9. maj.
Det er mors dag, det var også den dag hvor Helle Thorning Schmidts skolevalg stjal overskrifterne.
Og Danmarks flotte 4 – 1 sejr over Finland.
Og Kenneth Bjerres speedway-sejr.
Jeg undrer mig lidt over hvad der er galt med vores del af verden.
Den lille andegård, vi har vel de nyheder vi fortjener men...
Søndag morgen blev fem politiske fanger henrettet i Teheran
Alle fem er dømt for mohareb (forbrydelser mod Gud). Og de er dømt ved retssager som i nogle tilfælde har varet 7 minutter! Anklagen var væbnet kamp, men det er tvivlsomt, de er alle kendt som politiske aktivister.
Lige nu ligner det en henrettelseskampagne fra præstestyret som skal afskrække oppositionen fra at gå på gaden den 12. juni, der er et-årsdagen for valget som førte til genvalg af Mahmoud Ahmadinejad.
Desværre ser det ud til at være uvedkommende for danske medier.
Hverken DR, TV2 eller de førende aviser nævnte henrettelserne. Mærkeligt i en globaliseret verden.
Blomster og chokolade på mors dag, og mødre i verdens fattige lande. Ja men alle de fem henrettede havde også mødre. Som nok er lidt ligeglade med ildfluer til støtte for mors dag, selv om det er Olafur Eliasson som har skabt ildflueværket. (og støtte til mødre i den 3. verden er også en god sag!)
Måske kunne han skabe noget til:
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Jeg har en naiv drøm om at vi godt kan gøre en forskel. Hvis det var på dagsordenen. Hvis DR, TV2 og de førende dagblade bragte historierne kunne det være med til at lægge pres på Iran.
Måske et bedre pres end diverse atom sanktioner, og trusler om endnu en blodig krig i området.
Måske kunne Olafur Eliassons ildflueide bruges til et lysende grønt hav af protester.
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
Med venlig hilsen
Bjarne Kim Pedersen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Kære Bjarne. Sikke godt du har skrevet om hele situationen.. Kunne ikke forklares bedre.
Jeg er selv oprindeligt fra Iran og utrolig rystet over dette. Jeg er mere såret over jeg de danske medier på ingen måde har dækket over dette.. Jeg ville læse nærmere om situationen og da jeg slog det op på nettet er du en af de eneste der har udtalt dig om sagen. Det værdsætter jeg men hvor er det bare for dårligt af de danske medier.. som du selv nævner, vi lever altså i en globaliseret verden!
Mvh Avin
Send en kommentar