tirsdag den 16. september 2008

Rundt om Enebærodde Fjordens Dag



Det var en dejlig oplevelse til Fjordens Dag.
Vejret var pragtfuldt, særlig fordi vi stod på et læsted. Bag os var skovede graner i 3-4 meters højde, det gav både en dekorativ baggrund og læ for vinden ude fra Kattegat.
Mange kom for at snakke om bogen, en del for at købe og få en hilsen med i bogen.
Ravnerockfolkene stod også for udstillingen 'Ordet i Naturen' med 'Fynske Forfatteres' bøger med lidt eller meget natur.
Et forsigtigt skøn er at ca. 1000 besøgende kiggede eller læste. Og det er vi rigtig glade.
Thyge Bjerregaard Pedersen tog billeder. Også af Forfatteren som kodriver. Odden har nemlig en artistko som elegant forcerer en færist.

onsdag den 10. september 2008

11. SEPTEMBER

RUINER.
(3 tekster efterfølgende 11.09.01)



I

I går så jeg en katastrofefilm
i fjernsynet
og det var slet ikke film.
Min far sagde
at det var rigtige mennesker
der faldt gennem luften.
De to højhuse
styrtede sammen
og blev til en ruin.


II

Den lille pige
med det sorte hår
og de brune øjne
sagde med grædende stemme
12. september til morgensangen på skolen.
”Det var ikke os
der fløj ind i
højhusene.”


III

En ring af råbende.
Gårdvagten
snakker med de store,
og kommer først
til de råbende
da ordene
”bin Laden!”
høres tydeligt
over hele skolegården
”bin Laden!”
”bin Laden!”
Inde midt i kredsen
står den afghanske dreng
fra fjerde.
Gårdvagten
redder den grædende dreng
men
ekkoet af bin Laden
runger længe efter.

fra bogen Og verden trænger sig på

tirsdag den 9. september 2008

Fiskespalten Ugeavisen Nordfyn - Rundt om Enebærodde

Keld Skytte Petersen Fiskespalten Ugeavisen Nordfyn.

Ny spændende bog på trapperne
Så nærmer tiden sig endelig hvor Bjarne Kim Pedersens bog om et af de mest kendte fiskespot på Nordfyn udkommer, det drejer sig om bogen Rundt om Enebærodde, og jeg kan roligt love at bogen er værd at læse.
Nu handler indholdet jo ikke om lystfiskeriet derude, det er der såmænd også skrevet rigeligt om, nej gennem de 132 sider, føres man rundt om den lange halvø, med stop hvor der er historier fra før og nutid at fortælle, at der virkelig ER noget at berette vidner de 132 sider om, værket var egentlig planlagt til 60 sider.
Efter læsning bliver en vandre eller fisketur på Enebærodde, en helt anden oplevelse, og for mennesker der interesserer sig for Nordfyns natur, er bogen et must.
Bogen præsenteres på Fjordens Dag, selvfølgelig ude på Odden, hvor Fynske Forfattere har udstillingen 'Ordet i Naturen' og på præcis den plads hvor man for årtier tilbage havde planlagt anlæg af et atomkraftværk, ja og så er det ikke engang løgn.

Rundt om Enebærodde



Så er den færdig fra trykkeriet. Den udkommer søndag den 14. september til Fjordens Dag
Rundt om Enebærodde koster 175 kr. (på Fjordens Dag 125)

mandag den 11. august 2008

DEN OLYMPISKE FRED

Der er dage
hvor de hurtigste
næsten løber fra tiden.
Der er vindere
med hænderne i vejret

Der er tabere
som slutter
efter vinderen
og der er tabere
som har tabt
det hele
ved at snyde
for at vinde.

Der var engang
det var ædel
kappestrid,
der var engang
hvor også digterens ord
deltog.

Dengang
var der også fred
under legene.
Putin smilede i Beijing
nu
kæmper
hans russiske bjørn
igen i Kaukasus
eller er det
Medvedev
der har magten,
og Putin
er træneren som coacher
nærmere angrebsstyrkerne.

Se
de civile ligge ramt
af russiske bomber.
Fredsbevarende styrker
et ekko fra Tjetjenien
her er ingen
der løber fra Maraton
og beretter om sejren.
Her slæber de sig af sted
fra ruinerne
og forsøger
at råbe verden op.
Men journalisterne er i Beijing
og gazzaren
erobrer
nyt territorium.

mandag den 28. juli 2008

Kina de fem ringe Kinesisk/Dansk



Kinesisk oversættelse Jun Feng

DE FEM RINGE I KINA


de tænder en ild
for den olympiske fred
ringe i vandet



riget i midten
vinder et orange skær
ringenes herrer



ringenes skygge
den dødsdømtes sidste nat
organsælgerne



olympisk tvekamp
på Den Himmelske Freds Plads
panser mod student



hvilke farver, vi
kan se i solnedgangen
orange rødmen

besøg også: http://www.thecolororange.net/uk/


husk også at besøge http://www.thecolororange.net/uk/

Kina de fem ringe