womens rights
Equal for the law
one man one woman, equal
right for people
mens rights
womens right's mens right's
Human Rights
to everyone
kvinde lighed
Lige for loven
én mand én kvinde, samme
ret for mennesker
mænds lighed
kvinders ret, mænds ret
menneskerettigheder
lige for alle
torsdag den 24. juni 2010
fredag den 18. juni 2010
Digte på keramik
Så er jeg også kommet på keramik. En bestillingsopgave om at sætte ord på tiden fra første klasse til sjette.
tirsdag den 15. juni 2010
En roman på mobilen
http://avisen.dk/en-roman-paa-mobilen_7912.aspx
Her ligger artiklen, hvor mine sms digte er omtalt. En del er sket siden.
Jeg er lige kommet på SMSpress: http://smspress.dk/2009/08/køreplan/
Og lige nu twitter jeg digte. SMS-digte bliver stille og roligt til twit-digte.
I en engelsk udgave bliver mange af mine digte twittet og retwittet af grupper som arbejder for menneskerettigheder i Iran.
A bouquet of flowers
white for innocence, red
for love
Her ligger artiklen, hvor mine sms digte er omtalt. En del er sket siden.
Jeg er lige kommet på SMSpress: http://smspress.dk/2009/08/køreplan/
Og lige nu twitter jeg digte. SMS-digte bliver stille og roligt til twit-digte.
I en engelsk udgave bliver mange af mine digte twittet og retwittet af grupper som arbejder for menneskerettigheder i Iran.
A bouquet of flowers
white for innocence, red
for love
fredag den 11. juni 2010
Iran Voting Rights
Voting Rights
One man one vote
one woman one vote, who
stole your votes
Stemmeret
Én mand én stemme
én kvinde én stemme, hvem
stjal jeres stemmer
den 12. juni er det 1 år siden Ahmajinedad stjal valgsejren.
On 12 June 2009 the Iranian people went to the polls to
choose their president. That evening Ahmadinejad was declared as the victor.
As a protest against the controversial result, people began to
demonstrate out on the streets of Iran. This peaceful protest was met by brutal violence. Since the unrest began in June 2009
at least 89 people killed, more than 3,000 imprisoned and
hundreds of thousands injured.
Today, nearly a year later, the Iranian people still refuse to
recognize Ahmadinejad as the country's president. The world has seen their struggle and today we remind you once again about their efforts for democracy and freedom.
One man one vote
one woman one vote, who
stole your votes
Stemmeret
Én mand én stemme
én kvinde én stemme, hvem
stjal jeres stemmer
den 12. juni er det 1 år siden Ahmajinedad stjal valgsejren.
On 12 June 2009 the Iranian people went to the polls to
choose their president. That evening Ahmadinejad was declared as the victor.
As a protest against the controversial result, people began to
demonstrate out on the streets of Iran. This peaceful protest was met by brutal violence. Since the unrest began in June 2009
at least 89 people killed, more than 3,000 imprisoned and
hundreds of thousands injured.
Today, nearly a year later, the Iranian people still refuse to
recognize Ahmadinejad as the country's president. The world has seen their struggle and today we remind you once again about their efforts for democracy and freedom.
lørdag den 5. juni 2010
Fodboldfest 05.06.1985. Kronik i Fyens Stiftstidende
Bryllup og Fodboldfest
Det startede for 25. år siden.
Det var den dag i parken.
Nej, for at være korrekt så startede det nogle år tidligere både fodboldlandsholdet og os.
Men det var den store dag i parklen hvor USSR blev banket 4 – 2. Jeg husker det også som vores brylupsdag.
Vi var startet 7 år tidligere, hvor vi begyndte at holde i hånd og alt det andet netop på en Grundlovsdag. På et tidspunkt hvor Danmark havde hedebølge og følte sig som noget Sydeuropæisk med udendørs caféliv endnu inden terassevarmere gjorde sit til det udendørs og den globale opvarmning.
Men det danske fodboldlandshold havde også før gjort sig bemærket.
I sommeren 84 rejste vi rundt i Bosnien, og en varm eftermiddag i Sarajevo i parken som lå lige ved siden af Marsala Tita, mødte vi en flok drenge.
Vi var trukket ind i parken for at spise nogle chevapcici som vi havde købt ved en gadebod. Nogle drenge spillede fodbold. Da jeg skød bolden tilbage, kom vi i snak. De ville også gerne snakke med vores hunde. En af dem havde en stor hundehvalp med. Den fik lov til at lege med vores hunde.
De spurgte med deres få engelske ord, hvor vi kom fra.
”Oh Denmark, Danska!”
En af drengene havde boet i Sverige i nogle år, så vi kunne tale skandinavisk med ham.
De kunne også huske fodbold:
Danmark – Jugoslavien 5 – 0. ved det EM som lige var overstået. Vi var imponeret over at de kunne: 1 – 0 Frank Arnesen, 2 – 0 Klaus Berggren, 3 – 0 Frank Arnesen, 4 – 0 Preben Elkjær, 5 – 0 John Lauridsen. Som tak for indsatsen fik de en pakke kiks.
Senere spillede parken her og fodbold også sammen i en helt anden tragisk sammenhæng.
Det var dengang Sarajevo blev belejret. Et offentligt slagtehus. Serberne lå i ring uden om byen. Og skød til måls efter levende mål.
Familiefædre kom og betalte for at få lov til at skyde efter den belejrede befolkning fra stillingerne oppe i bjergene. Parken blev ribbet for træer og andet der kunne bruges til brænde i den belejrede by. Og byens fodboldbaner blev brugt til begravelsespladser
Det var også den krig som gjorde at Danmark overtog Jugoslaviens slutspilsplads ved EM 92.
Tilbage til Grundlovsdag 1985. Vi havde bestilt tid hos borgmesteren. Og på selve dagen skulle kun de nærmeste, altså vores forældre med.
Det var en kort hyggelig ceremoni. Den blev dog lidt længere fordi under sherryen bagefter kom borgmesteren og min far til at tale om jagt. Og når to ældre jægere mødes, så bliver der trykket på fortælleknappen. Jeg tror, der blev skænket op flere gange, inden vi slap afsted, og jeg tror faktisk jægerne fandt ud af, at de både havde fælles jagtbekendte og måske havde været på jagt sammen.
Vi var nu lykkelige nygifte og tog hjem til vores hyggelige landhus, hvor flaget var blevet hejst over vejen. Dengang ejede vi ikke en flagstand, så et reb var monteret fra et træ tværs over vejen til huset. Det gav helt mindelser om dengang Kongen red over grænsen i 1920 og Sønderjylland var genforenet med resten af Danmark.
Vi fik et hyggeligt måltid. Selve bryllupsfesten blev holdt lørdagen efter. Det var vores måde at fejre dagen på med resten af familien og alle vennerne.
Godt mætte skulle vi ud på en gåtur. Vi var jo lige flyttet til området, så alle havde lyst til at se mere af den skønne natur. Så vi gik afsted med 2 stk. gravhunde og en halvcocker i snor.
Det var skønt vejr, blå himmel og lærkerne sang over de bølgende kornmarker. Vi vidste, at vi kunne følge markvejen rundt og så komme en anden vej tilbage. Det var landlig idyl med det nygifte par og en god stemning. Men intet paradis uden slanger.
Ved en af husene på den anden side markerne var en løs bokser. Den mente, at det var dens territorium og gik til angreb på gravhundene.
Pludselig var det hele forvandlet til en kampplads. Svigermorens briller røg sig en tur og blev ødelagt. Jeg kastede mig ind i kampen for at redde de små hunde.
Faktisk var det et tidspunkt, hvor jeg rullede rundt og havde fat i hovedet på den gale hund. Eller rettere jeg klemte om hundens hals. Mirakuløst blev jeg ikke bidt og jeg forhindrede vores små hunde i at blive skambidt.
Endelig kom ejeren ud, og fik fat i sin gale hund, som jeg stadigvæk var ved at kvæle. Samtidig fik han skæld ud af resten af familien.
Han undskyldte mange gange, og bagefter blev der også givet erstatning for det ødlagte, og vi fik hilst ordentlig på. Jeg ved ikke, om vi kan kalde det nabo, det hedder vel en eller anden form for genbo.
Vi kom hjem lettere rystede, drak kaffe og tændte for fjernsynet.
Indtil dette tidspunkt havde jeg vist hørt de fleste dumme bemærkninger fra min nygifte frue som ofte kommenterede fodbold som: ”hvorfor ikke give dem en bold hver så alle, hvormange er det de er?, ikke skal slås om den samme!”
45.700 tilskuere på en dag hvor græssert var utrolig grønt, solen strålede og det gjorde de rød-hvide også.
Først havde Ole Qvist en pragtredning. Og så efter 16 minutter havnede en returbold hos Elkjær, der huggede til med venstre ben. 1 – 0.
Vi råbte og skrev og viftede med flag.
3 minutter senere næsten en gentagelse. Igen Elkjær 2 – 0. Nu var den nygifte frue også med i heppekoret. Danmark førte 2 – 0. Og vi var ikke engang 20 minutter inde i kampen.
Men få minutter senere smed russeren Protassov en spand kold vand på den danske jubel, da han reducerede til 2 – 1.
Alligevel fortsatte solen med at skinne. Det var som om at vi troede på det. I dag kunne det ikke gå galt.
Efter pausen tog Laudrup over. Først næsten liggende fik han sendt bolden i mål. Og tre minutter senere et kontraløb som han endte med at sende i mål.
4 – 1. Måltavlen blinkede i sommersolen. Det var for godt til at være sandt. Og Sovjetunionen reducerede til 4 – 2. Senere stod Claus Berggren perfekt på stregen og forhindrede deres tredje mål. Hvis de havde scoret her, var det blevet alt for spændende.
Vi råbte, vi skreg, vi skålede og viftede med vores papirflag.
Det var jo en bryllupsdag som lovede godt.
Danmark var trods vores størrelse en fodboldmagt. Som Uffe Ellemann senere sagde: ”If you cant join them, beat them.”
Det startede for 25. år siden.
Det var den dag i parken.
Nej, for at være korrekt så startede det nogle år tidligere både fodboldlandsholdet og os.
Men det var den store dag i parklen hvor USSR blev banket 4 – 2. Jeg husker det også som vores brylupsdag.
Vi var startet 7 år tidligere, hvor vi begyndte at holde i hånd og alt det andet netop på en Grundlovsdag. På et tidspunkt hvor Danmark havde hedebølge og følte sig som noget Sydeuropæisk med udendørs caféliv endnu inden terassevarmere gjorde sit til det udendørs og den globale opvarmning.
Men det danske fodboldlandshold havde også før gjort sig bemærket.
I sommeren 84 rejste vi rundt i Bosnien, og en varm eftermiddag i Sarajevo i parken som lå lige ved siden af Marsala Tita, mødte vi en flok drenge.
Vi var trukket ind i parken for at spise nogle chevapcici som vi havde købt ved en gadebod. Nogle drenge spillede fodbold. Da jeg skød bolden tilbage, kom vi i snak. De ville også gerne snakke med vores hunde. En af dem havde en stor hundehvalp med. Den fik lov til at lege med vores hunde.
De spurgte med deres få engelske ord, hvor vi kom fra.
”Oh Denmark, Danska!”
En af drengene havde boet i Sverige i nogle år, så vi kunne tale skandinavisk med ham.
De kunne også huske fodbold:
Danmark – Jugoslavien 5 – 0. ved det EM som lige var overstået. Vi var imponeret over at de kunne: 1 – 0 Frank Arnesen, 2 – 0 Klaus Berggren, 3 – 0 Frank Arnesen, 4 – 0 Preben Elkjær, 5 – 0 John Lauridsen. Som tak for indsatsen fik de en pakke kiks.
Senere spillede parken her og fodbold også sammen i en helt anden tragisk sammenhæng.
Det var dengang Sarajevo blev belejret. Et offentligt slagtehus. Serberne lå i ring uden om byen. Og skød til måls efter levende mål.
Familiefædre kom og betalte for at få lov til at skyde efter den belejrede befolkning fra stillingerne oppe i bjergene. Parken blev ribbet for træer og andet der kunne bruges til brænde i den belejrede by. Og byens fodboldbaner blev brugt til begravelsespladser
Det var også den krig som gjorde at Danmark overtog Jugoslaviens slutspilsplads ved EM 92.
Tilbage til Grundlovsdag 1985. Vi havde bestilt tid hos borgmesteren. Og på selve dagen skulle kun de nærmeste, altså vores forældre med.
Det var en kort hyggelig ceremoni. Den blev dog lidt længere fordi under sherryen bagefter kom borgmesteren og min far til at tale om jagt. Og når to ældre jægere mødes, så bliver der trykket på fortælleknappen. Jeg tror, der blev skænket op flere gange, inden vi slap afsted, og jeg tror faktisk jægerne fandt ud af, at de både havde fælles jagtbekendte og måske havde været på jagt sammen.
Vi var nu lykkelige nygifte og tog hjem til vores hyggelige landhus, hvor flaget var blevet hejst over vejen. Dengang ejede vi ikke en flagstand, så et reb var monteret fra et træ tværs over vejen til huset. Det gav helt mindelser om dengang Kongen red over grænsen i 1920 og Sønderjylland var genforenet med resten af Danmark.
Vi fik et hyggeligt måltid. Selve bryllupsfesten blev holdt lørdagen efter. Det var vores måde at fejre dagen på med resten af familien og alle vennerne.
Godt mætte skulle vi ud på en gåtur. Vi var jo lige flyttet til området, så alle havde lyst til at se mere af den skønne natur. Så vi gik afsted med 2 stk. gravhunde og en halvcocker i snor.
Det var skønt vejr, blå himmel og lærkerne sang over de bølgende kornmarker. Vi vidste, at vi kunne følge markvejen rundt og så komme en anden vej tilbage. Det var landlig idyl med det nygifte par og en god stemning. Men intet paradis uden slanger.
Ved en af husene på den anden side markerne var en løs bokser. Den mente, at det var dens territorium og gik til angreb på gravhundene.
Pludselig var det hele forvandlet til en kampplads. Svigermorens briller røg sig en tur og blev ødelagt. Jeg kastede mig ind i kampen for at redde de små hunde.
Faktisk var det et tidspunkt, hvor jeg rullede rundt og havde fat i hovedet på den gale hund. Eller rettere jeg klemte om hundens hals. Mirakuløst blev jeg ikke bidt og jeg forhindrede vores små hunde i at blive skambidt.
Endelig kom ejeren ud, og fik fat i sin gale hund, som jeg stadigvæk var ved at kvæle. Samtidig fik han skæld ud af resten af familien.
Han undskyldte mange gange, og bagefter blev der også givet erstatning for det ødlagte, og vi fik hilst ordentlig på. Jeg ved ikke, om vi kan kalde det nabo, det hedder vel en eller anden form for genbo.
Vi kom hjem lettere rystede, drak kaffe og tændte for fjernsynet.
Indtil dette tidspunkt havde jeg vist hørt de fleste dumme bemærkninger fra min nygifte frue som ofte kommenterede fodbold som: ”hvorfor ikke give dem en bold hver så alle, hvormange er det de er?, ikke skal slås om den samme!”
45.700 tilskuere på en dag hvor græssert var utrolig grønt, solen strålede og det gjorde de rød-hvide også.
Først havde Ole Qvist en pragtredning. Og så efter 16 minutter havnede en returbold hos Elkjær, der huggede til med venstre ben. 1 – 0.
Vi råbte og skrev og viftede med flag.
3 minutter senere næsten en gentagelse. Igen Elkjær 2 – 0. Nu var den nygifte frue også med i heppekoret. Danmark førte 2 – 0. Og vi var ikke engang 20 minutter inde i kampen.
Men få minutter senere smed russeren Protassov en spand kold vand på den danske jubel, da han reducerede til 2 – 1.
Alligevel fortsatte solen med at skinne. Det var som om at vi troede på det. I dag kunne det ikke gå galt.
Efter pausen tog Laudrup over. Først næsten liggende fik han sendt bolden i mål. Og tre minutter senere et kontraløb som han endte med at sende i mål.
4 – 1. Måltavlen blinkede i sommersolen. Det var for godt til at være sandt. Og Sovjetunionen reducerede til 4 – 2. Senere stod Claus Berggren perfekt på stregen og forhindrede deres tredje mål. Hvis de havde scoret her, var det blevet alt for spændende.
Vi råbte, vi skreg, vi skålede og viftede med vores papirflag.
Det var jo en bryllupsdag som lovede godt.
Danmark var trods vores størrelse en fodboldmagt. Som Uffe Ellemann senere sagde: ”If you cant join them, beat them.”
Abonner på:
Opslag (Atom)
