https://www.youtube.com/watch?v=zslPUpLkvDs&list=FL-okvKCOXDv6BoqQ9O_EmFQ&index=1
BØRNENE I BESLAN
FØRSTE SEPTEMBER 2004
Det var børnenes
første skoledag
Solbrune
spændte
forventningsfulde
står børnene
i første række
når de voksne griber til våben
og
angriber
det er børnene
og deres forældre og bedsteforældre
som lider.
Nordossetiske børn
som dør i din krig Putin
dengang
og nu...
De sorte enker
og deres brødre
angreb børnenes skole
og du var så
ligeglad med børnene
bare du forsvarede
din
russiske ære.
Men børnene døde
mæglerne
kom ikke til orde
ja, hvad gjorde du
ved Anna Politkovskoja,
hvad puttede du
i hendes te.
Du ville selv
give ordren til angreb
fordi dit nøgne mandebryst
fordrer styrke,
har du set børnene
de bar væk
fra myrderierne
har du talt med
børnene som overlevede
har du talt med
mødrene
mødrenes mødre og fædre
som engang kæmpede
for at smide uvæsenet væk
fra moderlandet.
Lad os bøje nakken
og tænke
på alle de døde,
de uskyldige
kuglerne ramte fordi
det var første skoledag efter ferien
og så mange mennesker er blevet ramt
af præsidentens kugler
i Tjetjenien.
Forstår du det
Præsident Putin
Tællelegen for børn
hvor de forsvinder
en efter en
er ikke nogen leg
for folkene i Tjetjenien
En russisk dukke
åbner sig
men børnene
mødrene
og bedsteforældrene
tænkte ikke på dukker
da de begravede ofrene
det gør de heller ikke nu
10 år efter
......
og nye børn
forældre
bedsteforældre
bliver ramt af kuglerne
fra en Kalasnikov....
søndag den 31. august 2014
onsdag den 27. august 2014
H.C. Andersens Festivals Eventyr for unge
Jeg lovede nogle tilhørere at jeg ville lægge mit tingseventyr her på min blog. God læselyst:
KNIVENS
HISTORIE
Det
var en lørdag aften, jeg blev midtpunkt i en meget uheldig hændelse.
Det
hele var startet længe før, hvor jeg lå i en meget fin æske.
Blandt mange andre æsker lå alle os af samme slags på én hylde.
På
en anden hylde lå de andre modeller.
Og
i en anden reol lå de store, og dem der kunne foldes.
Vi var en meget stor familie.
Vi var en meget stor familie.
Men
lå alle i små kasser.
De
havde taget billeder af os og lagt på nettet. Vores allesammens
øverste boss boede vist et sted langt borte i noget de kaldte Guds
eget land.
Vores
egen boss boede et sted, hvor de talte tysk, så det var sikkert
Tyskland, selv om de der farligt fine røde knive med et lille kors
også sagde, at der blev talt tysk i deres land.
Nå
men sådan som jeg har forstået det, så var der et billede af min
slags på en hjemmeside: www.toolshop.de
Der
hed jeg noget så teknisk som:
Böker
Plus Fitz Neckknife.
Mit
stål er 6,5 centimeter og jeg er ialt 13,9 cm og vejer 63 g
46,90
Euro og 10,50 Euro i fragt.
Jeg
blev puttet i en pose. Tapet til, og kørt først med en bil, så en
anden bil. Måske en bil til.
De
første par biler var tyske, det ved jeg, fordi dem bag rattet talte
tysk.
Den
sidste, der kørte mig, var en dansker, og jeg endte i en kiosk på
en tankstation.
Her
blev jeg hentet af en dreng på 14.
Det
var min nye ejer.
Da
han kom hjem, blev jeg pakket op. Mærket på, holdt i hånden, og
puttet ned i den specielle skede.
'Nu
kan jeg forsvare mig.' Sagde drengen stolt til sin kammerat, da jeg
blev vist frem.
'Det
en halskniv. Fordi du kan bære den i en halskæde, men så kan den
ses.
Se
her en bukseskede. Så kan jeg ha' den skjult i underbukserne.
Så
er der ingen, der ser den.
Yes!'
Den
gør mig stærk.
'Pas
nu på den ikke skær' noget af i dine underhylere!' Grinede
kammeraten og klappede ham på skulderen.
Ham
min dreng havde noget kørende i skolen. Det var mest kammeraten og
kammeratens fætter, der havde en kamp med en dansk dreng og hans
venner. Det var vist noget med en arabertøs, som troede hun selv
kunne vælge kæreste. Og det ville fætteren ikke ha'.
Kæresteriet
var gået over, men hadet blev hængende. De havde talt om det i
klassen, og havde på lærerens ordre givet hånd; men der var noget,
som skulle hævnes.
Jeg
hørte det hele. Et par dage senere blev der aftalt et opgør mellem
mænd, sagde drengene, de havde vist set West Side Story.
Men
den dag det skulle ske, vrimlede det med lærere, fordi den danske
dreng havde sladret hjemme. Han var blevet bange, fordi der gik
rygter om en kniv. Hans forældre havde så ringet til skolen.
Nogen
havde nævnt mig.
Alle
kom op til 'spæktøren' på kontoret, og lærerne visiterede den ene
efter den anden. Men de havde aldrig lært det.
Eller også turde de ikke.
Eller også turde de ikke.
Drengen
råbte:
'Er
du så pervers, at du tar' mig på pikken!'
Og
så klappede de bare drengen under armene, på lommerne, og ned ad
benene.
Opgøret
var aflyst og afløst af nye trusler. Ordet stikker blev råbt mange
gange, og skrevet på nettet.
Nu
var drengen til fodboldstævne, hans kammerat og kammeratens fætter
var med på det samme hold. De skulle spille både lørdag og søndag.
Jeg
var nu altid med ham, han vidste aldrig, hvornår han skulle forsvare
sig selv.
Han
var pissesur, som han selv sagde. De havde tabt, fordi de spillede
elendigt. I morgen skulle de spille igen.
Og
nu stod de i madkøen.
Hold
da kæft, hvor gik det langsomt. Hans kammerat og fætteren ville
ikke i bad med de andre og var først nu klædt om. De kom til køen
og hoppede lige ind foran et par københavnere.
Det
skulle de nok ikke have gjort. De skændtes så meget og hånede
kammeratens mor, at der kom nogle ledere og bad dem dæmpe sig. Da de
voksne var gået, hvæsede drengene som gale katte ad hinanden. Det
var hans ære der blev ramt, når de generede hans mor.
Efter
maden skulle det afgøres uden for på en legeplads.
De
satte sig og spiste og gik ud i mørket.
To
dumme drenge. Og snart kom flere, men ingen voksne.
Høje
råb. Ingen undskyld, men et par skub.
Pludselig
var jeg fremme i hånden på drengen.
Et
voldsomt hug fremad indtil jeg ramte noget.
Stak.
Skar
gennem stof.
Skar
gennem kød.
Og
høje råb og skrig.
'Hvad
helvede gør du....'
'Avuuuu...'
og drengen holdt sig på maven, han skreg da han så blod og tarme...
Mange
andre skreg med bange drengestemmer.
Så
røg jeg gennem luften og landede i busken.
…..
Han
kunne godt have tørret mig af først.
Først
var der blod på mit blanke stål og lidt på skæftet, så kom der
jord. Og jord er altså ikke noget for mig. Snart kom også mærkelige
små dyr kravlende hen over mig.
Der
var også en masse råben.
Høje
skingre stemmer.
Først
de unge stemmer, drenge hvis råb næsten slog over i falset. Så
dybe mandestemmer.
I
det fjerne kunne jeg høre udrykning.
1....
2....
3....
og
så
4....
5....
talte
jeg til i alt.
Og
det skarpe blå lys som blinkede. Et helt lysshow op mod den mørke
aftenhimmel.
Det
mindede mig lidt om et par gange, jeg havde været med på diskotek,
godt gemt i varmen fra hans bukser. Jeg kunne høre rytmen, jeg kunne
mærken bassen imod mit stål, og den ene gang gled hans trøje op,
og jeg fik et glimt af lysene. Inden han igen dækkede mig til, så
andre ikke kunne se mig. For jeg var nemlig forbudt på diskoteket.
Men
nu lå jeg alene på jorden mellem buskene.
Efter
et stykke tid kørte to af bilerne væk igen. Begge med blå blink og
lyd.
Nu
var det kun mandestemmer. Drengestemmerne var meget længere væk.
Mændene
gav ordrer. Nogle talte ret højt.
'I skal gå til jeres klasserum, hvor I bor.
I skal blive der med jeres ledere.'
'I skal gå til jeres klasserum, hvor I bor.
I skal blive der med jeres ledere.'
En
anden sagde:
'Hvis
I har set noget, så sig det til jeres ledere eller til os fra
politiet.
Men
gå nu til jeres klasserum.'
Der
gik lang tid.
Et
par gange kom der nye udrykninger til.
Mandestemmerne
kunne høres hele tiden.
Nogen
gange tæt på.
Andre
gange længere væk.
Efter
endnu en tid kom en anden lyd.
Gøen
fra hunde. Ivrige pibelyde tror jeg nok, det var. Men al den tid jeg
havde været uden for æsken, havde jeg ikke mødt ret mange hunde.
Drengen,
som købte mig havde ikke hund. Og ingen i hans familie havde hund,
det var vist noget med deres religion.
Men
det her var en hund.
'Søg
felt....' jeg kunne høre den snuse. Sniffe efter duft.
De
ledte efter et eller andet her på pladsen.
Nu
gik de længere væk.
Nogle
voksne talte sammen.
Jeg
kunne høre, de sagde noget med buskene.
'Søg
Rolf søg..'
Snuselyden
kom igen nærmere. Jeg kunne høre buskene bevæge sig, vandråber
dryppede ned på mig.
'Vuf,
Vuf...
Vuf...'
Alt
for tæt på mig. Og sådan nogle store tænder den hund havde.
Manden
sagde:
'Dygtig
hund Rolf. Det var flot.
Det
var godt, hvor er du dygtig...'
Manden
talte med sådan en underlig stemme, næsten som når man taler
trøstende til et barn.
En
hånd med handsker tog mig op og lagde mig i en plastikpose. Manden
blev ved med at tale rart til hunden.
Og
den logrede, mens en anden mand bar mig væk.
Jeg
blev lagt i en kasse i en bil og kunne ikke se eller høre mere.
Men
betjentene kom tilbage og kørte mod stationen.
'Det
er en af de 3 vi har taget.
Sådan
som jeg forstod på deres leder, var det to fætre og den enes ven.'
'En
af de andre sagde, at det var en af dem.
Kollegaerne
er ved at tale med flere vidner...'
'Jeg
er 100 på, at der er spor på kniven.
Sikkert
også aftryk.
Vi
tager dem ind en efter en på stationen.'
Jeg
blev båret med ind i kassen.
Den
ene af betjentene talte i telefon. Desværre kunne jeg ikke
høre,
hvad han sagde.
Men
han så tilfreds ud bagefter.
En
ny samtale...
'Det
bliver ikke manddrab,
den
anden er uden for livsfare, de opererer lige nu...'
Den
første, de talte med, var kammeraten.
Men
han kunne ikke huske noget, bortset fra hvad han hed, hans adresse og
personnummer.
Den
næste var fætteren, han kunne heller ikke huske noget.
Den
sidste var drengen, han kiggede lidt ekstra, da de viste mig frem i
posen. Men han kunne ikke huske noget.
Den
ældste af betjentene sagde nu:
'Det
er godt nok en flot kniv, ved du hvor sådan en sag bliver lavet?'
Drengen
rystede på hovedet.
'Hvor
kan man købe sådan en flot kniv?
I
Schweiz?
I
Polen? I ….
'Tyskland,
tror jeg.
På
nettet.' Forsøgte drengen at redde sig selv.
'Du
ved godt, at der både er fingeraftryk og dna på kniven. Vi ved,
hvem der førte den lige om lidt. Du kan lige gå med min kollega ud
og få taget fingeraftryk.
Vi taler med dig senere.'
Vi taler med dig senere.'
Fætteren
fik også taget fingeraftryk, men kunne stadig ikke huske noget.
Kammeraten
kunne heller ikke huske noget efter fingeraftryk.
Da
de kom tilbage til drengen, havde jeg lyst til at råbe.
'Det
er hans kniv.'
Den
ene betjent gik med kniven.
'Ok,
er det din kniv? Dit aftryk, der er på kniven?
Dig,
der førte kniven?'
'Ja,'
råbte jeg, men jeg havde jo ingen stemme.
Drengen
nikkede...
fredag den 22. august 2014
Oplæsninger Litteratourbussen mm.
I dag og de næste 2 dage er Dansk Forfatterforenings Litteratourbus i Odense.
I morgen kl 15.00 er det med udgangspunkt i 'H.C. Andersen haikusamliongen' Der er et herligt Land
I dag kl 14. på Kunstgaden er det Per Nielsen, Esther Rützou og Bjarne Kim Pedersen der læser/fortæller egne eventyr.
tirsdag den 5. august 2014
St. Bogdag Hald 9. august
14:00-15:00 | Haiku under lindene |
Under Lindene
| ||
Dansk Forfatterforenings Haikunetværk viser, hvordan den særegne japanske lyrikform tæmmes på dansk. Følgende forfattere læser op: Niels Kjær Mark Schorr Bjarne Kim Pedersen Jette Slaaen | ||||
Arrangør: Dansk Forfatterforenings haikunetværk
|
Abonner på:
Opslag (Atom)