Letters from Iran - General - Al Jazeera English
Tak til Al Jazeera.
Pull the Trigger I
you stand up there
condemning the free speech
with God in your back
Pull the Trigger II
The man on the roof
aimes at the people. One shot
and Neda falls
Pull the Trigger III
Friday's speech
about Mohareb
kills people
Pull the Trigger IV
liars tongue
stone after stone throwing
against the condemned
Pull the Trigger V
weapon in your hand
Persians firing at Persians
tears on your cheek
Pull the trigger I
du står deroppe
og dømmer den fri tale
med Gud i ryggen
Pull the Trigger II
Manden på taget
sigter mod folket. Et skud
og Neda falder
Pull the Trigger III
fredagens tale
om forbrydelser mod Gud
dræber mennesker
Pull the Trigger IV
løgnerens tunge
sten efter sten kaster I
mod den dødsdømte
Pull the Trigger V
våbnet i din hånd
perser skyder mod perser
tårer på din kind
lørdag den 12. november 2011
torsdag den 10. november 2011
Guerilladigte og Filadelfia
GUERILLADIGTE klip fra DR.
Poesi blandt kummefrysere og brugt børnetøj
10. nov. 2011 10.30 Kultur Opdat.: 10. nov. 2011 10.49
Under mos finder vi orangekantareller/Her, siger du stolt/Ja, siger jeg
/Vi trækker hekseringene på en tråd med vores skridt/Æbler falder/Og løv
De linjer af Josefine Klougart kan man finde i et hvilket som helst eksemplar af Den Blå Avis i dag.
Sammen med omkring 150 andre - både kendte navne indenfor litteraturens verden, og helt nye digterspirer - har Klougart bidraget til projektet "Guerilladigte".
Malene Ravn, der står bag projektet, fortæller, at det er hjerteblod og et ønske om at udbrede digt-genren til så mange mennesker, som muligt, der driver de medvirkende.
- Tanken med projektet er, at udbrede digte til mennesker, som måske ikke plejer at læse digte. At dem, der slår op i Den Blå Avis for at finde en kummefryser, finder et digt i stedet. Det er mit håb, at de med dét møde vil få en god oplevelse, de ikke havde regnet med, siger Malene Ravn til DR Kultur.
"En uventet poetisk oplevelse"
Navnet "Guerilladigte" er ifølge Malene Ravn udtryk for, at digtene ikke har været igennem forlag og redaktører, men bliver udbredt som et undergrunds - et guerilla - angreb.
- Det er ikke en aggressiv Guerillahær, vi er en meget kærlig hær, som gerne vil give folk en god oplevelse, fortæller Malene Ravn.
"Guerilladigte" er altså et kærligt forsøg på at give folk en god, poetisk oplevelse - imens de laver noget upoetisk, som at lede efter brugte hvidvarer i Den Blå Avis.
- Succes er opnået, hvis der bare er et par stykker, der får en uventet poetisk og dejlig oplevelse. Så de måske kunne finde på at købe en digtsamling eller gå til en digtoplæsning, som de ellers ikke plejer at gøre, afslutter Malene Ravn.
Mine bidrag er Filadelfiadigtet Ind mod en mur delt i 5 se andet på min blog og
HUMANISME//
at være asyl/
og give plads til, eller/
ikke at være
Poesi blandt kummefrysere og brugt børnetøj
10. nov. 2011 10.30 Kultur Opdat.: 10. nov. 2011 10.49
Under mos finder vi orangekantareller/Her, siger du stolt/Ja, siger jeg
/Vi trækker hekseringene på en tråd med vores skridt/Æbler falder/Og løv
De linjer af Josefine Klougart kan man finde i et hvilket som helst eksemplar af Den Blå Avis i dag.
Sammen med omkring 150 andre - både kendte navne indenfor litteraturens verden, og helt nye digterspirer - har Klougart bidraget til projektet "Guerilladigte".
Malene Ravn, der står bag projektet, fortæller, at det er hjerteblod og et ønske om at udbrede digt-genren til så mange mennesker, som muligt, der driver de medvirkende.
- Tanken med projektet er, at udbrede digte til mennesker, som måske ikke plejer at læse digte. At dem, der slår op i Den Blå Avis for at finde en kummefryser, finder et digt i stedet. Det er mit håb, at de med dét møde vil få en god oplevelse, de ikke havde regnet med, siger Malene Ravn til DR Kultur.
"En uventet poetisk oplevelse"
Navnet "Guerilladigte" er ifølge Malene Ravn udtryk for, at digtene ikke har været igennem forlag og redaktører, men bliver udbredt som et undergrunds - et guerilla - angreb.
- Det er ikke en aggressiv Guerillahær, vi er en meget kærlig hær, som gerne vil give folk en god oplevelse, fortæller Malene Ravn.
"Guerilladigte" er altså et kærligt forsøg på at give folk en god, poetisk oplevelse - imens de laver noget upoetisk, som at lede efter brugte hvidvarer i Den Blå Avis.
- Succes er opnået, hvis der bare er et par stykker, der får en uventet poetisk og dejlig oplevelse. Så de måske kunne finde på at købe en digtsamling eller gå til en digtoplæsning, som de ellers ikke plejer at gøre, afslutter Malene Ravn.
Mine bidrag er Filadelfiadigtet Ind mod en mur delt i 5 se andet på min blog og
HUMANISME//
at være asyl/
og give plads til, eller/
ikke at være
mandag den 7. november 2011
Filadelfia og Iran til Spoken Word
Der var både tekster til Iran og Filadelfia på Den Smagløse.
Til ære for Sundhedsministeren får I Digtet til Sundhedsministeren:
IND MOD EN MUR
Ikke et ord
om epilepsi
fra ministeren
det er også et svært ord
at sige,
men kære sundhedsminister
den er meget
sværere
at leve med.
Kan du ikke forstå det?
Tårer
på min kind
når jeg løber panden
imod
en mur.
Min telefon
ringer
”Undskyld den ikke
er slukket
men jeg har en
datter
som kan falde om
med anfald.”
Og alle de tanker
om fremtiden.
Endnu en mur
foran os
når du lukker
epilepsihospitalet Filadelfia
det ligger også
langt ude på landet
langt væk fra
Sundhedsministeriets spindoktorer
men det var altså
verdens bedste tilbud
til danske
epilepsipatienter
jeg vil så gerne
over
den mur
eller finde en dør
igennem den
til fremtiden
på den anden side,
kære Sundhedsminister.
tirsdag den 1. november 2011
ET USKREVET BLAD - SPOKEN WORD ODENSE
SPOKEN WORD - ET USKREVET BLAD
Oplæsning, digte, musik og alternativ brug af det talte ord.
Lørdag d. 5. november kl. 17 Den Smagløse Café gratis Entre
Shawn Ø, Casper Bentsen, Mikkel Bork Petersen, Kenneth Skipper, Natasha Natalie og Bjarne Kim Pedersen.
(Ravnerock forlaget med venner)
vedhæfter fragmenterne i et repeterende eksemplar
vedbliver fra den første af uendelige
begyndelser slutningen har
ved mod fatningen tager hold af det
fastholdte sløvt
trækningssvælgende følger trofast vigtighed døvt
henimodoverfor kan altid følges
sig sat fast betingelsesløst
værende dig elske mig helt anende
-
natasha natalie
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Bjarne Kim Pedersen
I wish
I wish everybody peace
But who is going to wish me such a thing?
God
I need an answer
A very simple answer
Why?
Why!
I love my country.
I love my people.
What's wrong with us, God?
Please answer me
We are young.
What did we do?
I can't bear watching police killing my people
Who can help us?
Dear God, what are you doing up there in the sky?
Look at my sick face
Don't you want to say words of sympathy
when you see my tears coming down?
I think the only thing that I can wish for myself
is death
I beg you don't forget my people.
Please pray for them as you pray for your country
Maybe it's the last Email that I sent to you
cause there's no hope anymore
Farzane Dorri, Teheran & Kenneth Skipper, Svendborg
Klatretræ
Som træet vokser du fra roden
klamrende gror du af opvækstens stamme
fortsætter til du bemærker de satte spor
spor der ikke kan betvivles
fra stammen forgrener valg sig
florerende valg med de frugter, blade og
blomstrende muligheder de repræsenterer
Rene uskrevne blade –
for at fortsætte din vækst
skal du træffe et valg, vælge uden at vide
hvor grenene fører hen og hvornår de ender
og nye valg skyder knop
Nogen gange er det svært at klatre?
Mikkel Bork Petersen
Oplæsning, digte, musik og alternativ brug af det talte ord.
Lørdag d. 5. november kl. 17 Den Smagløse Café gratis Entre
Shawn Ø, Casper Bentsen, Mikkel Bork Petersen, Kenneth Skipper, Natasha Natalie og Bjarne Kim Pedersen.
(Ravnerock forlaget med venner)
vedhæfter fragmenterne i et repeterende eksemplar
vedbliver fra den første af uendelige
begyndelser slutningen har
ved mod fatningen tager hold af det
fastholdte sløvt
trækningssvælgende følger trofast vigtighed døvt
henimodoverfor kan altid følges
sig sat fast betingelsesløst
værende dig elske mig helt anende
-
natasha natalie
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Bjarne Kim Pedersen
I wish
I wish everybody peace
But who is going to wish me such a thing?
God
I need an answer
A very simple answer
Why?
Why!
I love my country.
I love my people.
What's wrong with us, God?
Please answer me
We are young.
What did we do?
I can't bear watching police killing my people
Who can help us?
Dear God, what are you doing up there in the sky?
Look at my sick face
Don't you want to say words of sympathy
when you see my tears coming down?
I think the only thing that I can wish for myself
is death
I beg you don't forget my people.
Please pray for them as you pray for your country
Maybe it's the last Email that I sent to you
cause there's no hope anymore
Farzane Dorri, Teheran & Kenneth Skipper, Svendborg
Klatretræ
Som træet vokser du fra roden
klamrende gror du af opvækstens stamme
fortsætter til du bemærker de satte spor
spor der ikke kan betvivles
fra stammen forgrener valg sig
florerende valg med de frugter, blade og
blomstrende muligheder de repræsenterer
Rene uskrevne blade –
for at fortsætte din vækst
skal du træffe et valg, vælge uden at vide
hvor grenene fører hen og hvornår de ender
og nye valg skyder knop
Nogen gange er det svært at klatre?
Mikkel Bork Petersen
mandag den 24. oktober 2011
Filadelfia
FILADELFIA
Det var en af de samtaler, der igen og igen bliver afspillet på den indre skærm.
”Bjarne sæt dig lige ned. Astrid er faldet om på skolen og de kan ikke få kontakt med hende.
Ambulancen er på vej.....”
På vej mod skolen fik jeg en ny melding. Nu var hun kommet til bevidsthed.
Det var startet et stykke tid før, hendes hånd var begyndt at ryste.
”Pubertet, du mærker din krop for meget.”
Alligevel fik hun en tid hos familielægen.
Lægen mente også, det var noget uskadeligt, men lavede en henvisning til en neurolog.
Neurologen henviste til en scanning og henviste til en privatklinik, hvor vi kunne komme til i løbet af kort tid.
Nu det her.
Scanningen viste ingen ting, heldigvis. Og hun blev sendt videre til EEG på Vejle sygehus, det sted hvor de også havde mindst ventetid.
Hun nåede endnu engang med anfald og ambulance inden scanning og resultat.
Hvordan tackler man en 14-årig med krampeanfald. Tudeture. Kontrol. Beredskab. Bekymring, ja kort sagt fik vi et helt specielt forhold til vores mobiltelefon.
En dag tog vi efter den privatpraktiserende neurologs råd på Odense Universitets Hospital, vi medbragte også en mobiloptagelse af et anfald.
Overlægen her gad knap nok at se optagelsen, og han sagde de vise ord.
”Jeg tror ikke det er epilepsi.
Det er svært at være 14-årig pige i et belastet område.
Kender du nogen der har epilepsi?
I kan få en tid om 2 måneder hos vores psykolog.
I mellemtiden får I kortet til en sygeplejerske her, som I kan kontakte, hvis det vokser jer over hovedet!”
Det voksede faktisk.
Allerede ugen efter fik hun et anfald hjemme i køkkenet, hvor hun lå og krampede midt i glasskår. Jeg tog så hårdt fat i armen, at hun havde blå mærker, kun for at afprøve om hun fakede.
Efterfølgende talte jeg med sygeplejersken.
Hvis jeg var utryg, kunne hun godt blive indlagt, vi havde en tid til EEG ugen efter på Vejle sygehus.
Nej de ville ikke fremskynde et EEG.
”Ok så havde hun nok læst overlægens notat!”
EEG viste tegn på epilepsi og hun kom i behandling, men anfaldene fortsatte ca. hver anden måned trods medicin, og mere medicin.
Vi fik afprøvet det kroatiske sygehussystem, da hun slog albuen under et anfald. De ville ikke have penge for behandlingen
”På husets regning” sagde de smilende. Gad vist om en kroatisk familie ville få samme gode behandling her?
Hvordan tackler man en 14-årig med en kronisk diagnose?
Vi var blevet meldt ind i Epilepsiforeningen og deltog i et forældrekursus. En samtale med en overlæge fra Filadelfia gav os noget at tænke over. Han sagde, at vi skulle få hende ordentlig udredt.
”I ved godt, der er en grænse for hvor mange store anfald hendes hjerne kan klare, før der kommer kognitive problemer.”
Nej det vidste vi ikke!
Vores neurolog anbefalede Filadelfia, og efter et nyt anfald sagde jeg meget upædagogisk, at nu var det Filadelfia.
Hun var nu blevet 15.
Og accepterede min 'tvang'.
Hvad vi ikke vidste var, at vi nu endte i det spil om besparelser, regionerne havde sat i gang.
Heldigvis var der også en fornuftig patientrådgiver ved Region Syddanmark, som støttede os.
Og en torsdag lå et brev fra Filadelfia, indlæggelse fra mandag på ungdomsafdelingen.
Astrid var nervøs, det var første gang hun skulle hjemme fra i længere tid. Og så indlæggelse på et sygehus. Hun sagde maks. 3 uger, så jeg kan nå mit 9. klasse projekt.
Der var stille i bilen, da vi kørte fra Nordfyn. Og der blev endnu mere stille, som vi kom nærmere.
Endelig kom vi frem.
Og blev modtaget af en af hendes 2 kontaktpersoner. Og de andre unge.
Her virkede rart, næsten lige som en efterskole, hvis man lige kunne se bort fra at en lige havde haft et anfald.
En lyttende læge. Han lyttede til os og sagde hvad deres planer var.
Udredning.
Vi ved godt du helst vil hjem efter 3 uger, det respekterer vi, men vi skal have styr på dine anfald.
Sammen med ungdomsafdelingen gik vi i kantinen, og vi tilbragte så lang tid her som var nødvendig, indtil Astrid sagde.
”Nu må I godt tage hjem.”
Aldrig har jeg været så aktiv på Facebook som I denne periode. Og på mobiltelefonen, det var mest hendes mor.
Men allerede næste gang vi var på stedet, var det en smilende Astrid som modtog os. Det eneste som var lidt kikset, var at vores hund snusede til Filadelfia-dufte i stedet for at hilse på Astrid.
Det blev til 2 måneders indlæggelse. Og ungdomsafdelingen tog så meget hensyn, at hun nåede hjem en skoledag, før hun skulle gå til skriftlig eksamen.
I indlæggelsesperioden havde hun både benyttet Filadelfias skole og elevintra på hendes egen skole. Her mødte vi en flok dygtige og velvillige lærere, som fik det til at fungere på afstand.
Hendes 9. klasseprojekt blev også gennemført.
På Filadelfia var det muligt at få foretaget udredningen, en samlet uge på EMU-en hvor hun konstant var koblet op på EEG og overvåget.
Resten af tiden var hun overvåget med kontrol hver ½ time.
'Min husarrest' som hun sagde med et smil.
Vi mødte et faglig kompetent personale, som både kunne agere professionelt og så samtidig skabe et rummeligt sted for de unge, så jeg som pædagog næsten blev misundelig.
Husk nu vi er altså et hospital var en talemåde, når der gik for meget efterskole i de unge.
Astrid blev trappet ud af sin epilepsimedicin og udredt af personalet og tog hjem med en diagnose PNES.
Inden var hele den nære familie indkaldt til samtale med en af kontaktpersonerne, så vi alle vidste hvad diagnosen indebar.
Der er faktisk en ret stor procent af de unge der går ud med den diagnose.
Diagnosen og den efterfølgende behandling kan kun finde sted fordi Filadelfia er epilepsieksperterne i Danmark. Hun går stadigvæk til samtaler på Filadelfia.
Hvis det havde været epilepsi, havde hun også haft brug for at blive udredt, så hun kunne blive korrekt medicineret.
Når hun fortæller om de andre hun var indlagt sammen med, har alle flyttet sig med kæmpeskridt hen mod et bedre liv. Så de unge kan komme videre med uddannelse og job.
På Filadelfia har de alle de specialister som er nødvendige i en moderne behandling.
Regioner mener at den behandling godt kan finde sted i de lokale regioner. Jamen det er da den direkte modsatte handlemåde, end hvad regionerne altid anbefaler.
Her på Fyn taler man om specialiseret behandling på OUH inden for mange områder. Det er derfor, der bygges nye supersygehuse som kan give den optimale behandling. Og små sygehuse bliver lukket!
Hvorfor må epilepsipatienterne ikke få den optimale behandling?
Kære politikere de millioner I sparer, vil I komme til at betale dobbelt eller tredobbelt ude i kommunerne.
Jeg tænker på hvor meget vores datter kostede i medicintilskud inden udredningen, og hvad hun ville have kostet de næste mange år, hvis hun ikke var blevet udredt af det faglige kompetente personale på Filadelfia.
Plus, men det ved jeg godt ikke tæller med, når man taler til politikere, den større livskvalitet en korrekt diagnose og behandling betyder.
Og var der ikke noget om, at ved forhandlingerne tidligere på året (2020) lovede en række politikere at finde pengene, så Filadelfia kunne fortsætte med deres ekspertice.
Det sidste er at vi nu har fået besked på at hendes videre behandling er stoppet indtil videre, og i værste fald for altid. Hvem er så i stand til at tage over?
Med venlig hilsen
En far.
Denne kronik om problemerne med den økonomiske nedlukning af Filadelfia, og Sundhedsminister Astrid Krags arrogante tavshed og nægten at gøre noget ved problemerne har jeg forsøgt at få i Politiken. Men de har hverken bragt den eller svaret på henvendelser.
Det var en af de samtaler, der igen og igen bliver afspillet på den indre skærm.
”Bjarne sæt dig lige ned. Astrid er faldet om på skolen og de kan ikke få kontakt med hende.
Ambulancen er på vej.....”
På vej mod skolen fik jeg en ny melding. Nu var hun kommet til bevidsthed.
Det var startet et stykke tid før, hendes hånd var begyndt at ryste.
”Pubertet, du mærker din krop for meget.”
Alligevel fik hun en tid hos familielægen.
Lægen mente også, det var noget uskadeligt, men lavede en henvisning til en neurolog.
Neurologen henviste til en scanning og henviste til en privatklinik, hvor vi kunne komme til i løbet af kort tid.
Nu det her.
Scanningen viste ingen ting, heldigvis. Og hun blev sendt videre til EEG på Vejle sygehus, det sted hvor de også havde mindst ventetid.
Hun nåede endnu engang med anfald og ambulance inden scanning og resultat.
Hvordan tackler man en 14-årig med krampeanfald. Tudeture. Kontrol. Beredskab. Bekymring, ja kort sagt fik vi et helt specielt forhold til vores mobiltelefon.
En dag tog vi efter den privatpraktiserende neurologs råd på Odense Universitets Hospital, vi medbragte også en mobiloptagelse af et anfald.
Overlægen her gad knap nok at se optagelsen, og han sagde de vise ord.
”Jeg tror ikke det er epilepsi.
Det er svært at være 14-årig pige i et belastet område.
Kender du nogen der har epilepsi?
I kan få en tid om 2 måneder hos vores psykolog.
I mellemtiden får I kortet til en sygeplejerske her, som I kan kontakte, hvis det vokser jer over hovedet!”
Det voksede faktisk.
Allerede ugen efter fik hun et anfald hjemme i køkkenet, hvor hun lå og krampede midt i glasskår. Jeg tog så hårdt fat i armen, at hun havde blå mærker, kun for at afprøve om hun fakede.
Efterfølgende talte jeg med sygeplejersken.
Hvis jeg var utryg, kunne hun godt blive indlagt, vi havde en tid til EEG ugen efter på Vejle sygehus.
Nej de ville ikke fremskynde et EEG.
”Ok så havde hun nok læst overlægens notat!”
EEG viste tegn på epilepsi og hun kom i behandling, men anfaldene fortsatte ca. hver anden måned trods medicin, og mere medicin.
Vi fik afprøvet det kroatiske sygehussystem, da hun slog albuen under et anfald. De ville ikke have penge for behandlingen
”På husets regning” sagde de smilende. Gad vist om en kroatisk familie ville få samme gode behandling her?
Hvordan tackler man en 14-årig med en kronisk diagnose?
Vi var blevet meldt ind i Epilepsiforeningen og deltog i et forældrekursus. En samtale med en overlæge fra Filadelfia gav os noget at tænke over. Han sagde, at vi skulle få hende ordentlig udredt.
”I ved godt, der er en grænse for hvor mange store anfald hendes hjerne kan klare, før der kommer kognitive problemer.”
Nej det vidste vi ikke!
Vores neurolog anbefalede Filadelfia, og efter et nyt anfald sagde jeg meget upædagogisk, at nu var det Filadelfia.
Hun var nu blevet 15.
Og accepterede min 'tvang'.
Hvad vi ikke vidste var, at vi nu endte i det spil om besparelser, regionerne havde sat i gang.
Heldigvis var der også en fornuftig patientrådgiver ved Region Syddanmark, som støttede os.
Og en torsdag lå et brev fra Filadelfia, indlæggelse fra mandag på ungdomsafdelingen.
Astrid var nervøs, det var første gang hun skulle hjemme fra i længere tid. Og så indlæggelse på et sygehus. Hun sagde maks. 3 uger, så jeg kan nå mit 9. klasse projekt.
Der var stille i bilen, da vi kørte fra Nordfyn. Og der blev endnu mere stille, som vi kom nærmere.
Endelig kom vi frem.
Og blev modtaget af en af hendes 2 kontaktpersoner. Og de andre unge.
Her virkede rart, næsten lige som en efterskole, hvis man lige kunne se bort fra at en lige havde haft et anfald.
En lyttende læge. Han lyttede til os og sagde hvad deres planer var.
Udredning.
Vi ved godt du helst vil hjem efter 3 uger, det respekterer vi, men vi skal have styr på dine anfald.
Sammen med ungdomsafdelingen gik vi i kantinen, og vi tilbragte så lang tid her som var nødvendig, indtil Astrid sagde.
”Nu må I godt tage hjem.”
Aldrig har jeg været så aktiv på Facebook som I denne periode. Og på mobiltelefonen, det var mest hendes mor.
Men allerede næste gang vi var på stedet, var det en smilende Astrid som modtog os. Det eneste som var lidt kikset, var at vores hund snusede til Filadelfia-dufte i stedet for at hilse på Astrid.
Det blev til 2 måneders indlæggelse. Og ungdomsafdelingen tog så meget hensyn, at hun nåede hjem en skoledag, før hun skulle gå til skriftlig eksamen.
I indlæggelsesperioden havde hun både benyttet Filadelfias skole og elevintra på hendes egen skole. Her mødte vi en flok dygtige og velvillige lærere, som fik det til at fungere på afstand.
Hendes 9. klasseprojekt blev også gennemført.
På Filadelfia var det muligt at få foretaget udredningen, en samlet uge på EMU-en hvor hun konstant var koblet op på EEG og overvåget.
Resten af tiden var hun overvåget med kontrol hver ½ time.
'Min husarrest' som hun sagde med et smil.
Vi mødte et faglig kompetent personale, som både kunne agere professionelt og så samtidig skabe et rummeligt sted for de unge, så jeg som pædagog næsten blev misundelig.
Husk nu vi er altså et hospital var en talemåde, når der gik for meget efterskole i de unge.
Astrid blev trappet ud af sin epilepsimedicin og udredt af personalet og tog hjem med en diagnose PNES.
Inden var hele den nære familie indkaldt til samtale med en af kontaktpersonerne, så vi alle vidste hvad diagnosen indebar.
Der er faktisk en ret stor procent af de unge der går ud med den diagnose.
Diagnosen og den efterfølgende behandling kan kun finde sted fordi Filadelfia er epilepsieksperterne i Danmark. Hun går stadigvæk til samtaler på Filadelfia.
Hvis det havde været epilepsi, havde hun også haft brug for at blive udredt, så hun kunne blive korrekt medicineret.
Når hun fortæller om de andre hun var indlagt sammen med, har alle flyttet sig med kæmpeskridt hen mod et bedre liv. Så de unge kan komme videre med uddannelse og job.
På Filadelfia har de alle de specialister som er nødvendige i en moderne behandling.
Regioner mener at den behandling godt kan finde sted i de lokale regioner. Jamen det er da den direkte modsatte handlemåde, end hvad regionerne altid anbefaler.
Her på Fyn taler man om specialiseret behandling på OUH inden for mange områder. Det er derfor, der bygges nye supersygehuse som kan give den optimale behandling. Og små sygehuse bliver lukket!
Hvorfor må epilepsipatienterne ikke få den optimale behandling?
Kære politikere de millioner I sparer, vil I komme til at betale dobbelt eller tredobbelt ude i kommunerne.
Jeg tænker på hvor meget vores datter kostede i medicintilskud inden udredningen, og hvad hun ville have kostet de næste mange år, hvis hun ikke var blevet udredt af det faglige kompetente personale på Filadelfia.
Plus, men det ved jeg godt ikke tæller med, når man taler til politikere, den større livskvalitet en korrekt diagnose og behandling betyder.
Og var der ikke noget om, at ved forhandlingerne tidligere på året (2020) lovede en række politikere at finde pengene, så Filadelfia kunne fortsætte med deres ekspertice.
Det sidste er at vi nu har fået besked på at hendes videre behandling er stoppet indtil videre, og i værste fald for altid. Hvem er så i stand til at tage over?
Med venlig hilsen
En far.
Denne kronik om problemerne med den økonomiske nedlukning af Filadelfia, og Sundhedsminister Astrid Krags arrogante tavshed og nægten at gøre noget ved problemerne har jeg forsøgt at få i Politiken. Men de har hverken bragt den eller svaret på henvendelser.
fredag den 7. oktober 2011
Anna Politkovskaja
Jeg har klippet lidt fra Tjetjeniens nyhedsmail
"I dag er det 5-års dagen for mordet på Anna Politkovskaja. Mens de virkelige bagmænd fortsat går fri under en sky af kontinuerligt udlagte røgslør - og mens man belært af alle erfaringer stadig kun kan betvivle såkaldt "russisk justits" - er der heldigvis fortsat en tapper og modig skare der følger i Annas fodspor. Som I ser.
På en bitter årsdag, der i år falder sammen med årets uddeling af Fredsprisen til andre tapre kvinder verden over, ligger der således både en opfordring til vedblivende at huske - og vedblivende at støtte mennesker, der vover at trodse forbryderiske magthavere, med livet som indsats. Husk Anna Politkovskaja - og alle de andre af hendes format og støbning!" Thomas Bindesbølle Larsen
Se også min digtvideo: http://youtu.be/WwpLTvEAZrc
"I dag er det 5-års dagen for mordet på Anna Politkovskaja. Mens de virkelige bagmænd fortsat går fri under en sky af kontinuerligt udlagte røgslør - og mens man belært af alle erfaringer stadig kun kan betvivle såkaldt "russisk justits" - er der heldigvis fortsat en tapper og modig skare der følger i Annas fodspor. Som I ser.
På en bitter årsdag, der i år falder sammen med årets uddeling af Fredsprisen til andre tapre kvinder verden over, ligger der således både en opfordring til vedblivende at huske - og vedblivende at støtte mennesker, der vover at trodse forbryderiske magthavere, med livet som indsats. Husk Anna Politkovskaja - og alle de andre af hendes format og støbning!" Thomas Bindesbølle Larsen
Se også min digtvideo: http://youtu.be/WwpLTvEAZrc
tirsdag den 4. oktober 2011
Samvirke Oktober 2011
Bøger på sms
Skønlitteratur på sms er ret populært i Japan.
Man modtager et kapitel, der er så kort, at man kan nå at læse det
mellem to stationer i Metroen.
I Danmark har forfatteren Bjarne Kim Pedersen udgivet en række sms-digte,
mens forfatteren Merete Pryds Helle var den første til i 2008 at udgive sms-romanen
Jeg tror, jeg elsker dig. Sms-bogen koster 25 kr.
Jeg vil lige tilføje et par links: http://smspress.dk/udgivelser/køreplan/
http://smsdigte.blogspot.com/
http://overhaling.blogspot.com/
Skønlitteratur på sms er ret populært i Japan.
Man modtager et kapitel, der er så kort, at man kan nå at læse det
mellem to stationer i Metroen.
I Danmark har forfatteren Bjarne Kim Pedersen udgivet en række sms-digte,
mens forfatteren Merete Pryds Helle var den første til i 2008 at udgive sms-romanen
Jeg tror, jeg elsker dig. Sms-bogen koster 25 kr.
Jeg vil lige tilføje et par links: http://smspress.dk/udgivelser/køreplan/
http://smsdigte.blogspot.com/
http://overhaling.blogspot.com/
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
