SREBRENICA 11.07.1995
SREBRENICA 2017
I øjeblikket forsøger Putin-styret i Kreml at genskabe den serbiske
nationalisme. Den slaviske ære, som Putin mener, blev krænket i den sidste del af krigene i det tidligere Jugoslavien..
Altså genskabe den serbiske nationalisme og drømmen om et Storserbien.
Jeg mødte den første gang i 1984 i det daværende Jugoslavien i Borje, hvor vi tilbragte nogle timer med tre serbiske studenter fra Beograd. Efterhånden som vi fik mere slivovits slap hæmningerne, og de fortalte om deres vision: At floderne gik over deres bredder og skyllede Jugoslavien rent for muslimer og kroater. Dengang sad vi med et underligt grin og vidste ikke, hvad de holdninger kom til at betyde.
I øjeblikket, lige nu den 8. juli i 2017, vil serberne i Srebrenica rejse et monument til ære for Vitaly Churnik, den afdøde russiske FN-ambassadør, der
fik nedlagt russisk veto mod, at henrettelsen af 8000 mænd i Srebrenica officielt blev betegnet som folkedrab!!!
PUTINS VETO
men folkedrabets
overlevende glemmer
ikke morderne
Dengang i 1995 var jeg direkte i radioen for at forsvare mine ord.
Spørgsmålet, der blev stillet, var: ”Hvad kan du gøre i en borgerkrig?” Al min tale om sammenligning med fornægtelsen af overgreb på jøder løb delvist ud i æteren. Og det var desværre Bjarne Riis, som hentede de største overskrifter og fyldte forsiderne.
UNDSKYLD BJARNE RIIS!
Fem tusinde danskere
på toppen af bjerget i alperne.
En helt har trukket
dannebrog over den blå dragt
i et skær af gult,
Bjarne Riis kører over forsiden
med store typer.
Tredive tusinde mennesker
trygler om blå magt!
I gav garantier.
Fra side to
ser jeg angstens øjne
en lille dreng knuger sin hvide tøjkanin,
der ligger en tøjkanin af samme slags
i armen hos min sovende dreng!
Fædre beder om våben
inden de føres bort af militssoldater,
udrensning kalder de det.
Engang var børnene på forsiden
med store typer.
Et blåt flag vejede
og en fransk general talte.
Våben blev samlet af beskytterne,
men de blå soldater forsvarede ikke
børnene
kvinderne
de gamle
de afvæbnede mænd
da chetnikkerne angreb.
En general med blodige hænder
smiler i morgen fra side to,
sejrherre!
Vi jubler over mandigheden
på et bjerg et andet sted
i Europa!
Jeg har mange gange blandt folk, som er flygtet fra Bosnien. måttet svare på, hvorfor vi ikke gjorde noget dengang.
Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke finde svaret. Kun ved jeg, at vi svigtede den muslimske befolkning og drev det mest åbne muslimske samfund hen mod andre, som havde et mere konservativt syn på islam, fordi vi svigtede og ikke stoppede folkemordet.
STENE FRA SREBRENICA
I stenes afstand
med lidt ond vilje
ligner det røde kors
trådkorset.
Mødre fra Srebrenica
ser gennem korset
efter deres forsvundne mænd.
Engang troede de
på det røde kors
og det blå flag,
de kan godt huske
ansigterne på de hollandske soldater
og den franske general.
Mon drengene sover godt
hjemme i Holland
med deres samvittighed.
Mødrene
fra Srebrenica
sigter mod det røde kors,
hvor langt kan man hjælpe
i tavshed
uden at bære medskylden
på eget kors.
Al den tale om fred
og de døde ligger gemt bort,
bødlerne trykker hænder
med mænd i uniform.
Trikoloren og Union Jack
sætter kikkerten for det blinde øje.
Fortvivlede
kaster mødrene med sten
mod det røde kors
og rammer også vores medskyld.
Dengang troede jeg også på FN og FN-garantier. Troede på, at vores regering ville reagere, når nogen trådte konventioner og fundamentale rettigheder under fode.
ÅR EFTER SREBRENICA
Nogen
graver i jorden efter de døde.
Soldaterne
har lagt pigtråd
omkring enkerne og deres børn
og de gamle og de voldtagne!
Vores pigtråd omkring verden…
Morderne
der stillede drengene op ved kanten
og kommanderede.
FYR.
Morderne, de går frit omkring
som helte.
Graverne har fundet de døde
sært nok er de nu kun
skeletter af døden
og de rydder ikke mange forsider.
Et kranie
for hver løgn,
og vi er langt borte.
Der var engang vi mente
mange burde have set røgen
fra skorstenene.
Mon vi selv
kan se de døde
blive gravet op i vores verden,
mens morderne går frit
iblandt os.
Ligene ligger nu, så vi kan få øje på dem
og bringe dem
på forsiden af vores avis,
det skylder vi de, der for år siden
blev stillet levende på kanten.
Da jeg stod og så på de barske Balkan-bjerge, tænkte jeg også i digte. Jeg kom lige fra Grækenland og klostrene i Meteora, hvor den serbisk-ortodokse kirke flittigt bliver besøgt af serbiske unge.
BALKANISME I
Mladic, Karadzic
lad dommeren dømme jer
giv de dræbte fred
BALKANISME II
Tre strakte fingre
en hilsen
der avler lige så
meget elendighed
som
den strakte
heil-hånd.
Men
jeg kender også Branislav
som aldrig hilser
med de tre strakte fingre.
Da jeg hørte, at hollænderne ville hædre de soldater, som skulle forsvare og sikre den FN-garanterede zone omkring Srebrenica, men passivt så til, at måske 8000 mænd og drenge blev skudt ned, skrev jeg to små digte delt på twitter.
’ET ORANGE SKÆR’
se blomsterne på
Srebrenicas gravpladser
Forglem mig ej’er
SREBRENICA MEMORIAL
hollænders ære
nu hænger de ordner på
dem der lod det ske
Nej, ingen hæder, men PTSD har fulgt de hollandske soldater.
Og ingen mindesmærker for bødlerne.
Altså et opgør med den serbiske nationalisme og en erkendelse af krigsforbrydelserne. En erkendelse der forhindrer gentagelser.
LIDICE-SREBRENICA MEMORIAL
Vilde blomster
på en gravplads
førhen plantede de roser
og holdt taler.
Mændene blev stillet foran
Muren
på Horaks gård
10 på række med tysk
grundighed
og smidt i en bunke,
børnene
dræbt som skadedyr.
Filmen viser os
racismens djævlefjæs
båret frem af strækmarch.
De døde hvisker en stemning
vores børn plukker blomster
til børnegravene
og taler med dæmpede
stemmer.
Erindringen om en ugerning
der aldrig må glemmes
men
hvor lang tid tager det
at læse trehundredeogfyrre
navne
…..
Bagefter
læser du de ottetusinde navne
og skriver tiden
efter 11. juli 1995
Srebrenica
Broen i Mostar
Der, hvor floden Neretva løber i kløften med det grønne vand, ligger byen Mostar. I femtenhundrede og seksogtres byggede tyrkerne en bro for at forbinde én verden med en anden.
Skabe forståelse mellem forskellige troende.
Mange har siden forstyrret freden. Og den blev ramt, så den ikke mere var en bro mellem mennesker. Andre hjalp med at bygge sten på sten, indtil den igen nåede fra bred til bred. Fra folk til folk.
Det var her i stemningen af den genopførte bro, og de unge mænd som sprang i dybet for at bevise, hvor meget mænd de var.
Det var lige her, vi mødte en kvinde, som engang havde søgt tilflugt hos os langt mod nord.
Hun var nu tilbage, medbringende gode minder om alt det danske, hun kunne huske...
broen er bygget
for at mennesker som du
og jeg kan mødes
Bjarne Kim Pedersen
SREBRENICA 2017
I øjeblikket forsøger Putin-styret i Kreml at genskabe den serbiske
nationalisme. Den slaviske ære, som Putin mener, blev krænket i den sidste del af krigene i det tidligere Jugoslavien..
Altså genskabe den serbiske nationalisme og drømmen om et Storserbien.
Jeg mødte den første gang i 1984 i det daværende Jugoslavien i Borje, hvor vi tilbragte nogle timer med tre serbiske studenter fra Beograd. Efterhånden som vi fik mere slivovits slap hæmningerne, og de fortalte om deres vision: At floderne gik over deres bredder og skyllede Jugoslavien rent for muslimer og kroater. Dengang sad vi med et underligt grin og vidste ikke, hvad de holdninger kom til at betyde.
I øjeblikket, lige nu den 8. juli i 2017, vil serberne i Srebrenica rejse et monument til ære for Vitaly Churnik, den afdøde russiske FN-ambassadør, der
fik nedlagt russisk veto mod, at henrettelsen af 8000 mænd i Srebrenica officielt blev betegnet som folkedrab!!!
PUTINS VETO
men folkedrabets
overlevende glemmer
ikke morderne
Dengang i 1995 var jeg direkte i radioen for at forsvare mine ord.
Spørgsmålet, der blev stillet, var: ”Hvad kan du gøre i en borgerkrig?” Al min tale om sammenligning med fornægtelsen af overgreb på jøder løb delvist ud i æteren. Og det var desværre Bjarne Riis, som hentede de største overskrifter og fyldte forsiderne.
UNDSKYLD BJARNE RIIS!
Fem tusinde danskere
på toppen af bjerget i alperne.
En helt har trukket
dannebrog over den blå dragt
i et skær af gult,
Bjarne Riis kører over forsiden
med store typer.
Tredive tusinde mennesker
trygler om blå magt!
I gav garantier.
Fra side to
ser jeg angstens øjne
en lille dreng knuger sin hvide tøjkanin,
der ligger en tøjkanin af samme slags
i armen hos min sovende dreng!
Fædre beder om våben
inden de føres bort af militssoldater,
udrensning kalder de det.
Engang var børnene på forsiden
med store typer.
Et blåt flag vejede
og en fransk general talte.
Våben blev samlet af beskytterne,
men de blå soldater forsvarede ikke
børnene
kvinderne
de gamle
de afvæbnede mænd
da chetnikkerne angreb.
En general med blodige hænder
smiler i morgen fra side to,
sejrherre!
Vi jubler over mandigheden
på et bjerg et andet sted
i Europa!
Jeg har mange gange blandt folk, som er flygtet fra Bosnien. måttet svare på, hvorfor vi ikke gjorde noget dengang.
Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke finde svaret. Kun ved jeg, at vi svigtede den muslimske befolkning og drev det mest åbne muslimske samfund hen mod andre, som havde et mere konservativt syn på islam, fordi vi svigtede og ikke stoppede folkemordet.
STENE FRA SREBRENICA
I stenes afstand
med lidt ond vilje
ligner det røde kors
trådkorset.
Mødre fra Srebrenica
ser gennem korset
efter deres forsvundne mænd.
Engang troede de
på det røde kors
og det blå flag,
de kan godt huske
ansigterne på de hollandske soldater
og den franske general.
Mon drengene sover godt
hjemme i Holland
med deres samvittighed.
Mødrene
fra Srebrenica
sigter mod det røde kors,
hvor langt kan man hjælpe
i tavshed
uden at bære medskylden
på eget kors.
Al den tale om fred
og de døde ligger gemt bort,
bødlerne trykker hænder
med mænd i uniform.
Trikoloren og Union Jack
sætter kikkerten for det blinde øje.
Fortvivlede
kaster mødrene med sten
mod det røde kors
og rammer også vores medskyld.
Dengang troede jeg også på FN og FN-garantier. Troede på, at vores regering ville reagere, når nogen trådte konventioner og fundamentale rettigheder under fode.
ÅR EFTER SREBRENICA
Nogen
graver i jorden efter de døde.
Soldaterne
har lagt pigtråd
omkring enkerne og deres børn
og de gamle og de voldtagne!
Vores pigtråd omkring verden…
Morderne
der stillede drengene op ved kanten
og kommanderede.
FYR.
Morderne, de går frit omkring
som helte.
Graverne har fundet de døde
sært nok er de nu kun
skeletter af døden
og de rydder ikke mange forsider.
Et kranie
for hver løgn,
og vi er langt borte.
Der var engang vi mente
mange burde have set røgen
fra skorstenene.
Mon vi selv
kan se de døde
blive gravet op i vores verden,
mens morderne går frit
iblandt os.
Ligene ligger nu, så vi kan få øje på dem
og bringe dem
på forsiden af vores avis,
det skylder vi de, der for år siden
blev stillet levende på kanten.
Da jeg stod og så på de barske Balkan-bjerge, tænkte jeg også i digte. Jeg kom lige fra Grækenland og klostrene i Meteora, hvor den serbisk-ortodokse kirke flittigt bliver besøgt af serbiske unge.
BALKANISME I
Mladic, Karadzic
lad dommeren dømme jer
giv de dræbte fred
BALKANISME II
Tre strakte fingre
en hilsen
der avler lige så
meget elendighed
som
den strakte
heil-hånd.
Men
jeg kender også Branislav
som aldrig hilser
med de tre strakte fingre.
Da jeg hørte, at hollænderne ville hædre de soldater, som skulle forsvare og sikre den FN-garanterede zone omkring Srebrenica, men passivt så til, at måske 8000 mænd og drenge blev skudt ned, skrev jeg to små digte delt på twitter.
’ET ORANGE SKÆR’
se blomsterne på
Srebrenicas gravpladser
Forglem mig ej’er
SREBRENICA MEMORIAL
hollænders ære
nu hænger de ordner på
dem der lod det ske
Nej, ingen hæder, men PTSD har fulgt de hollandske soldater.
Og ingen mindesmærker for bødlerne.
Altså et opgør med den serbiske nationalisme og en erkendelse af krigsforbrydelserne. En erkendelse der forhindrer gentagelser.
LIDICE-SREBRENICA MEMORIAL
Vilde blomster
på en gravplads
førhen plantede de roser
og holdt taler.
Mændene blev stillet foran
Muren
på Horaks gård
10 på række med tysk
grundighed
og smidt i en bunke,
børnene
dræbt som skadedyr.
Filmen viser os
racismens djævlefjæs
båret frem af strækmarch.
De døde hvisker en stemning
vores børn plukker blomster
til børnegravene
og taler med dæmpede
stemmer.
Erindringen om en ugerning
der aldrig må glemmes
men
hvor lang tid tager det
at læse trehundredeogfyrre
navne
…..
Bagefter
læser du de ottetusinde navne
og skriver tiden
efter 11. juli 1995
Srebrenica
Broen i Mostar
Der, hvor floden Neretva løber i kløften med det grønne vand, ligger byen Mostar. I femtenhundrede og seksogtres byggede tyrkerne en bro for at forbinde én verden med en anden.
Skabe forståelse mellem forskellige troende.
Mange har siden forstyrret freden. Og den blev ramt, så den ikke mere var en bro mellem mennesker. Andre hjalp med at bygge sten på sten, indtil den igen nåede fra bred til bred. Fra folk til folk.
Det var her i stemningen af den genopførte bro, og de unge mænd som sprang i dybet for at bevise, hvor meget mænd de var.
Det var lige her, vi mødte en kvinde, som engang havde søgt tilflugt hos os langt mod nord.
Hun var nu tilbage, medbringende gode minder om alt det danske, hun kunne huske...
broen er bygget
for at mennesker som du
og jeg kan mødes
Bjarne Kim Pedersen
