Det Gode Naboskab DR Radio Fyn

DR Radio Fyn Tema i dag Det Gode Naboskab. De dygtige journalister formidlede min lange historie på bedste måde. Tak for det.
Her er hele historien:

'HUNDELIV' mellem naboer.


Det startede for snart længe siden, hvor vi fik en ny nabo. Nu er naboskab lidt specielt, når vi er de eneste to huse på en 250 meter privat vej.
Det første vi så til vores nye nabo, var hendes kæmpestore hund, som vores børn hurtigt døbte Bjørnen, selv om den hed Bronko.
Vores gamle hund og Bjørnen kom godt ud af det med hinanden.
Og da vi anskaffede en yngre model, var det også meget godt, de legede og besøgte hinanden uden problemer.

En dag kom vores nabo også og spurgte, om hun godt måtte klippe vores del af den fælles vildtvoksende hæk. Hendes norm for en flot hæk var lidt anderledes end på den anden side af hækken!
Og vi fik en flot trimmet hæk.

Et stykke tid senere kom vores nabo igen.
Hun spurgte om, hvordan vi havde det med det store flotte egetræ.
Egetræet havde faktisk en historie, som rakte langt tilbage.
Det var blevet plantet for længe siden under en bryllupsfest i vores hus som dengang var et husmandssted med både flere dyr og cirka 10 tdr. land jord. På det tidspunkt kunne stedet føde en hel familie.
Efter middagen var de kommet til at plante egetræet på naboens jord, og derfor købte de en trekant af hans jord.
Men som vores nabo sagde, det skyggede, så hun aldrig havde sol i sin have.
”Lad os lige tale om det,” sagde min kone.
Det var som sagt et træ med historie, og det var et flot egetræ. Selvfølgelig var det ærgerligt, men omvendt så var vi hos naboen til en kop kaffe, i skygge. Vi gik selv ind for at se, hvor meget egetræet skyggede. Det havde hun sagt vi bare skulle gøre.
Vi kiggede på træet mens hundene legede.
På stedet sagde vi ja til at træet måtte fældes.
Hun skulle nok gøre det praktiske, hun kendte en som kunne fælde et så stort træ inde midt i to haver.
Træet blev fældet, delt og i hver have arbejdede vi på at kløve det seje egetræ, nu var det måske også en misforståelse at bruge egetræ til brænde.

Tiden gik, naboens gamle hund kunne ikke mere og efter en periode uden hund, tog hun en voksen hanhund til sig.
Det var ikke så godt, vores islandske hanhund havde tillagt sig territoriedrømme, som også omfattede naboens grund.
Nu mente vi alle, at vi havde god hundeforstand.
Først gik vi nogle fælles ture, med små slagsmål.
Flere ture, med slagsmål.
Det var ridser i den landlige idyl.
Heldigvis kunne vi tale om problemerne, altså uden hunde.
Det lokale hundetræningshold blev kontaktet. Selv om det mest var for jagthunde, ville de godt hjælpe os med nabostridighederne.
Det gik meget godt, når de var under kommando, på fremmed område.
Men hjemme på eget territorie, var der dømt ballade.
Vi afprøvede også vores hundeevner og lod dem slås, men det var på vej til at ligne en hundekamp. Det var ikke løsningen.
Vi gik lange ture, til stor morskab for de øvrige naboer. Der var kun tale om våbenstilstand.
Et sidste forsøg var med en hundeekspert som godt mente, at han kunne tøjle sådan et par hanhunde.
Han prøvede efter bedste evne, både med vand i en sprøjte og en kæde han kastede på den der gøede. Det hjalp kun på neutral grund, så snart de nærmede sig grundstykket faldt hundepædagogikken til jorden.
Et hegn blev opført mellem de to haver.
Ingen check point Charlie her hos os. Ikke for hundene.
Flere gange har jeg brugt mobilen på mine løbeture med vores han.
”Kan du se mig.
Hej, hej.
....
Hvis jeg løber den vej?
Og du går den anden vej?
.....
OK. Fortsat god tur...”

Jo vi har også lavet en aftale om vores gå-ture.
Tidligere fulgte jeg pigerne til skolebussen, og gik forbi naboen med hunden i snor. Pigerne var egentlig blevet for store til at blive fulgt, men de syntes også, det var en hyggelig tur med hunden.
Indtil det daglige spændingspunkt.
Mødte vi nabohunden?
Lufteturen blev lagt om.

Omvendt gik vores nabo forbi os, når hun luftede sin. Det gør hun heller ikke mere.
Vi har slet ikke taget stilling til, hvis hund der har dummet sig mest.
Eller har lavet flest ulykker. Vores hunde generer gensidigt hinanden. Det er begge to et par kraftige hanhunde, som præsenterer hver sin race på den bedste måde. Bortset fra mødet med andre hanhunde.

Hundene kunne have ført os i nabokrig.
Hvis vi ikke havde talt sammen og sammen accepteret, at vi altså er naboer og skal leve sammen, så kunne vi være endt i en åben konflikt, som havde gjort tilværelsen til et helvede på vores private vej.
For lige at slutte med vejen, så finder vi også sammen ud af at få repareret vejen.
Der var engang, hvor der var blandet myndigheder ind i vejen.
Den tidligere ejer af vores hus fortalte, hvad jeg skulle gøre, når de andre misligholdte deres vejpligt!!!
Jeg fik et kort, hvor hver meter var delt ud til husene, og til nogle af de bønder som ejede jorden.
Jeg hørte også en mærkelig historie om en nabohund. Den havde jagtet hans høns, som gik i løsdrift ude på en mark. Han lokkede hunden til sig, fik den ind i sin bil og kørte den 12 kilometer væk og jagede den ud af bilen. Den tidligere ejer fortalte selv historien.
Han var faktisk lidt stolt af, hvad han havde gjort!
Han fortalte også stolt, om alle de gange han havde ringet til teknisk forvaltning for at klage.
Og til politiet når der skulle klages over gyllerester på hans vej, eller jord på asfaltvejen.
Vi skulle bare klage, sagde han.
Det var også hans klager, der havde ført til kortet, hvor hver meter af vejen var blevet delt ud på alle med vej-ret, så de også kunne se deres vej-pligt.
Men det er os to husstande som bruger vejen, derfor er det vel også mest naturligt at vi hjælpes ad med vejen.
Med god hjælp fra en nabo på en gård. Han kommer når sneen spærrer. Og det er hans traktor som trækker slæberen, når hullerne skal jævnes.
Se det var et rigtigt 'hundeliv' blandt naboer på den private vej.
Hvorfor blive uvenner, når det er meget lettere at tale sammen om de problemer, der kommer.
Vi er ikke ens, det skal vi heller ikke være. Men hvis man respekterer hinanden går det lidt lettere. (også her).