Voting Rights
One man one vote
one woman one vote, who
stole your votes
Stemmeret
Én mand én stemme
én kvinde én stemme, hvem
stjal jeres stemmer
den 12. juni er det 1 år siden Ahmajinedad stjal valgsejren.
On 12 June 2009 the Iranian people went to the polls to
choose their president. That evening Ahmadinejad was declared as the victor.
As a protest against the controversial result, people began to
demonstrate out on the streets of Iran. This peaceful protest was met by brutal violence. Since the unrest began in June 2009
at least 89 people killed, more than 3,000 imprisoned and
hundreds of thousands injured.
Today, nearly a year later, the Iranian people still refuse to
recognize Ahmadinejad as the country's president. The world has seen their struggle and today we remind you once again about their efforts for democracy and freedom.
fredag den 11. juni 2010
lørdag den 5. juni 2010
Fodboldfest 05.06.1985. Kronik i Fyens Stiftstidende
Bryllup og Fodboldfest
Det startede for 25. år siden.
Det var den dag i parken.
Nej, for at være korrekt så startede det nogle år tidligere både fodboldlandsholdet og os.
Men det var den store dag i parklen hvor USSR blev banket 4 – 2. Jeg husker det også som vores brylupsdag.
Vi var startet 7 år tidligere, hvor vi begyndte at holde i hånd og alt det andet netop på en Grundlovsdag. På et tidspunkt hvor Danmark havde hedebølge og følte sig som noget Sydeuropæisk med udendørs caféliv endnu inden terassevarmere gjorde sit til det udendørs og den globale opvarmning.
Men det danske fodboldlandshold havde også før gjort sig bemærket.
I sommeren 84 rejste vi rundt i Bosnien, og en varm eftermiddag i Sarajevo i parken som lå lige ved siden af Marsala Tita, mødte vi en flok drenge.
Vi var trukket ind i parken for at spise nogle chevapcici som vi havde købt ved en gadebod. Nogle drenge spillede fodbold. Da jeg skød bolden tilbage, kom vi i snak. De ville også gerne snakke med vores hunde. En af dem havde en stor hundehvalp med. Den fik lov til at lege med vores hunde.
De spurgte med deres få engelske ord, hvor vi kom fra.
”Oh Denmark, Danska!”
En af drengene havde boet i Sverige i nogle år, så vi kunne tale skandinavisk med ham.
De kunne også huske fodbold:
Danmark – Jugoslavien 5 – 0. ved det EM som lige var overstået. Vi var imponeret over at de kunne: 1 – 0 Frank Arnesen, 2 – 0 Klaus Berggren, 3 – 0 Frank Arnesen, 4 – 0 Preben Elkjær, 5 – 0 John Lauridsen. Som tak for indsatsen fik de en pakke kiks.
Senere spillede parken her og fodbold også sammen i en helt anden tragisk sammenhæng.
Det var dengang Sarajevo blev belejret. Et offentligt slagtehus. Serberne lå i ring uden om byen. Og skød til måls efter levende mål.
Familiefædre kom og betalte for at få lov til at skyde efter den belejrede befolkning fra stillingerne oppe i bjergene. Parken blev ribbet for træer og andet der kunne bruges til brænde i den belejrede by. Og byens fodboldbaner blev brugt til begravelsespladser
Det var også den krig som gjorde at Danmark overtog Jugoslaviens slutspilsplads ved EM 92.
Tilbage til Grundlovsdag 1985. Vi havde bestilt tid hos borgmesteren. Og på selve dagen skulle kun de nærmeste, altså vores forældre med.
Det var en kort hyggelig ceremoni. Den blev dog lidt længere fordi under sherryen bagefter kom borgmesteren og min far til at tale om jagt. Og når to ældre jægere mødes, så bliver der trykket på fortælleknappen. Jeg tror, der blev skænket op flere gange, inden vi slap afsted, og jeg tror faktisk jægerne fandt ud af, at de både havde fælles jagtbekendte og måske havde været på jagt sammen.
Vi var nu lykkelige nygifte og tog hjem til vores hyggelige landhus, hvor flaget var blevet hejst over vejen. Dengang ejede vi ikke en flagstand, så et reb var monteret fra et træ tværs over vejen til huset. Det gav helt mindelser om dengang Kongen red over grænsen i 1920 og Sønderjylland var genforenet med resten af Danmark.
Vi fik et hyggeligt måltid. Selve bryllupsfesten blev holdt lørdagen efter. Det var vores måde at fejre dagen på med resten af familien og alle vennerne.
Godt mætte skulle vi ud på en gåtur. Vi var jo lige flyttet til området, så alle havde lyst til at se mere af den skønne natur. Så vi gik afsted med 2 stk. gravhunde og en halvcocker i snor.
Det var skønt vejr, blå himmel og lærkerne sang over de bølgende kornmarker. Vi vidste, at vi kunne følge markvejen rundt og så komme en anden vej tilbage. Det var landlig idyl med det nygifte par og en god stemning. Men intet paradis uden slanger.
Ved en af husene på den anden side markerne var en løs bokser. Den mente, at det var dens territorium og gik til angreb på gravhundene.
Pludselig var det hele forvandlet til en kampplads. Svigermorens briller røg sig en tur og blev ødelagt. Jeg kastede mig ind i kampen for at redde de små hunde.
Faktisk var det et tidspunkt, hvor jeg rullede rundt og havde fat i hovedet på den gale hund. Eller rettere jeg klemte om hundens hals. Mirakuløst blev jeg ikke bidt og jeg forhindrede vores små hunde i at blive skambidt.
Endelig kom ejeren ud, og fik fat i sin gale hund, som jeg stadigvæk var ved at kvæle. Samtidig fik han skæld ud af resten af familien.
Han undskyldte mange gange, og bagefter blev der også givet erstatning for det ødlagte, og vi fik hilst ordentlig på. Jeg ved ikke, om vi kan kalde det nabo, det hedder vel en eller anden form for genbo.
Vi kom hjem lettere rystede, drak kaffe og tændte for fjernsynet.
Indtil dette tidspunkt havde jeg vist hørt de fleste dumme bemærkninger fra min nygifte frue som ofte kommenterede fodbold som: ”hvorfor ikke give dem en bold hver så alle, hvormange er det de er?, ikke skal slås om den samme!”
45.700 tilskuere på en dag hvor græssert var utrolig grønt, solen strålede og det gjorde de rød-hvide også.
Først havde Ole Qvist en pragtredning. Og så efter 16 minutter havnede en returbold hos Elkjær, der huggede til med venstre ben. 1 – 0.
Vi råbte og skrev og viftede med flag.
3 minutter senere næsten en gentagelse. Igen Elkjær 2 – 0. Nu var den nygifte frue også med i heppekoret. Danmark førte 2 – 0. Og vi var ikke engang 20 minutter inde i kampen.
Men få minutter senere smed russeren Protassov en spand kold vand på den danske jubel, da han reducerede til 2 – 1.
Alligevel fortsatte solen med at skinne. Det var som om at vi troede på det. I dag kunne det ikke gå galt.
Efter pausen tog Laudrup over. Først næsten liggende fik han sendt bolden i mål. Og tre minutter senere et kontraløb som han endte med at sende i mål.
4 – 1. Måltavlen blinkede i sommersolen. Det var for godt til at være sandt. Og Sovjetunionen reducerede til 4 – 2. Senere stod Claus Berggren perfekt på stregen og forhindrede deres tredje mål. Hvis de havde scoret her, var det blevet alt for spændende.
Vi råbte, vi skreg, vi skålede og viftede med vores papirflag.
Det var jo en bryllupsdag som lovede godt.
Danmark var trods vores størrelse en fodboldmagt. Som Uffe Ellemann senere sagde: ”If you cant join them, beat them.”
Det startede for 25. år siden.
Det var den dag i parken.
Nej, for at være korrekt så startede det nogle år tidligere både fodboldlandsholdet og os.
Men det var den store dag i parklen hvor USSR blev banket 4 – 2. Jeg husker det også som vores brylupsdag.
Vi var startet 7 år tidligere, hvor vi begyndte at holde i hånd og alt det andet netop på en Grundlovsdag. På et tidspunkt hvor Danmark havde hedebølge og følte sig som noget Sydeuropæisk med udendørs caféliv endnu inden terassevarmere gjorde sit til det udendørs og den globale opvarmning.
Men det danske fodboldlandshold havde også før gjort sig bemærket.
I sommeren 84 rejste vi rundt i Bosnien, og en varm eftermiddag i Sarajevo i parken som lå lige ved siden af Marsala Tita, mødte vi en flok drenge.
Vi var trukket ind i parken for at spise nogle chevapcici som vi havde købt ved en gadebod. Nogle drenge spillede fodbold. Da jeg skød bolden tilbage, kom vi i snak. De ville også gerne snakke med vores hunde. En af dem havde en stor hundehvalp med. Den fik lov til at lege med vores hunde.
De spurgte med deres få engelske ord, hvor vi kom fra.
”Oh Denmark, Danska!”
En af drengene havde boet i Sverige i nogle år, så vi kunne tale skandinavisk med ham.
De kunne også huske fodbold:
Danmark – Jugoslavien 5 – 0. ved det EM som lige var overstået. Vi var imponeret over at de kunne: 1 – 0 Frank Arnesen, 2 – 0 Klaus Berggren, 3 – 0 Frank Arnesen, 4 – 0 Preben Elkjær, 5 – 0 John Lauridsen. Som tak for indsatsen fik de en pakke kiks.
Senere spillede parken her og fodbold også sammen i en helt anden tragisk sammenhæng.
Det var dengang Sarajevo blev belejret. Et offentligt slagtehus. Serberne lå i ring uden om byen. Og skød til måls efter levende mål.
Familiefædre kom og betalte for at få lov til at skyde efter den belejrede befolkning fra stillingerne oppe i bjergene. Parken blev ribbet for træer og andet der kunne bruges til brænde i den belejrede by. Og byens fodboldbaner blev brugt til begravelsespladser
Det var også den krig som gjorde at Danmark overtog Jugoslaviens slutspilsplads ved EM 92.
Tilbage til Grundlovsdag 1985. Vi havde bestilt tid hos borgmesteren. Og på selve dagen skulle kun de nærmeste, altså vores forældre med.
Det var en kort hyggelig ceremoni. Den blev dog lidt længere fordi under sherryen bagefter kom borgmesteren og min far til at tale om jagt. Og når to ældre jægere mødes, så bliver der trykket på fortælleknappen. Jeg tror, der blev skænket op flere gange, inden vi slap afsted, og jeg tror faktisk jægerne fandt ud af, at de både havde fælles jagtbekendte og måske havde været på jagt sammen.
Vi var nu lykkelige nygifte og tog hjem til vores hyggelige landhus, hvor flaget var blevet hejst over vejen. Dengang ejede vi ikke en flagstand, så et reb var monteret fra et træ tværs over vejen til huset. Det gav helt mindelser om dengang Kongen red over grænsen i 1920 og Sønderjylland var genforenet med resten af Danmark.
Vi fik et hyggeligt måltid. Selve bryllupsfesten blev holdt lørdagen efter. Det var vores måde at fejre dagen på med resten af familien og alle vennerne.
Godt mætte skulle vi ud på en gåtur. Vi var jo lige flyttet til området, så alle havde lyst til at se mere af den skønne natur. Så vi gik afsted med 2 stk. gravhunde og en halvcocker i snor.
Det var skønt vejr, blå himmel og lærkerne sang over de bølgende kornmarker. Vi vidste, at vi kunne følge markvejen rundt og så komme en anden vej tilbage. Det var landlig idyl med det nygifte par og en god stemning. Men intet paradis uden slanger.
Ved en af husene på den anden side markerne var en løs bokser. Den mente, at det var dens territorium og gik til angreb på gravhundene.
Pludselig var det hele forvandlet til en kampplads. Svigermorens briller røg sig en tur og blev ødelagt. Jeg kastede mig ind i kampen for at redde de små hunde.
Faktisk var det et tidspunkt, hvor jeg rullede rundt og havde fat i hovedet på den gale hund. Eller rettere jeg klemte om hundens hals. Mirakuløst blev jeg ikke bidt og jeg forhindrede vores små hunde i at blive skambidt.
Endelig kom ejeren ud, og fik fat i sin gale hund, som jeg stadigvæk var ved at kvæle. Samtidig fik han skæld ud af resten af familien.
Han undskyldte mange gange, og bagefter blev der også givet erstatning for det ødlagte, og vi fik hilst ordentlig på. Jeg ved ikke, om vi kan kalde det nabo, det hedder vel en eller anden form for genbo.
Vi kom hjem lettere rystede, drak kaffe og tændte for fjernsynet.
Indtil dette tidspunkt havde jeg vist hørt de fleste dumme bemærkninger fra min nygifte frue som ofte kommenterede fodbold som: ”hvorfor ikke give dem en bold hver så alle, hvormange er det de er?, ikke skal slås om den samme!”
45.700 tilskuere på en dag hvor græssert var utrolig grønt, solen strålede og det gjorde de rød-hvide også.
Først havde Ole Qvist en pragtredning. Og så efter 16 minutter havnede en returbold hos Elkjær, der huggede til med venstre ben. 1 – 0.
Vi råbte og skrev og viftede med flag.
3 minutter senere næsten en gentagelse. Igen Elkjær 2 – 0. Nu var den nygifte frue også med i heppekoret. Danmark førte 2 – 0. Og vi var ikke engang 20 minutter inde i kampen.
Men få minutter senere smed russeren Protassov en spand kold vand på den danske jubel, da han reducerede til 2 – 1.
Alligevel fortsatte solen med at skinne. Det var som om at vi troede på det. I dag kunne det ikke gå galt.
Efter pausen tog Laudrup over. Først næsten liggende fik han sendt bolden i mål. Og tre minutter senere et kontraløb som han endte med at sende i mål.
4 – 1. Måltavlen blinkede i sommersolen. Det var for godt til at være sandt. Og Sovjetunionen reducerede til 4 – 2. Senere stod Claus Berggren perfekt på stregen og forhindrede deres tredje mål. Hvis de havde scoret her, var det blevet alt for spændende.
Vi råbte, vi skreg, vi skålede og viftede med vores papirflag.
Det var jo en bryllupsdag som lovede godt.
Danmark var trods vores størrelse en fodboldmagt. Som Uffe Ellemann senere sagde: ”If you cant join them, beat them.”
søndag den 16. maj 2010
Iran åbent brev i Fyens Stiftstidende 15.05.10
Fyens Stiftstidende bragte lørdag mit åbne brev omkring de danske mediers tavshed. Tak for det.
Ikke mange ord om de iranske hængninger.
Fyens Stiftstidende Printed Saturday my open letter about the Danish silence.
Thanks.
Not many words about the Iranian hangings
Ikke mange ord om de iranske hængninger.
Fyens Stiftstidende Printed Saturday my open letter about the Danish silence.
Thanks.
Not many words about the Iranian hangings
onsdag den 12. maj 2010
Iran hangs a litte fish. / danske medier tavse!
The Washington Times
Tuesday, May 11, 2010
EDITORIAL: Iran hangs a little fish
THE WASHINGTON TIMES
A year ago, The Washington Times helped bring the world's attention to the plight of Farzad Kamangar, a Kurdish school-
teacher wrongly accused of being a terrorist by the Islamic regime in Tehran. He spent almost four years of physical and mental torture in Iran's prison system. Mr. Kamangar's suffering ceased Sunday at the end of a hangman's noose. He was 34 years old.
Mr. Kamangar was killed along with four other "moharebs" or "enemies of God," whom the regime said were "convicted of carrying out terrorist acts." Three of the cases were still undergoing mandatory review when the executions were rushed through. Phone connections to Tehran's infamous Evin Prison were cut over the weekend while the executions were prepared and carried out. The regime did not notify the families or defense attorneys of the condemned in advance, as required by law - they learned of the execution from a press release. For a regime that claims to be the instrument of God, it behaved more like a criminal cabal with something to hide.
Mr. Kamangar's crime was being a Kurd. He taught at an elementary school in the northwestern Iranian city of Kamyaran, where he was a member of the Kurdistan Teachers Union and wrote for various underground human rights publications. He secretly taught his Kurdish students their banned language and told stories about their culture and history. He was arrested in July 2006 and subjected to beatings, whippings, electric shocks, malnourishment, sleep deprivation, and solitary confinement in cold, squalid cells. His cries of torment were drowned out by loud tapes playing passages from the Koran.
Mr. Kamangar was given a five-minute trial in February 2008. His lawyer, Khalil Bahramian, told The Washington Times by phone from Iran last year that there was "absolutely no evidence against Farzad that connects him to a terrorist group or activity." Farzad, he said, "is a teacher, a poet, a journalist, a human rights activist and a special person." And no such evidence was presented to the court, or was needed for it to make its perfunctory, predetermined ruling.
In his final letter from prison, Mr. Kamangar related the Iranian story "The Little Black Fish," written in 1967 by the dissident teacher Samad Behrangi, which tells the story of a little fish who defies the rules of his community to embark on a journey to discover the sea. Through many adventures, the little black fish finds freedom, but also an untimely death. "Is it possible to be a teacher and not show the path to the sea to the little fish of the country?" he wrote. "Is it possible to carry the heavy burden of being a teacher and be responsible for spreading the seeds of knowledge and still be silent? Is it possible to see the lumps in the throats of the students and witness their thin and malnourished faces and keep quiet? ... I cannot imagine witnessing the pain and poverty of the people of this land and fail to give our hearts to the river and the sea, to the roar and the flood."
Mr. Kamangar wrote, "The Little Fish calmly swam in the sea and thought: Facing death is not hard for me, nor do I regret it."
http://www.washingtontimes.com/news/2010/may/11/iran-hangs-a-little-fish/print/
Tuesday, May 11, 2010
EDITORIAL: Iran hangs a little fish
THE WASHINGTON TIMES
A year ago, The Washington Times helped bring the world's attention to the plight of Farzad Kamangar, a Kurdish school-
teacher wrongly accused of being a terrorist by the Islamic regime in Tehran. He spent almost four years of physical and mental torture in Iran's prison system. Mr. Kamangar's suffering ceased Sunday at the end of a hangman's noose. He was 34 years old.
Mr. Kamangar was killed along with four other "moharebs" or "enemies of God," whom the regime said were "convicted of carrying out terrorist acts." Three of the cases were still undergoing mandatory review when the executions were rushed through. Phone connections to Tehran's infamous Evin Prison were cut over the weekend while the executions were prepared and carried out. The regime did not notify the families or defense attorneys of the condemned in advance, as required by law - they learned of the execution from a press release. For a regime that claims to be the instrument of God, it behaved more like a criminal cabal with something to hide.
Mr. Kamangar's crime was being a Kurd. He taught at an elementary school in the northwestern Iranian city of Kamyaran, where he was a member of the Kurdistan Teachers Union and wrote for various underground human rights publications. He secretly taught his Kurdish students their banned language and told stories about their culture and history. He was arrested in July 2006 and subjected to beatings, whippings, electric shocks, malnourishment, sleep deprivation, and solitary confinement in cold, squalid cells. His cries of torment were drowned out by loud tapes playing passages from the Koran.
Mr. Kamangar was given a five-minute trial in February 2008. His lawyer, Khalil Bahramian, told The Washington Times by phone from Iran last year that there was "absolutely no evidence against Farzad that connects him to a terrorist group or activity." Farzad, he said, "is a teacher, a poet, a journalist, a human rights activist and a special person." And no such evidence was presented to the court, or was needed for it to make its perfunctory, predetermined ruling.
In his final letter from prison, Mr. Kamangar related the Iranian story "The Little Black Fish," written in 1967 by the dissident teacher Samad Behrangi, which tells the story of a little fish who defies the rules of his community to embark on a journey to discover the sea. Through many adventures, the little black fish finds freedom, but also an untimely death. "Is it possible to be a teacher and not show the path to the sea to the little fish of the country?" he wrote. "Is it possible to carry the heavy burden of being a teacher and be responsible for spreading the seeds of knowledge and still be silent? Is it possible to see the lumps in the throats of the students and witness their thin and malnourished faces and keep quiet? ... I cannot imagine witnessing the pain and poverty of the people of this land and fail to give our hearts to the river and the sea, to the roar and the flood."
Mr. Kamangar wrote, "The Little Fish calmly swam in the sea and thought: Facing death is not hard for me, nor do I regret it."
http://www.washingtontimes.com/news/2010/may/11/iran-hangs-a-little-fish/print/
tirsdag den 11. maj 2010
Køreplan http://smspress.dk/
Så kan Køreplan hentes på din mobil.
send en sms - SP KØREPLAN til 1277 den koster 5 kr.
se også http://smspress.dk/
Det er forlaget SMS Press der står for udgivelsen
send en sms - SP KØREPLAN til 1277 den koster 5 kr.
se også http://smspress.dk/
Det er forlaget SMS Press der står for udgivelsen
mandag den 10. maj 2010
Iran åbent brev til danske medier
9. maj.
Det er mors dag, det var også den dag hvor Helle Thorning Schmidts skolevalg stjal overskrifterne.
Og Danmarks flotte 4 – 1 sejr over Finland.
Og Kenneth Bjerres speedway-sejr.
Jeg undrer mig lidt over hvad der er galt med vores del af verden.
Den lille andegård, vi har vel de nyheder vi fortjener men...
Søndag morgen blev fem politiske fanger henrettet i Teheran
Alle fem er dømt for mohareb (forbrydelser mod Gud). Og de er dømt ved retssager som i nogle tilfælde har varet 7 minutter! Anklagen var væbnet kamp, men det er tvivlsomt, de er alle kendt som politiske aktivister.
Lige nu ligner det en henrettelseskampagne fra præstestyret som skal afskrække oppositionen fra at gå på gaden den 12. juni, der er et-årsdagen for valget som førte til genvalg af Mahmoud Ahmadinejad.
Desværre ser det ud til at være uvedkommende for danske medier.
Hverken DR, TV2 eller de førende aviser nævnte henrettelserne. Mærkeligt i en globaliseret verden.
Blomster og chokolade på mors dag, og mødre i verdens fattige lande. Ja men alle de fem henrettede havde også mødre. Som nok er lidt ligeglade med ildfluer til støtte for mors dag, selv om det er Olafur Eliasson som har skabt ildflueværket. (og støtte til mødre i den 3. verden er også en god sag!)
Måske kunne han skabe noget til:
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Jeg har en naiv drøm om at vi godt kan gøre en forskel. Hvis det var på dagsordenen. Hvis DR, TV2 og de førende dagblade bragte historierne kunne det være med til at lægge pres på Iran.
Måske et bedre pres end diverse atom sanktioner, og trusler om endnu en blodig krig i området.
Måske kunne Olafur Eliassons ildflueide bruges til et lysende grønt hav af protester.
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
Med venlig hilsen
Bjarne Kim Pedersen
Det er mors dag, det var også den dag hvor Helle Thorning Schmidts skolevalg stjal overskrifterne.
Og Danmarks flotte 4 – 1 sejr over Finland.
Og Kenneth Bjerres speedway-sejr.
Jeg undrer mig lidt over hvad der er galt med vores del af verden.
Den lille andegård, vi har vel de nyheder vi fortjener men...
Søndag morgen blev fem politiske fanger henrettet i Teheran
Alle fem er dømt for mohareb (forbrydelser mod Gud). Og de er dømt ved retssager som i nogle tilfælde har varet 7 minutter! Anklagen var væbnet kamp, men det er tvivlsomt, de er alle kendt som politiske aktivister.
Lige nu ligner det en henrettelseskampagne fra præstestyret som skal afskrække oppositionen fra at gå på gaden den 12. juni, der er et-årsdagen for valget som førte til genvalg af Mahmoud Ahmadinejad.
Desværre ser det ud til at være uvedkommende for danske medier.
Hverken DR, TV2 eller de førende aviser nævnte henrettelserne. Mærkeligt i en globaliseret verden.
Blomster og chokolade på mors dag, og mødre i verdens fattige lande. Ja men alle de fem henrettede havde også mødre. Som nok er lidt ligeglade med ildfluer til støtte for mors dag, selv om det er Olafur Eliasson som har skabt ildflueværket. (og støtte til mødre i den 3. verden er også en god sag!)
Måske kunne han skabe noget til:
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Jeg har en naiv drøm om at vi godt kan gøre en forskel. Hvis det var på dagsordenen. Hvis DR, TV2 og de førende dagblade bragte historierne kunne det være med til at lægge pres på Iran.
Måske et bedre pres end diverse atom sanktioner, og trusler om endnu en blodig krig i området.
Måske kunne Olafur Eliassons ildflueide bruges til et lysende grønt hav af protester.
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
Med venlig hilsen
Bjarne Kim Pedersen
søndag den 9. maj 2010
FARZAD KAMANGAR and 4 Other political prisoners EXECUTED!
FARZAD KAMANGAR and 4 Other political prisoners EXECUTED!
9th May 2010
Farzad Kamangar
was killed this morning, so
quiet here
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
9th May 2010
Farzad Kamangar
was killed this morning, so
quiet here
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
Abonner på:
Opslag (Atom)
