The Washington Times
Tuesday, May 11, 2010
EDITORIAL: Iran hangs a little fish
THE WASHINGTON TIMES
A year ago, The Washington Times helped bring the world's attention to the plight of Farzad Kamangar, a Kurdish school-
teacher wrongly accused of being a terrorist by the Islamic regime in Tehran. He spent almost four years of physical and mental torture in Iran's prison system. Mr. Kamangar's suffering ceased Sunday at the end of a hangman's noose. He was 34 years old.
Mr. Kamangar was killed along with four other "moharebs" or "enemies of God," whom the regime said were "convicted of carrying out terrorist acts." Three of the cases were still undergoing mandatory review when the executions were rushed through. Phone connections to Tehran's infamous Evin Prison were cut over the weekend while the executions were prepared and carried out. The regime did not notify the families or defense attorneys of the condemned in advance, as required by law - they learned of the execution from a press release. For a regime that claims to be the instrument of God, it behaved more like a criminal cabal with something to hide.
Mr. Kamangar's crime was being a Kurd. He taught at an elementary school in the northwestern Iranian city of Kamyaran, where he was a member of the Kurdistan Teachers Union and wrote for various underground human rights publications. He secretly taught his Kurdish students their banned language and told stories about their culture and history. He was arrested in July 2006 and subjected to beatings, whippings, electric shocks, malnourishment, sleep deprivation, and solitary confinement in cold, squalid cells. His cries of torment were drowned out by loud tapes playing passages from the Koran.
Mr. Kamangar was given a five-minute trial in February 2008. His lawyer, Khalil Bahramian, told The Washington Times by phone from Iran last year that there was "absolutely no evidence against Farzad that connects him to a terrorist group or activity." Farzad, he said, "is a teacher, a poet, a journalist, a human rights activist and a special person." And no such evidence was presented to the court, or was needed for it to make its perfunctory, predetermined ruling.
In his final letter from prison, Mr. Kamangar related the Iranian story "The Little Black Fish," written in 1967 by the dissident teacher Samad Behrangi, which tells the story of a little fish who defies the rules of his community to embark on a journey to discover the sea. Through many adventures, the little black fish finds freedom, but also an untimely death. "Is it possible to be a teacher and not show the path to the sea to the little fish of the country?" he wrote. "Is it possible to carry the heavy burden of being a teacher and be responsible for spreading the seeds of knowledge and still be silent? Is it possible to see the lumps in the throats of the students and witness their thin and malnourished faces and keep quiet? ... I cannot imagine witnessing the pain and poverty of the people of this land and fail to give our hearts to the river and the sea, to the roar and the flood."
Mr. Kamangar wrote, "The Little Fish calmly swam in the sea and thought: Facing death is not hard for me, nor do I regret it."
http://www.washingtontimes.com/news/2010/may/11/iran-hangs-a-little-fish/print/
onsdag den 12. maj 2010
tirsdag den 11. maj 2010
Køreplan http://smspress.dk/
Så kan Køreplan hentes på din mobil.
send en sms - SP KØREPLAN til 1277 den koster 5 kr.
se også http://smspress.dk/
Det er forlaget SMS Press der står for udgivelsen
send en sms - SP KØREPLAN til 1277 den koster 5 kr.
se også http://smspress.dk/
Det er forlaget SMS Press der står for udgivelsen
mandag den 10. maj 2010
Iran åbent brev til danske medier
9. maj.
Det er mors dag, det var også den dag hvor Helle Thorning Schmidts skolevalg stjal overskrifterne.
Og Danmarks flotte 4 – 1 sejr over Finland.
Og Kenneth Bjerres speedway-sejr.
Jeg undrer mig lidt over hvad der er galt med vores del af verden.
Den lille andegård, vi har vel de nyheder vi fortjener men...
Søndag morgen blev fem politiske fanger henrettet i Teheran
Alle fem er dømt for mohareb (forbrydelser mod Gud). Og de er dømt ved retssager som i nogle tilfælde har varet 7 minutter! Anklagen var væbnet kamp, men det er tvivlsomt, de er alle kendt som politiske aktivister.
Lige nu ligner det en henrettelseskampagne fra præstestyret som skal afskrække oppositionen fra at gå på gaden den 12. juni, der er et-årsdagen for valget som førte til genvalg af Mahmoud Ahmadinejad.
Desværre ser det ud til at være uvedkommende for danske medier.
Hverken DR, TV2 eller de førende aviser nævnte henrettelserne. Mærkeligt i en globaliseret verden.
Blomster og chokolade på mors dag, og mødre i verdens fattige lande. Ja men alle de fem henrettede havde også mødre. Som nok er lidt ligeglade med ildfluer til støtte for mors dag, selv om det er Olafur Eliasson som har skabt ildflueværket. (og støtte til mødre i den 3. verden er også en god sag!)
Måske kunne han skabe noget til:
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Jeg har en naiv drøm om at vi godt kan gøre en forskel. Hvis det var på dagsordenen. Hvis DR, TV2 og de førende dagblade bragte historierne kunne det være med til at lægge pres på Iran.
Måske et bedre pres end diverse atom sanktioner, og trusler om endnu en blodig krig i området.
Måske kunne Olafur Eliassons ildflueide bruges til et lysende grønt hav af protester.
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
Med venlig hilsen
Bjarne Kim Pedersen
Det er mors dag, det var også den dag hvor Helle Thorning Schmidts skolevalg stjal overskrifterne.
Og Danmarks flotte 4 – 1 sejr over Finland.
Og Kenneth Bjerres speedway-sejr.
Jeg undrer mig lidt over hvad der er galt med vores del af verden.
Den lille andegård, vi har vel de nyheder vi fortjener men...
Søndag morgen blev fem politiske fanger henrettet i Teheran
Alle fem er dømt for mohareb (forbrydelser mod Gud). Og de er dømt ved retssager som i nogle tilfælde har varet 7 minutter! Anklagen var væbnet kamp, men det er tvivlsomt, de er alle kendt som politiske aktivister.
Lige nu ligner det en henrettelseskampagne fra præstestyret som skal afskrække oppositionen fra at gå på gaden den 12. juni, der er et-årsdagen for valget som førte til genvalg af Mahmoud Ahmadinejad.
Desværre ser det ud til at være uvedkommende for danske medier.
Hverken DR, TV2 eller de førende aviser nævnte henrettelserne. Mærkeligt i en globaliseret verden.
Blomster og chokolade på mors dag, og mødre i verdens fattige lande. Ja men alle de fem henrettede havde også mødre. Som nok er lidt ligeglade med ildfluer til støtte for mors dag, selv om det er Olafur Eliasson som har skabt ildflueværket. (og støtte til mødre i den 3. verden er også en god sag!)
Måske kunne han skabe noget til:
Skær rebet I
skær rebet om den
dømtes hals, og bind ham der
dømte, med rebet
Skær rebet II
stil dommerne for
retten, døm dem retfærdigt
for dødsdommene
Skær rebet III
livet er helligt
ingen må stjæle retten
til at ånde frit
Jeg har en naiv drøm om at vi godt kan gøre en forskel. Hvis det var på dagsordenen. Hvis DR, TV2 og de førende dagblade bragte historierne kunne det være med til at lægge pres på Iran.
Måske et bedre pres end diverse atom sanktioner, og trusler om endnu en blodig krig i området.
Måske kunne Olafur Eliassons ildflueide bruges til et lysende grønt hav af protester.
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
Med venlig hilsen
Bjarne Kim Pedersen
søndag den 9. maj 2010
FARZAD KAMANGAR and 4 Other political prisoners EXECUTED!
FARZAD KAMANGAR and 4 Other political prisoners EXECUTED!
9th May 2010
Farzad Kamangar
was killed this morning, so
quiet here
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
9th May 2010
Farzad Kamangar
was killed this morning, so
quiet here
9. maj 2010
Farzad Kamangar
blev dræbt denne morgen, så
stille her hos os
torsdag den 29. april 2010
Udkantsdanmark Kronik i Jyllandsposten
En røst fra udkantsdanmark
Bjarne Kim Pedersen, forfatter og fortæller Otterup
Vi skal have en seværdig natur, men den er ikke seværdig, hvis den er tømt for mennesker. Prisgivet af mennesker, som har efterladt landsbyslum. Og en social underklasse, som ikke har råd til at bo andre steder. Et sådant udkantsområde vil ikke engang være attraktivt som ferieområde, skriver Bjarne Kim Jeppesen.
Miljøminister Christian Christensen blev landskendt for miljøalarmen omkring hans elskede Ringkøbing Fjord i 1986: »Fuglene er væk, fiskene er væk«. Det var startskuddet til genopretningen af Skjern Å og tilsvarende miljøindsatser andre steder i landet.
Nu er fiskene tilbage. I Varde Å fanges lige nu rekordlaks.
Ørnen er igen landet i Odense Fjord efter 100 års fravær. Det er alt sammen meget godt.
Men hvad med menneskene som bor i de her naturskønne områder? Bliver vi dømt ude i det, der med et moderne udtryk hedder Udkantsdanmark?
Er vi ved at skabe ”udkantsparker”, hvor det vigtigste er naturen som uberørt oplevelsessted for en urbaniseret befolkning?
Indrømmet, der er dejligt herude på landet. Men måske knap så dejligt, når man står og venter på en bus, som ikke mere kører. Der var engang, hvor vi havde en velfungerende kollektiv trafik. Det var inden den sidste velstandsstigning, hvor vi næsten var i stand til at købe hele verden. Det kan godt være, at det var rigtigt, men meget var egoistisk privatøkonomi og for lånte penge.
På Fyn lavede man en ny busplan, måske med det langsigtede mål at få slanket driften, så kun de gode ruter overlevede. I første omgang var en køreplansomlægning det synlige resultat. Lange ventetider på busser som ikke kom. Og en kundeflugt. I vores egen lille familie blev vi tvunget til enten at skippe et job eller anskaffe bil nummer to.
Og hvor klogt er det lige i det store globale miljøregnskab? Eller i det lokale med stadig mere køkørsel ind til de store byer?
Resultatet af kundeflugten var, at man nu kan nedlægge en stor del af ruterne, fordi der ikke er kunder nok.
Når vi ser på den nye busplan, som er tænkt igangsat fra den 10. august, er der kun busdrift mellem de større byer. Selve landområderne må de enkelte kommuner tage sig af. Og de er inde i sparerunder, så det betyder slet ingen busser.
Det betyder også, at vores børn selv skal betale for bustransporten, hvis de har under syv kilometer! Indtil nu har der været gratis bustransport, og der er vist noget om, at et takstsystem er næsten lige så dyrt at administrere som det, man får ind i indtægt.
At de også skal meget før af sted om morgenen, fordi busserne først og fremmest skal sikre de unge adgang til det lokale gymnasium, er en biting, som ikke tæller blandt politikerne. Ingen har endnu tænkt på, at hvis de skal cykle, så er man nødt til at bekoste en sikring af skolevejen. En del af vejen har allerede kostet trafikofre, og den er ekstremt farlig for cyklister.
Vores borgmester gav under sidste valgkamp løfter om at bibeholde buslinjerne, men det var bare tom valgsnak.
Det må være en politisk beslutning, om vi vil have helårsliv i områderne uden for byerne. Men her må vi også gribe i egen barm, for vi har selv valgt de politikere, som bestemmer lige nu. Og det er ikke politisk mod, som står først blandt karaktertrækkene hos vore folkevalgte.
Men det er ”nederen”, som de unge siger, når politikere på Langeland sparer 700.000 kr. til FilmFyn. Selv om beregninger viser, at pengene kommer ca. tre gange tilbage.
Det er lige så dårligt, at man kun sætter en økonomisk beregning op omkring vores kollektive trafik. På Nordfyn ligger vi lavt med unge, som får en god uddannelse. Det bliver endnu lavere, hvis de ikke kan komme frem med de busser, som er skåret væk, fordi de ikke kan give overskud.
Jeg nyder også havørnereden eller føler spændingen, når jeg går med fiskestangen på jagt efter en stor fisk.
Der er bare ikke så meget ved det, hvis jeg ikke kan blive boende i mit hus herude på landet, fordi mine børn ikke kan komme med bussen til det uddannelsessted, de ønsker sig.
Eller min gamle nabo ikke kan tage bussen fra sit elskede hus ind til butikken i den nærmeste by 5 eller 10 kilometer borte. Så langt kan han ikke køre på elknallerten.
Før nævnte jeg fornøjelsen ved at gå med en fiskestang. Havørred Fyn er en af de gode investeringer, som trækker turister og omsætning til. Andre tiltag kunne sikkert gavne lige så meget, men faktum er, at man lige nu har skåret på turistkontorets åbningstid.
Nogle gange kunne jeg ønske, at man turde tænke fremad i stedet for defensivt med besparelser. Måske kunne man investere i nogle ting, som kunne give en ekstra indtægt.
Der var engang, da man flyttede ud til landkommunerne, fordi der var gode forhold for børnefamilier. Der var gode skoler. Gode indkøbsmuligheder og en god kollektiv transport. Nu er det hele truet af gradvis nedlukning.
Vi må også have vækst uden for byernes ringveje. Og vi må have et landbrug, som producerer bæredygtige danske produkter. Og vi må give vores børn den bedst mulige uddannelse, så vi kan klare os i den store verden. Vi skal også have en seværdig natur, men den er ikke seværdig, hvis den er tømt for mennesker.
Mennesker, som har efterladt landsbyslum. Og en social underklasse, som ikke har råd til at bo andre steder.
Et sådant udkantsområde vil ikke engang være attraktivt som ferieområde.
Vi må tænke som ét dansk samfund, der både har brug for byerne og alle de andre steder. Alt behøver ikke være stort for at fungere. Selvfølgelig skal en skole have en vis størrelse for at være dynamisk. Men det har vi ansvarlige skolefolk, som kan rådgive om.
Der kan også tænkes i andre baner omkring kollektiv trafik. En bus behøver ikke være en stor bus, men kan lige så godt være en telebus eller en bus til 14 eller 20 personer eller samkøringsordninger.
Det er dystre udsigter. Men udviklingen kan vendes, hvis vi vil det.
Om ikke før, så når det nye parti stiftet af utilfredse vestjyder har spredt sig over hele landet. Og måske sidder med de afgørende stemmer efter næste valg.
Måske er det ikke Thorning, som kan slå Løkke, men utilfredse ”bønder, tømrere og jyske knejte”.
Bjarne Kim Pedersen, forfatter og fortæller Otterup
Vi skal have en seværdig natur, men den er ikke seværdig, hvis den er tømt for mennesker. Prisgivet af mennesker, som har efterladt landsbyslum. Og en social underklasse, som ikke har råd til at bo andre steder. Et sådant udkantsområde vil ikke engang være attraktivt som ferieområde, skriver Bjarne Kim Jeppesen.
Miljøminister Christian Christensen blev landskendt for miljøalarmen omkring hans elskede Ringkøbing Fjord i 1986: »Fuglene er væk, fiskene er væk«. Det var startskuddet til genopretningen af Skjern Å og tilsvarende miljøindsatser andre steder i landet.
Nu er fiskene tilbage. I Varde Å fanges lige nu rekordlaks.
Ørnen er igen landet i Odense Fjord efter 100 års fravær. Det er alt sammen meget godt.
Men hvad med menneskene som bor i de her naturskønne områder? Bliver vi dømt ude i det, der med et moderne udtryk hedder Udkantsdanmark?
Er vi ved at skabe ”udkantsparker”, hvor det vigtigste er naturen som uberørt oplevelsessted for en urbaniseret befolkning?
Indrømmet, der er dejligt herude på landet. Men måske knap så dejligt, når man står og venter på en bus, som ikke mere kører. Der var engang, hvor vi havde en velfungerende kollektiv trafik. Det var inden den sidste velstandsstigning, hvor vi næsten var i stand til at købe hele verden. Det kan godt være, at det var rigtigt, men meget var egoistisk privatøkonomi og for lånte penge.
På Fyn lavede man en ny busplan, måske med det langsigtede mål at få slanket driften, så kun de gode ruter overlevede. I første omgang var en køreplansomlægning det synlige resultat. Lange ventetider på busser som ikke kom. Og en kundeflugt. I vores egen lille familie blev vi tvunget til enten at skippe et job eller anskaffe bil nummer to.
Og hvor klogt er det lige i det store globale miljøregnskab? Eller i det lokale med stadig mere køkørsel ind til de store byer?
Resultatet af kundeflugten var, at man nu kan nedlægge en stor del af ruterne, fordi der ikke er kunder nok.
Når vi ser på den nye busplan, som er tænkt igangsat fra den 10. august, er der kun busdrift mellem de større byer. Selve landområderne må de enkelte kommuner tage sig af. Og de er inde i sparerunder, så det betyder slet ingen busser.
Det betyder også, at vores børn selv skal betale for bustransporten, hvis de har under syv kilometer! Indtil nu har der været gratis bustransport, og der er vist noget om, at et takstsystem er næsten lige så dyrt at administrere som det, man får ind i indtægt.
At de også skal meget før af sted om morgenen, fordi busserne først og fremmest skal sikre de unge adgang til det lokale gymnasium, er en biting, som ikke tæller blandt politikerne. Ingen har endnu tænkt på, at hvis de skal cykle, så er man nødt til at bekoste en sikring af skolevejen. En del af vejen har allerede kostet trafikofre, og den er ekstremt farlig for cyklister.
Vores borgmester gav under sidste valgkamp løfter om at bibeholde buslinjerne, men det var bare tom valgsnak.
Det må være en politisk beslutning, om vi vil have helårsliv i områderne uden for byerne. Men her må vi også gribe i egen barm, for vi har selv valgt de politikere, som bestemmer lige nu. Og det er ikke politisk mod, som står først blandt karaktertrækkene hos vore folkevalgte.
Men det er ”nederen”, som de unge siger, når politikere på Langeland sparer 700.000 kr. til FilmFyn. Selv om beregninger viser, at pengene kommer ca. tre gange tilbage.
Det er lige så dårligt, at man kun sætter en økonomisk beregning op omkring vores kollektive trafik. På Nordfyn ligger vi lavt med unge, som får en god uddannelse. Det bliver endnu lavere, hvis de ikke kan komme frem med de busser, som er skåret væk, fordi de ikke kan give overskud.
Jeg nyder også havørnereden eller føler spændingen, når jeg går med fiskestangen på jagt efter en stor fisk.
Der er bare ikke så meget ved det, hvis jeg ikke kan blive boende i mit hus herude på landet, fordi mine børn ikke kan komme med bussen til det uddannelsessted, de ønsker sig.
Eller min gamle nabo ikke kan tage bussen fra sit elskede hus ind til butikken i den nærmeste by 5 eller 10 kilometer borte. Så langt kan han ikke køre på elknallerten.
Før nævnte jeg fornøjelsen ved at gå med en fiskestang. Havørred Fyn er en af de gode investeringer, som trækker turister og omsætning til. Andre tiltag kunne sikkert gavne lige så meget, men faktum er, at man lige nu har skåret på turistkontorets åbningstid.
Nogle gange kunne jeg ønske, at man turde tænke fremad i stedet for defensivt med besparelser. Måske kunne man investere i nogle ting, som kunne give en ekstra indtægt.
Der var engang, da man flyttede ud til landkommunerne, fordi der var gode forhold for børnefamilier. Der var gode skoler. Gode indkøbsmuligheder og en god kollektiv transport. Nu er det hele truet af gradvis nedlukning.
Vi må også have vækst uden for byernes ringveje. Og vi må have et landbrug, som producerer bæredygtige danske produkter. Og vi må give vores børn den bedst mulige uddannelse, så vi kan klare os i den store verden. Vi skal også have en seværdig natur, men den er ikke seværdig, hvis den er tømt for mennesker.
Mennesker, som har efterladt landsbyslum. Og en social underklasse, som ikke har råd til at bo andre steder.
Et sådant udkantsområde vil ikke engang være attraktivt som ferieområde.
Vi må tænke som ét dansk samfund, der både har brug for byerne og alle de andre steder. Alt behøver ikke være stort for at fungere. Selvfølgelig skal en skole have en vis størrelse for at være dynamisk. Men det har vi ansvarlige skolefolk, som kan rådgive om.
Der kan også tænkes i andre baner omkring kollektiv trafik. En bus behøver ikke være en stor bus, men kan lige så godt være en telebus eller en bus til 14 eller 20 personer eller samkøringsordninger.
Det er dystre udsigter. Men udviklingen kan vendes, hvis vi vil det.
Om ikke før, så når det nye parti stiftet af utilfredse vestjyder har spredt sig over hele landet. Og måske sidder med de afgørende stemmer efter næste valg.
Måske er det ikke Thorning, som kan slå Løkke, men utilfredse ”bønder, tømrere og jyske knejte”.
lørdag den 24. april 2010
Vagn Predbjørns Fødselsdagslegat
I torsdags fik jeg Vagn Predbjørns Fødselsdagslegat.
Det blev uddelt i forbindelse med Verdens BogDag Fredag den 23.04 som også er den dag hvor både William Sheakspeare og Vagn Predbjørn blev født.
Selve overrækkelsen formede sig som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg vidste intet på forhånd og det var først et stykke inde i Martin Jensens pristale, jeg begyndte at forstå.
Jeg er meget ydmyg over for tildelingen, og det er en stor ære.
Selv betragter jeg Vagns forfatterskab som et af de største danske i nyere tid.
Det blev uddelt i forbindelse med Verdens BogDag Fredag den 23.04 som også er den dag hvor både William Sheakspeare og Vagn Predbjørn blev født.
Selve overrækkelsen formede sig som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg vidste intet på forhånd og det var først et stykke inde i Martin Jensens pristale, jeg begyndte at forstå.
Jeg er meget ydmyg over for tildelingen, og det er en stor ære.
Selv betragter jeg Vagns forfatterskab som et af de største danske i nyere tid.
onsdag den 21. april 2010
Asketid
ASKETID
Moderens ild vil
ud, små mennesker mod det
underjordiske
ASH
The Mother's fire exploded
small people against
the underground
Moderens ild vil
ud, små mennesker mod det
underjordiske
ASH
The Mother's fire exploded
small people against
the underground
Abonner på:
Opslag (Atom)
