Et land uden udkant
Vi har ikke råd til, at Danmark brækker over, og der er plads til, at en kommende vækst bliver spredt ud over hele landet. KroniK
af Bjarne Kim Pedersen Egensevej 42, Otterup -forfatter, digter
Jeg holdt en aften foran den lokale Rema 1000, skulle hente min datter fra arbejde.Klokken var 20 minutter over lukketid, da en bil i ret høj fart kom ind på parkeringspladsen, og fire unge mænd næsten sprang ud af bilen og gik hen mod indgangen.Jeg kunne høre deres høje tale. Den lød ophidset. Østeuropæisk.Polakker.Jeg stod ud af bilen.'' Closed?'' '' Yes.'' '' Fuck... No food, no drink...'' '' Oh, do you know Netto? Open until ten.'' '' No...'' '' This road, and then right.Go on 1 kilometer''.Tak, tak, tak, tak, sagde alle fire og kørte hurtigt af sted.'' Røvere'' råbte en hundelufter til mig.'' Nej, polakker på indkøb.'' '' De stjæler vores arbejde og røver. Har du...'' Jeg kunne heldigvis ikke høre mere, da hans hund trak i elastiksnoren.Altså. De polakker er her for at arbejde, de er med til at holde vores hjul i gang. Deres indkøb i forretningen er lige så gode som mine.Flere steder er der allerede en tydelig tendens til, at østeuropæiske arbejdere enten lejer eller køber tomme landhuse. Det betyder også, at polakkerne, rumænerne, letterne, ukrainerne eller hvor de kommer fra bliver mere og mere stationære. Det er heller ikke så dårligt. De fylder en plads på arbejdsmarkedet, og de fylder en plads i samfundet. Skaber nyt liv i landsbyerne, de fleste er unge, som på et tidspunkt forventes at få børn. Altså nye børn i børnehaverne og nye elever i skolerne.Minusset er, at vi stadig har en stor gruppe danskere, hvis kvalifikationer ikke rækker til mere end ufaglærte job. Hvad skal de gøre, hvis arbejdsgiverne foretrækker mere stabile og engagerede østeuropæiske ansatte? En hel anden ting er, at vi godt kunne bruge nogle tiltag for at fremme udviklingen uden for byerne. Låntagning, hvorfor foreslår regeringen kun, at det er Christiania, som skal have tilbudt statsgaranterede lån, fordi de har svært ved at optage normale lån hos realkreditinstitutterne? I forvejen har Christiania en 80 procent statsgaranti.Der er en del eksempler på, at det er svært eller umuligt at få kreditforeningslån uden for byerne, særlig til den store gruppe huse, som koster 500.000 eller derunder, og det er ikke kun skodhuse.Mobildækning overalt i landet, betragt det som en samfundsopgave og tving selskaberne i samarbejde, så der er dækning for alle overalt. Sendemaster er lige så vigtige som veje.Bredbånd: Her, hvor vi bor, sørgede fremsynede borgere for, at der blev etableret fibernet. Det betyder, at vi uden problemer kan huse et forfatterejet forlag midt i den skønneste udkant.Offentlig trafik, så børn kan komme i skole, og ikke mindst, så vore unge har mulighed for at komme frem og tilbage til uddannelsesstederne, og det behøver ikke være en kæmpebus, men en mindre telebus eller teletaxa.Jeg tror, det var SF, som foreslog, at syriske flygtninge kunne overtage østeuropæernes job. Sådan noget kan ikke lige dirigeres fra Christiansborg.Men det ville være en udmærket idé, at de fik en form for håndværker-øvelsesjob med at sætte ubeboede huse i stand og så selv kunne bo i husene senere. Der skulle stå helt op mod 10.000 tomme boliger, så der er nok at gå i gang med. Det ville give dem en håndværkertræning, som kunne bruges, når de engang skal være med til at genopbygge deres hjemland. Det vil også give øget liv i de ubeboede huse, mere omsætning i den offentlige trafik, mere handel, flere elever i skolerne.Og ja, nogle vil blive hængende i Danmark. Men se lige, hvor godt det gik med integrationen af de bosniske krigsflygtninge. Og hvor meget, de i dag giver tilbage til det danske samfund, der åbnede armene og tog imod.I forbindelse med kommunalvalget i ' 13 oplevede vi en massiv kampagne fra 3F rettet mod østeuropæere. Lad os blive fri for de hadebilleder i den kommende valgkamp.Vi har udfordringer nok og behøver ikke hadetale. Vi er en del af EU, og det tillader, at arbejdstagere har arbejde i hinandens lande. Og ja, man har vel lov til at ansætte den bedste arbejdskraft til den løn, der ligger inden for love og regler. Ligesom nogle af os kører over grænsen for at købe ind. Eller bruger den grænseløse handel på nettet.Jeg byder i hvert fald min nye nabo eller min nye kollega velkommen.Lad Udkantsdanmark blive et tema i den kommende valgkamp. Vi har ikke råd til, at Danmark brækker over, og der er plads til, at en kommende bæredygtig vækst bliver spredt ud over hele landet.Tænk lige -før finanskrisen var der ingen, som talte Udkantsdanmark ned. Dengang stod alle i kø for at låne penge ud og skabe vækst. Dengang var der mangel på arbejdskraft.Danmark er et alt for lille land til at have en udkant.Illustration: Gert Ejton.Man har vel lov til at ansætte den bedste arbejdskraft til den løn, der ligger inden for love og regler.Ligesom nogle af os kører over grænsen for at købe ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar