Adoptionens Pris - Jeg skammer mig

Opinion i Fyens Stiftstidende 29.11.12

Jeg skammer mig som dansk borger, dansk forfatter, og som dansk socialpædagog.

Det vi så på filmen ”Adoptionens Pris” var menneskehandel. Vi har så travlt med kampagner mod social dumping, kriminelle østeuropæiske bander osv.

Her sidder veluddannede danskere. Et par terapeuter, som bare mangler et par børn for at fuldende deres smukke hjem.

Børnene bliver skaffet fra et fattigt afrikansk land, og så føler man sig som et globalt ansvarligt par, som tager ansvar. Og dog, hvor er empatien henne hos de to mennesker (og hos Danadopt), fra starten er det et par afrikanske chauffører som mærker den hvide magt.

Igennem filmen er der nogle scener som brænder sig ind i mig og gør ondt.

Masho går rundt mellem de pæne ting i et hjem, som ikke ligner et hjem med småbørn, med en kæmpetiger og vil have tigeren med ud i haven. Det er vel også her en tiger skal være midt mellem træer og buske, men nej. Et klart nej og der skabes en konflikt.

En anden scene. De to organiske terapeuter og kommunens indsatte rådgiver en psykolog understøtter hinanden i at køre en kærlighedsløs linje over for et lille barn, som de har anbragt alene i verden. Det er voksen-bedrevidende magt mod et forsvarsløst barn. Og totalt blottet for empati.

En spisesituation, hvor de to voksne venter på at Masho skal begå fejl. Små bevægelser som irriterer særlig mor Henriette, og som for dem er tegn på opsætsighed.

Jamen spisning skal da være en afslappende hyggelig ting i en familie. Og ikke noget hvor de voksne taler et fremmed sprog for at tale over hovedet på børnene.

Og et lille barn lammet af frygt og utryghed.

Masho kommer i aflastning, det udløser et vredesudbrud fra Henriette fordi aflastningsfamilien ser ud til at have vist forståelse for pigen og de sammen har lavet hyggelige ting. Aktiviteter som man gør sammen med børn, når man som voksen har et stort hjerte der forstår og banker for de børn man har mellem hænderne. En tydelig jaloux Henriette, der ikke tåler at hendes anskaffede barn har oplevet noget rart.

Det værste ved hele situationen, er at de samtidig har, hvad jeg vil kalde en misforstået dansk selvforståelse.

Her har vi reddet et barn fra ussel fattigdom og så har vi fået en nitte!!!

Vi er de bedst uddannede og ved godt hvad de andre har brug for. Og Danadopt er desværre en del af denne selvforståelse. Vi burde skamme os og finde tilbage til en dansk anstændighed.

Vi tror selv at vi er verdensmestre i en social model, men det var engang. Nu er vi en del af et samfund som lader en uhyggelig stor andel af vore unge falde igennem i skolen og enden som funktionelle analfabeter.

Hør der er også en Amy sag, hvor en hel dansk kommune står over for et 'handlet afrikansk barn'.

Måske endnu en nitte i vores børneimport!!!

Til slut vil jeg lige understrege at jeg nåede 25 år som socialpædagog inden jeg blev fuldtids forfatter og deltids pædagog. Og jeg er stadig chokeret over at den kommunalt ansatte psykolog understøtter forældrenes børnemishandling, i stedet for at tale terapeuterne efter munden og give gode råd om yderligere mishandling burde han have åbnet en sag om mishanding af Masho. Det vi ser i filmen er psykisk terror over for et lille barn.

Bjarne Kim Pedersen