mandag den 24. marts 2008

Serbisk Nationalisme Milorad Cavic




Den serbiske svømmer Milorad Cavic demonstrerede serbisk nationalisme ved svømme EM.
Milorad er serber, født og bosiddende i USA.
Digtet er fra bogen Den Hængte Ørn

fredag den 14. marts 2008

PÅSKEDIGTE Verdens Poesi-Dag

Mit eget bidrag til samlingen af påskedigte.
se:www.odensebib.dk Fynske lyrikere markerer Verdens Poesidag

PÅSKEBUKET

den gule farve
påskeferien venter
forår og Jesus


Kassekø

forbruget sprænger
alle rammer, indkøb til
den sidste nadver


Tidens troløshed

påskeofferet
min Gud, min Gud hvorfor har
vi forladt din søn

Verdens Poesi-Dag og Påskedigte

Fra Odense Centralbiblioteks Hjemmeside

Fynske lyrikere markerer Verdens Poesidag med en lille samling påskedigte
I 1999 indstiftede UNESCO World Poetry Day, dagen er den 21. marts.
Her i Danmark foretrækker vi at kalde det Verdens Poesidag.

I år er Verdens Poesidag langfredag, helligdagen, hvor Jesus blev korsfæstet og døde.
Men påske er også påskehekse, påskeharer, påskeæg, familiehygge og påskefrokost, og …

Fynske Forfattere, som er et netværk af forfattere fra Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere, har sammen med Odense Centralbibliotek og Fyens Stiftstidende, indbudt medlemmer af netværket og forfattere fra FynsVærk til en poesipåske og bedt dem skrive
påskepoesi.
Den udfordring har de taget op, og deres tekster kan man læse i digtsamlingen ”Påske”.



Digtsamlingen kan fås ved henvendelse til Odense Centralbiblioteks afdelinger eller downloades



Det er initiativgruppens håb, at digtsamlingen også vil blive fremlagt i kirkerne i påskedagene til glæde for kirkegængerne. Og hvem ved: Måske kan præsterne i digtene hente inspiration til påskeprædikerne?



Nærmere oplysninger: Bjarne Kim Pedersen tlf. 41424939 / 64824939, mail



Praktisk info om digtsamlingen "Påske"

Forfattere: Linda Lassen, Mikael Josephsen, Sys Matthiesen, Sonja Kjærgaard Christiansen, Vibeke Marx, Martin Jensen, Cindy Lynn Brown, Pernille Nederland, Bjarne Kim Pedersen, Jonna Raagevang Olsen, Karl Nielsen, Viggo Madsen, Anders Rostrup Lorentzen

Udgiver: Odense Centralbibliotek i samarbejde med Fynske Forfattere og Fyens Stiftstidendes NU-redaktion, 2008

Udleveres gratis på Odense Centralbiblioteks afdelinger så længe lager haves. Kan desuden downloades

Pris: Gratis

onsdag den 12. marts 2008

SMS artikel Af Anne Blume Futtrup

Del af artikel i Fyens Stiftstidende 12.03

"Bestsellere på mobilen

Danske sms-digte
Bjarne Kim Pedersens digtsamling "SMS-digte," er det første danske eksempel på den nye litterære genre. Værket, der både kan downloades og købes som bog, er endnu ikke blevet en bestseller, men forfatteren ser store muligheder i genren.

- Det tiltaler mig at bruge et nyt medie som sms'en, når jeg skriver, siger Bjarne Kim Pedersen, der udover sit forfattervirke arbejder med børn og unge. Han holder blandt andet skriveværksteder for de ældste elever i folkeskolen og har oplevet stor interesse for at skrive digte på sms.

- Elever, der ikke normalt har interesseret sig for at skrive, får pludselig lyst og mod til det, siger han.

Ditte Laursen er forsker i medier ved Statsbiblioteket i Århus og har skrevet en ph.d. om unges kommunikations- og samværsformer via mobiltelefonen. Hun giver Bjarne Kim Pedersen ret i, at sms'er giver plads til uerfarne skribenter.

- Der er ingen faste konventioner for, hvordan man skriver sms'er, og ingen rynker bryn over stavefejl eller ufuldstændige ord og sætninger. Det betyder, at man føler sig mere fri, når man skriver, siger Ditte Laursen.

- Normalt bliver sms'er brugt til dialog mellem mennesker. Når man skriver en bog, er der pludselig tale om envejskommunikation, og det vil altså være en helt ny måde at bruge teknologien på, siger hun."

lørdag den 1. marts 2008

En ny fremtid for Balkan - Berlingske Opinion 29.02

Berlingske Tidende bragte dette som del af en dobbelt Opinion om Kosova. Fredag den 29.02.08

Serberne føler sig forurettet. Deres drømme om Storserbien ligger i ruiner. Det der i sin tid startede med at man undergravede aftalen om præsidentrotation i Jugoslavien er endt i en katastrofe. Den serbiske lidelseshistorie fortsætter.
Vi vil godt have jer med i den europæiske familie. Men i vores familie laver vi altså ikke etniske udrensninger. I Srebrenica blev ca. 8000 mænd og drenge henrettet. De skyldige i toppen af det serbiske samfund er Mladic og Karadzic. De to er stadig på fri fod under serbisk/russisk beskyttelse. Måske er det den ortodokse kirke som er de virkelige beskyttere.
For at komme videre skal de skyldige stilles for en dommer.
Kosova var en provins i det tidligere Jugoslavien med udbredt selvstyre. Det afskaffede Milosevic, han genskabte også drømmen om Storserbien. Før Jugoslaviens endelige opløsning mærkede jeg selv på egen krop spændingerne i det der dengang hed Titova Mitrovica..
Morten Messerschmidt, det albanske flertal i Kosova er ikke skabt ved muslimsk indvandring. Tværtimod forsøgte serberne at undertrykke albanerne med en apartheid-politik. Og serberne forsøgte at udrense den albanske befolkning i 1999.
Heldigvis lykkedes det ikke. Heldigvis greb Nato ind og forhindrede endnu et folkemord.
Men, Morten Messerschmidt, den albanske version af islam er for en stor del en kultur-islam lige som du og jeg er kultur-kristne. Undskyld, jeg ved ikke hvad du er, men jeg er kultur-kristen. Lige som den bosniske islam var kultur-islam. Men den serbiske aggression skabte en modreaktion. Også fordi islamiske lande var nogle af de få lande som aktivt støttede den bosniske hær i kampen mod den serbiske forbundshær.
Det er en fejltagelse, hvis I fra Dansk Folkeparti dømmer bosniske muslimer som ekstreme. Kig jer omkring og se hvor godt de bosniske muslimer er blevet integreret i vores samfund. Det er ikke dem, som står foran den amerikanske ambassade, og holder taler hadske taler, sammen med Dansk Folkeparti.
Morten Messerschmidt, når du taler om den albansk-muslimske mafia som vil oversvømme os med kriminalitet; så må du også vide at den serbiske mafia og den russiske mafia er lige så store trusler mod vores samfund.
Vi har en fælles interesse i at hele Balkan får del i den økonomiske udvikling. Vi har en fælles interesse i at hele Balkan udvikler sig uden etniske udrensninger.
Hvis Serbien får en sund økonomi, hvis Bosnien får en sund økonomi, hvis Kosova får en sund økonomi. Ja, så kan vi alle få en demokratisk fremtid i Europa.
Det serbiske mindretal i Kosova skal have ret til at være ortodokse serbere.
De krigsforbrydersigtede skal for en dommer.
Når man har trukket en streg i sandet, er det også muligt at finde en fremtid.
Sydafrika kunne gøre det. De gennemlevede en omvæltning fra apartheid, til det styre de har i dag. De havde ikke en nat med lange knive, hvor der blev hævnet. De ordnede det på deres måde.
Men, men.
Hvis Balkan skal videre, må der findes en løsning, som ofrene kan leve med. Den smerte mødrene fra Srebrenica bærer, skal finde en form for en retfærdighed, som de kan leve med.
De efterladte fra Sarajevo som mistede, fordi deres kære blev dræbt af ’flugtskydning mod mennesker’, skal føle en retfærdighed.
De serbere som er flygtet fra Kosova, skal ikke rådne op i lejre, men have mulighed for at vende tilbage, hvis de i dag respekterer albanerne som ligeværdige borgere.
Men.
Samtidig må alle også acceptere hvad der er sket.
Sandhedskommisionen for X-Jugoslavien er ikke bare en drøm, men respekt for alle ofrene. Og et håb om en fælles fremtid.

Bjarne Kim Pedersen