Udkantsdanmark Kronik i Jyllandsposten

En røst fra udkantsdanmark

Bjarne Kim Pedersen, forfatter og fortæller Otterup



Vi skal have en seværdig natur, men den er ikke seværdig, hvis den er tømt for mennesker. Prisgivet af mennesker, som har efterladt landsbyslum. Og en social underklasse, som ikke har råd til at bo andre steder. Et sådant udkantsområde vil ikke engang være attraktivt som ferieområde, skriver Bjarne Kim Jeppesen.

Miljøminister Christian Christensen blev landskendt for miljøalarmen omkring hans elskede Ringkøbing Fjord i 1986: »Fuglene er væk, fiskene er væk«. Det var startskuddet til genopretningen af Skjern Å og tilsvarende miljøindsatser andre steder i landet.

Nu er fiskene tilbage. I Varde Å fanges lige nu rekordlaks.

Ørnen er igen landet i Odense Fjord efter 100 års fravær. Det er alt sammen meget godt.

Men hvad med menneskene som bor i de her naturskønne områder? Bliver vi dømt ude i det, der med et moderne udtryk hedder Udkantsdanmark?

Er vi ved at skabe ”udkantsparker”, hvor det vigtigste er naturen som uberørt oplevelsessted for en urbaniseret befolkning?

Indrømmet, der er dejligt herude på landet. Men måske knap så dejligt, når man står og venter på en bus, som ikke mere kører. Der var engang, hvor vi havde en velfungerende kollektiv trafik. Det var inden den sidste velstandsstigning, hvor vi næsten var i stand til at købe hele verden. Det kan godt være, at det var rigtigt, men meget var egoistisk privatøkonomi og for lånte penge.

På Fyn lavede man en ny busplan, måske med det langsigtede mål at få slanket driften, så kun de gode ruter overlevede. I første omgang var en køreplansomlægning det synlige resultat. Lange ventetider på busser som ikke kom. Og en kundeflugt. I vores egen lille familie blev vi tvunget til enten at skippe et job eller anskaffe bil nummer to.

Og hvor klogt er det lige i det store globale miljøregnskab? Eller i det lokale med stadig mere køkørsel ind til de store byer?

Resultatet af kundeflugten var, at man nu kan nedlægge en stor del af ruterne, fordi der ikke er kunder nok.

Når vi ser på den nye busplan, som er tænkt igangsat fra den 10. august, er der kun busdrift mellem de større byer. Selve landområderne må de enkelte kommuner tage sig af. Og de er inde i sparerunder, så det betyder slet ingen busser.

Det betyder også, at vores børn selv skal betale for bustransporten, hvis de har under syv kilometer! Indtil nu har der været gratis bustransport, og der er vist noget om, at et takstsystem er næsten lige så dyrt at administrere som det, man får ind i indtægt.

At de også skal meget før af sted om morgenen, fordi busserne først og fremmest skal sikre de unge adgang til det lokale gymnasium, er en biting, som ikke tæller blandt politikerne. Ingen har endnu tænkt på, at hvis de skal cykle, så er man nødt til at bekoste en sikring af skolevejen. En del af vejen har allerede kostet trafikofre, og den er ekstremt farlig for cyklister.

Vores borgmester gav under sidste valgkamp løfter om at bibeholde buslinjerne, men det var bare tom valgsnak.

Det må være en politisk beslutning, om vi vil have helårsliv i områderne uden for byerne. Men her må vi også gribe i egen barm, for vi har selv valgt de politikere, som bestemmer lige nu. Og det er ikke politisk mod, som står først blandt karaktertrækkene hos vore folkevalgte.

Men det er ”nederen”, som de unge siger, når politikere på Langeland sparer 700.000 kr. til FilmFyn. Selv om beregninger viser, at pengene kommer ca. tre gange tilbage.

Det er lige så dårligt, at man kun sætter en økonomisk beregning op omkring vores kollektive trafik. På Nordfyn ligger vi lavt med unge, som får en god uddannelse. Det bliver endnu lavere, hvis de ikke kan komme frem med de busser, som er skåret væk, fordi de ikke kan give overskud.

Jeg nyder også havørnereden eller føler spændingen, når jeg går med fiskestangen på jagt efter en stor fisk.

Der er bare ikke så meget ved det, hvis jeg ikke kan blive boende i mit hus herude på landet, fordi mine børn ikke kan komme med bussen til det uddannelsessted, de ønsker sig.

Eller min gamle nabo ikke kan tage bussen fra sit elskede hus ind til butikken i den nærmeste by 5 eller 10 kilometer borte. Så langt kan han ikke køre på elknallerten.

Før nævnte jeg fornøjelsen ved at gå med en fiskestang. Havørred Fyn er en af de gode investeringer, som trækker turister og omsætning til. Andre tiltag kunne sikkert gavne lige så meget, men faktum er, at man lige nu har skåret på turistkontorets åbningstid.

Nogle gange kunne jeg ønske, at man turde tænke fremad i stedet for defensivt med besparelser. Måske kunne man investere i nogle ting, som kunne give en ekstra indtægt.

Der var engang, da man flyttede ud til landkommunerne, fordi der var gode forhold for børnefamilier. Der var gode skoler. Gode indkøbsmuligheder og en god kollektiv transport. Nu er det hele truet af gradvis nedlukning.

Vi må også have vækst uden for byernes ringveje. Og vi må have et landbrug, som producerer bæredygtige danske produkter. Og vi må give vores børn den bedst mulige uddannelse, så vi kan klare os i den store verden. Vi skal også have en seværdig natur, men den er ikke seværdig, hvis den er tømt for mennesker.

Mennesker, som har efterladt landsbyslum. Og en social underklasse, som ikke har råd til at bo andre steder.

Et sådant udkantsområde vil ikke engang være attraktivt som ferieområde.

Vi må tænke som ét dansk samfund, der både har brug for byerne og alle de andre steder. Alt behøver ikke være stort for at fungere. Selvfølgelig skal en skole have en vis størrelse for at være dynamisk. Men det har vi ansvarlige skolefolk, som kan rådgive om.

Der kan også tænkes i andre baner omkring kollektiv trafik. En bus behøver ikke være en stor bus, men kan lige så godt være en telebus eller en bus til 14 eller 20 personer eller samkøringsordninger.

Det er dystre udsigter. Men udviklingen kan vendes, hvis vi vil det.

Om ikke før, så når det nye parti stiftet af utilfredse vestjyder har spredt sig over hele landet. Og måske sidder med de afgørende stemmer efter næste valg.

Måske er det ikke Thorning, som kan slå Løkke, men utilfredse ”bønder, tømrere og jyske knejte”.

Vagn Predbjørns Fødselsdagslegat

I torsdags fik jeg Vagn Predbjørns Fødselsdagslegat.
Det blev uddelt i forbindelse med Verdens BogDag Fredag den 23.04 som også er den dag hvor både William Sheakspeare og Vagn Predbjørn blev født.
Selve overrækkelsen formede sig som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg vidste intet på forhånd og det var først et stykke inde i Martin Jensens pristale, jeg begyndte at forstå.
Jeg er meget ydmyg over for tildelingen, og det er en stor ære.
Selv betragter jeg Vagns forfatterskab som et af de største danske i nyere tid.

Asketid

ASKETID

Moderens ild vil
ud, små mennesker mod det
underjordiske




ASH

The Mother's fire exploded
small people against
the underground