oplevelser med Hr. Længste Ben året rundt ved bugten.
Historierne bygger på den fortælletradition Bjarne Kim Pedersen lærte, da han som barn boede ved Helnæsbugten. Dengang var det almindeligt, at man gik besøg hos hinanden om aftenen, og man fortalte historier, skrøner om hinandens oplevelser. Bjarne sad og lyttede til jagt-, og fiskehistorier, og historier fra herregårdene.
Det er den fortælletradition der i sin tid tændte skrivelysten hos forfatteren.
Og det er den fortælletradition Bjarne Kim Pedersen giver videre med skrønerne om Hr. Længste Ben.
I lektørudtalelsen skriver Kisten Katholm ”Denne bogs fortællinger kan sammenlignes med Jørn Riels skrøner og vil også egne sig til oplæsning og fortælling for skolebørn”.
Andre har tidligere sagt at historierne minder om Jørn Riel fortalt for børn. Fortællinger i et naturunivers, hvor man selv får lyst til at være når gløderne varmer fra bålet; eller når den store ål får en til at tænke på søslange; eller sejle med postbåden ud til øerne.

I forbindelse med udgivelsen har vi lavet et fortælletilbud til skoler og biblioteker. 2000 kr. for én fortælletime på Fyn, uden for Fyn 2500 plus transport. Der kan være op til 50 børn, mest egnede aldersklasse er bhv. klasse – 3. klasse.

Se I jeres lektør: Lektørudtalelse (07/03) 2 655 622 8 (A)

Ingen kommentarer: