torsdag den 18. februar 2021

Åbent brev til Statsminister Mette Frederiksen og Udenrigsminister Jeppe Kofod

 

Åbent brev til Statsminister Mette Frederiksen
Udenrigsminister Jeppe Kofod.


Otterup 18.02.2021
Jeg forstår ikke helt den danske udenrigspolitik. Den 28. januar var Victoria Velasquez fra enhedslisten den eneste danske repræsentant, der var tilstede, og hun stemte for Ruslands fulde tilbagevenden til Europarådet.

De øvrige repræsentanter: Lars Aslan Rasmussen Socialdemokratiet, Mogens Jensen Socialdemokratiet, Michael Aastrup Jensen Venstre, Jan E. Jørgensen Venstre var ikke tilstede og kunne stemme? Og hvorfor var de ikke tilstede? Jeg har sendt en mail til alle, men ingen har svaret.

På det seneste har de russiske hemmelige tjenester stået bag forgiftningen af oppositionspolitikeren Navalnyj.
Den russiske læge som i første omgang reddede Navalnyjs liv er pludselig død!
Navalnyj overlevede forgiftningen ved behandling på et tysk hospital. Det samme hospital som reddede Pussy Riot medlemmet Pyotr Verzilov fra den forgiftning, han var udsat for, et stykke tid efter han var en af baneløberne til fodbold VM finalen.
Efter endt behandling og ved hjemkomsten til Rusland blev Navalnyj arresteret og idømt 3½ år i straffelejr ved en skueprocess.
Samtidig tog EU’s udenrigsansvarlig til Moskva, for som han selv sagde, forsøge ’reset’ i forholdet mellem EU og Rusland. Ruslands svar og ydmygelse af EU var udvisningen af diplomater fra 3 EU lande for deltagelse i demonstrationer for Navalnyjs løsladelse. Ingen havde deltaget i demonstrationer, men måske sendt informationer om den vold, der blev brugt mod fredelige protesterende.
Jeg vil gerne appellere til den danske regering, at den i samarbejde med EU reagerer mod den russiske præsident med yderligere sanktioner.
Aktuelt har Præsident Putin besat og annekteret Krim. Han må betragtes som ansvarlig for nedskydningen af MH17. Han deltager med ’små grønne mænd’ i besættelsen af dele af Ukraine, og aktive krigshandlinger der foregår på syvende år og indtil nu har kostet 14.000 ukrainer livet.
Han forfølger, fængsler og dræber folk i oppositionen både i Rusland og i andre lande.
Imens hans styre tilraner sig store værdier og bygger et palads der er større end Monaco.
Den russiske gasledning Nord Stream 2 bør stoppes inden korruptionen flyder med gassen ind i vores samfund.
De folk, der har aktiv del i inderkredsen omkring Putin, bør rammes og personlige økonomiske interesser rammes via Magnitsky lovgivning.
Vi kan ikke sidde tavse og gendanne et forhold til en magt, der konsekvent forsøger at udrydde enhver form for opposition i Europa 2021.
Gravergrupper som Bellingcat har i samarbejde afdækket at Putins tjenester står bag forgiftningen af Navalnyj, forgiftningsforsøgene på Kara-Murza. Tiergarten-mordet på en tjetjener i Tyskland.
Skripal forgiftningen i England, nedskydningen af MH17…
Fortsæt selv listen Udenrigsminister Jeppe Kofod. Symbolsk tale stopper ikke Putin. Der skal handles ved at være tilstede i Europarådet, ved at stoppe NordStream2, ved at erkende Putins mål om at genetablere russisk magt i områder der var en del af Sovjetunionen.




Bjarne Kim Pedersen Forfatter der i mange år har beskæftiget sig med menneskerettigheder i Østeuropa og Rusland.
Mine bøger, Aktindsigt er udkommet i en dansk/russisk udgave, og Min Maidan Affære i en dansk/engelsk/ukrainsk udgave.

Ingen kommentarer: