På onsdag den 02.12 tager vi turen 'Rundt om Enebærodde' med Fiskeklubben Nordfyn.
Jeg fortæller nogle af historierne ude fra Odden det foregår kl. 19.00 til 22.00 i klublokalerne Kirkevænget 7 i Søndersø.
se også udsendelsen fra Tv2 Fyn med Signe Ryge Petersen http://www.tv2fyn.dk/video/17239
søndag den 29. november 2009
lørdag den 28. november 2009
Bøllevinger anmeldelse i Fyens Stiftstidende
Bortset fra Overskriften, udmærket kort anmeldelse.
Simpel knallert-roman
27. november 2009 04:00 Af CECILIE FRIIS
UNGDOMSROMAN, BJARNE KIM PEDERSEN: »BØLLEVINGER"
I stedet for at få skideballe for at komme fuld hjem, finder 15-årige Jens’ far sin gamle 2-gears Puch frem og hjælper ham med at sætte den i stand.
Da Jens’ venner også finder et par gamle knallerter frem, stifter de sammen knallertklubben "Bøllevinger".
Deraf ungdomsromanens navn.
Bjarne Kim Pedersen har skrevet en bog om det ansvar, man har, når man som ung mand anskaffer sig et køretøj med motor. "Bøllevinger" er en lille kort bog, som vil tiltale de teenagedrenge, som normalt ellers ikke ville sætte sig og læse en bog.
Historien er simpelt fortalt med en masse knallertudtryk og en grad af alvor, som rækker ud til et anderledes publikum.
Om bogen
Bjarne Kim Pedersen: »Bøllevinger", 126 sider, 150 kroner, Ravnerock.
Simpel knallert-roman
27. november 2009 04:00 Af CECILIE FRIIS
UNGDOMSROMAN, BJARNE KIM PEDERSEN: »BØLLEVINGER"
I stedet for at få skideballe for at komme fuld hjem, finder 15-årige Jens’ far sin gamle 2-gears Puch frem og hjælper ham med at sætte den i stand.
Da Jens’ venner også finder et par gamle knallerter frem, stifter de sammen knallertklubben "Bøllevinger".
Deraf ungdomsromanens navn.
Bjarne Kim Pedersen har skrevet en bog om det ansvar, man har, når man som ung mand anskaffer sig et køretøj med motor. "Bøllevinger" er en lille kort bog, som vil tiltale de teenagedrenge, som normalt ellers ikke ville sætte sig og læse en bog.
Historien er simpelt fortalt med en masse knallertudtryk og en grad af alvor, som rækker ud til et anderledes publikum.
Om bogen
Bjarne Kim Pedersen: »Bøllevinger", 126 sider, 150 kroner, Ravnerock.
fredag den 20. november 2009
TRABI-INVASIONEN kronik i Fyens Stiftstidende 17.11
For en dansk turist i Tyskland var november 1989 fuld af forunderlige oplevelser
Trabi-invasionen
Vi har lige været på et besøg i Mittelheim netop som vinhøsten startede.
I år er det 20 år siden, vi første gang var der.
På de tyve år har Europa roteret flere gange om sin egen historie.
Gorbatjov lavede glasnost, nedlagde Sovjet. Og det må have smertet ham, at se de konflikter, som brød ud i randområderne.
De gamle partisoldater faldt i øst, og en turbulent tid fulgte.
Nogle steder skiftede skiftede man bare partibog og kom tilbage til magtens centrum efter et valg eller to.
Andre steder sadlede man om og hastede med stormskridt nærmere den velstand man drømte om, og retten til at tænke, tro og sige sin mening.
I år rejste jeg en måned rundt sammen med polakker, tjekker, slovakker og ungarer i Kroatien. De var på badeferie og det er måske et af de største resultater af at muren faldt dengang.
Tyskerne var der også, men i dag er det jo ligegyldigt for os om de er fra øst eller vest. Trabant og Wartburg er kultbiler for samlere. Til hverdag kører de i nye tyske eller asiatiske biler. I dag kører de fleste også med EU-plader!
Dengang var vi på vej til den lille Rhinby Mittelheim, da vi over radioen hørte, at muren var ved at falde. Der blev fra denne dag givet fri udrejse fra DDR til Vestberlin og Forbundsrepublikken.
Og der blev brudt huller i Berlinmuren!
Gennem den engelsksprogede Athen News havde vi det sidste stykke tid kunnet følge med i udviklingen i DDR. Det gav os også en anden slags briller til begivenhederne, at kilden var en engelsksproget græsk avis. Men danske aviser kunne dengang kun fås i Athen og ikke i den lille provinsby Nafplion uden for turistsæsonen.
Hver dag skete der verdenshistoriske ting. Begivenheder vi aldrig havde turdet håbe på. Men som nu skete næsten helt af sig selv, og vi kunne kun følge med i kulissen og håbe det bedste for fremtiden.
Vore tyske venner Walter og Monica ventede os i deres lejlighed i Mittelheim ikke langt fra turistbyen Rüdesheim.
Det utrolige var ved at ske, og vi kunne høre nogle tyskere begynde at tale om sammenlægning af de to tysklande. De tyske aviser begyndte at give spalteplads til de folk, som skrev om den drøm, der hed ét Tyskland.
Hver dag mødte vi DDR biler med kryds over det ene D og R'et. Det var i hvert fald en drøm for disse folk at få lov til at rejse ud af det land, som indtil nu var holdt sammen af pigtråd.
Vi kunne også høre de daglige meldinger om 10, 20 eller 30 kilometer kø på den østtyske side af grænseovergangene i radioen og i fjernsynet. Forbundsbanken udbetalte også en velkomstgave på 100 D-mark ved østtyskernes ankomst til Vesttyskland. Efter sigende blev cirka halvdelen brugt til vareindkøb og resten blev vekslet på det sorte marked i DDR! Velkomstgaven var efter vores og vore tyske værters mening fuldstændig vanvittig.
Den almindelige stemning i den lille Rhinby var også, at forbundsregeringen nok skulle komme til at betale rigeligt i østhjælp. Og det var dem i vest som skulle betale!
Ingen af os ville have troet, at mindre end et år senere, var de to tysklande blevet til ét. Men vi mødte også en udbredt tro, eller rettere mistro, til det fælles paradis, som skulle ligge et sted i den nærmeste fremtid.
De fleste havde en meget realistisk angst for, hvordan det skulle gå, når østtyskerne opdagede, at Vesttyskland var meget andet end det, der kunne ses i reklamer og tyske TV-serier. Ikke alle tyskere kørte rundt i en stor BMW.
Mange sportshaller var inddraget til modtagelse af østtyskere, der ikke nøjedes med en éndagstur til det forjættede vest. Efter hvad pressen oplyste, var der en stor flugt af sygeplejersker, som kunne forvente at få arbejde i vest. Det skulle være så galt, at hele sygehusafdelinger var affolket af plejepersonalet. Mange af de flygtende var kommet tidligere på året, da Ungarn lukkede op for grænsen. Vi så det tidligere på vores tur, at østtyskerne bare gik forbi de ungarske grænsesoldater.
Flere af naboerne i Mittelheim fik besøg af slægtninge, som de ikke havde set siden krigens tid. Af forskellige veje havde de fået oplysninger igennem pigtrådsbæltet, som havde delt de to lande siden de første pigtrådsspærringer og minefelter blev anlagt.
Vi så to brødre, der ikke havde set hinanden siden de var Hitlerjugend-soldater. Det var bageren, der fortalte, at de ikke havde set hinanden, siden de var 16 og 17 år i 1945. Den ene af brødrene var kommet til amerikanerne, og den anden var, desværre for ham, kommet til de russiske soldater.
Gensynet var rørende, og vi gik hastigt. Mødet var så personligt, at vores blufærdighed bød os gå videre, og lade de to brødre i fred. Men gensynet kunne være brugt som en illustration for det arbejde, som Amnesty International og andre udfører.
Vi kunne ikke lade være med at tale om, hvad disse mennesker ville gøre ved den magtgruppe i DDR, der havde været årsag til denne menneskelige lidelse i kommunismens navn. Ville der komme en heksejagt, eller ville det være muligt at holde fast på almindelige retsprincipper?
Engang og hvis var ord, vi måtte bruge mange gange hver dag. Vores vanetænkning om hvordan verden hang sammen, var blevet vendt og drejet i de tre måneder, vi havde været på rejse i Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet. Nye tider var på vej; men hvad ville de bringe?
Sammen med vores værter var vi på sightseeing ved den store Germania-statue, der skuer over Rhinen. Mange DDR borgere valfartede også til den store grimme statue, og en ny tysk identitet var måske på vej. Tiden måtte vise, om vi var for skeptiske, men det var ikke med udelt fornøjelse, at vi så østtyskere gå rundt med små flag og agitere for ét Tyskland.
Heldigvis havde vi et så åbent forhold til vore tyske venner, at vi kunne snakke om vores betænkeligheder ved et nyt stort Tyskland. De var også selv urolige ved et meget konservativt fælles Tyskland. Men lige nu troede de også det lå langt ude i fremtiden.
Det troede vi også, men da vi sagde farvel med knus og klem og kørte mod nord, blev vi mødt af historiens gang. For en gang skyld var det ikke nye tyske biler, der dominerede på autobanen, men derimod en hel invasion af Trabanter og Wartburgere. Mellem halvdelen og to tredjedele af alle biler vi mødte, var østtyske. Når vi mødte dem, tudede og blinkede de med lyset. Og de kørte en gang rundt med vores opfattelse af, hvordan historien skulle skrives; de havde lært vores materielle velfærd at kende, og nu ville de have del i denne velfærd.
Den magt der lå i Trabi-invasionen, var nok så stor, at invasionen og ikke velovervejede beslutninger afgjorde fremtiden for de to lande.
De nye tider havde både gode og dårlige sider.
De gav demokrati til mange folk i Østeuropa. På Balkan førte vejen mod det nye Europa til opløsningen af Jugoslavien. Arveboet efter Tito førte til etniske udrensninger og krigsforbrydelser.
Alt det vidste vi ikke den dag, hvor vi kørte og glædede os over den nye internationale åbenhed.
Bjarne Kim Pedersen
Trabi-invasionen
Vi har lige været på et besøg i Mittelheim netop som vinhøsten startede.
I år er det 20 år siden, vi første gang var der.
På de tyve år har Europa roteret flere gange om sin egen historie.
Gorbatjov lavede glasnost, nedlagde Sovjet. Og det må have smertet ham, at se de konflikter, som brød ud i randområderne.
De gamle partisoldater faldt i øst, og en turbulent tid fulgte.
Nogle steder skiftede skiftede man bare partibog og kom tilbage til magtens centrum efter et valg eller to.
Andre steder sadlede man om og hastede med stormskridt nærmere den velstand man drømte om, og retten til at tænke, tro og sige sin mening.
I år rejste jeg en måned rundt sammen med polakker, tjekker, slovakker og ungarer i Kroatien. De var på badeferie og det er måske et af de største resultater af at muren faldt dengang.
Tyskerne var der også, men i dag er det jo ligegyldigt for os om de er fra øst eller vest. Trabant og Wartburg er kultbiler for samlere. Til hverdag kører de i nye tyske eller asiatiske biler. I dag kører de fleste også med EU-plader!
Dengang var vi på vej til den lille Rhinby Mittelheim, da vi over radioen hørte, at muren var ved at falde. Der blev fra denne dag givet fri udrejse fra DDR til Vestberlin og Forbundsrepublikken.
Og der blev brudt huller i Berlinmuren!
Gennem den engelsksprogede Athen News havde vi det sidste stykke tid kunnet følge med i udviklingen i DDR. Det gav os også en anden slags briller til begivenhederne, at kilden var en engelsksproget græsk avis. Men danske aviser kunne dengang kun fås i Athen og ikke i den lille provinsby Nafplion uden for turistsæsonen.
Hver dag skete der verdenshistoriske ting. Begivenheder vi aldrig havde turdet håbe på. Men som nu skete næsten helt af sig selv, og vi kunne kun følge med i kulissen og håbe det bedste for fremtiden.
Vore tyske venner Walter og Monica ventede os i deres lejlighed i Mittelheim ikke langt fra turistbyen Rüdesheim.
Det utrolige var ved at ske, og vi kunne høre nogle tyskere begynde at tale om sammenlægning af de to tysklande. De tyske aviser begyndte at give spalteplads til de folk, som skrev om den drøm, der hed ét Tyskland.
Hver dag mødte vi DDR biler med kryds over det ene D og R'et. Det var i hvert fald en drøm for disse folk at få lov til at rejse ud af det land, som indtil nu var holdt sammen af pigtråd.
Vi kunne også høre de daglige meldinger om 10, 20 eller 30 kilometer kø på den østtyske side af grænseovergangene i radioen og i fjernsynet. Forbundsbanken udbetalte også en velkomstgave på 100 D-mark ved østtyskernes ankomst til Vesttyskland. Efter sigende blev cirka halvdelen brugt til vareindkøb og resten blev vekslet på det sorte marked i DDR! Velkomstgaven var efter vores og vore tyske værters mening fuldstændig vanvittig.
Den almindelige stemning i den lille Rhinby var også, at forbundsregeringen nok skulle komme til at betale rigeligt i østhjælp. Og det var dem i vest som skulle betale!
Ingen af os ville have troet, at mindre end et år senere, var de to tysklande blevet til ét. Men vi mødte også en udbredt tro, eller rettere mistro, til det fælles paradis, som skulle ligge et sted i den nærmeste fremtid.
De fleste havde en meget realistisk angst for, hvordan det skulle gå, når østtyskerne opdagede, at Vesttyskland var meget andet end det, der kunne ses i reklamer og tyske TV-serier. Ikke alle tyskere kørte rundt i en stor BMW.
Mange sportshaller var inddraget til modtagelse af østtyskere, der ikke nøjedes med en éndagstur til det forjættede vest. Efter hvad pressen oplyste, var der en stor flugt af sygeplejersker, som kunne forvente at få arbejde i vest. Det skulle være så galt, at hele sygehusafdelinger var affolket af plejepersonalet. Mange af de flygtende var kommet tidligere på året, da Ungarn lukkede op for grænsen. Vi så det tidligere på vores tur, at østtyskerne bare gik forbi de ungarske grænsesoldater.
Flere af naboerne i Mittelheim fik besøg af slægtninge, som de ikke havde set siden krigens tid. Af forskellige veje havde de fået oplysninger igennem pigtrådsbæltet, som havde delt de to lande siden de første pigtrådsspærringer og minefelter blev anlagt.
Vi så to brødre, der ikke havde set hinanden siden de var Hitlerjugend-soldater. Det var bageren, der fortalte, at de ikke havde set hinanden, siden de var 16 og 17 år i 1945. Den ene af brødrene var kommet til amerikanerne, og den anden var, desværre for ham, kommet til de russiske soldater.
Gensynet var rørende, og vi gik hastigt. Mødet var så personligt, at vores blufærdighed bød os gå videre, og lade de to brødre i fred. Men gensynet kunne være brugt som en illustration for det arbejde, som Amnesty International og andre udfører.
Vi kunne ikke lade være med at tale om, hvad disse mennesker ville gøre ved den magtgruppe i DDR, der havde været årsag til denne menneskelige lidelse i kommunismens navn. Ville der komme en heksejagt, eller ville det være muligt at holde fast på almindelige retsprincipper?
Engang og hvis var ord, vi måtte bruge mange gange hver dag. Vores vanetænkning om hvordan verden hang sammen, var blevet vendt og drejet i de tre måneder, vi havde været på rejse i Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet. Nye tider var på vej; men hvad ville de bringe?
Sammen med vores værter var vi på sightseeing ved den store Germania-statue, der skuer over Rhinen. Mange DDR borgere valfartede også til den store grimme statue, og en ny tysk identitet var måske på vej. Tiden måtte vise, om vi var for skeptiske, men det var ikke med udelt fornøjelse, at vi så østtyskere gå rundt med små flag og agitere for ét Tyskland.
Heldigvis havde vi et så åbent forhold til vore tyske venner, at vi kunne snakke om vores betænkeligheder ved et nyt stort Tyskland. De var også selv urolige ved et meget konservativt fælles Tyskland. Men lige nu troede de også det lå langt ude i fremtiden.
Det troede vi også, men da vi sagde farvel med knus og klem og kørte mod nord, blev vi mødt af historiens gang. For en gang skyld var det ikke nye tyske biler, der dominerede på autobanen, men derimod en hel invasion af Trabanter og Wartburgere. Mellem halvdelen og to tredjedele af alle biler vi mødte, var østtyske. Når vi mødte dem, tudede og blinkede de med lyset. Og de kørte en gang rundt med vores opfattelse af, hvordan historien skulle skrives; de havde lært vores materielle velfærd at kende, og nu ville de have del i denne velfærd.
Den magt der lå i Trabi-invasionen, var nok så stor, at invasionen og ikke velovervejede beslutninger afgjorde fremtiden for de to lande.
De nye tider havde både gode og dårlige sider.
De gav demokrati til mange folk i Østeuropa. På Balkan førte vejen mod det nye Europa til opløsningen af Jugoslavien. Arveboet efter Tito førte til etniske udrensninger og krigsforbrydelser.
Alt det vidste vi ikke den dag, hvor vi kørte og glædede os over den nye internationale åbenhed.
Bjarne Kim Pedersen
fredag den 13. november 2009
BogForum den 15.11 kl.13.00
Søndag den 15.11 kl. 13.00 Stand 35
HAIKUGRUPPEN:
Bo Lille
Ole Bundgaard
Ole Lillelund
Benny Pedersen
Niels Kjær
Hanne Hansen
Bjarne Kim Pedersen
Jeg vil bl.a. have dette digt med. I må også gerne spørge til Bøllevinger.
SVARET BLÆSER I VINDEN
møllevingerne
drejer vinden rundt mod en
grønnere verden
HAIKUGRUPPEN:
Bo Lille
Ole Bundgaard
Ole Lillelund
Benny Pedersen
Niels Kjær
Hanne Hansen
Bjarne Kim Pedersen
Jeg vil bl.a. have dette digt med. I må også gerne spørge til Bøllevinger.
SVARET BLÆSER I VINDEN
møllevingerne
drejer vinden rundt mod en
grønnere verden
onsdag den 11. november 2009
Drengerøve og Bøllevinger i Greve
Var i dag på Greve Produktionsskole for at holde oplæg om drenge, drengerøve og drengebøller på knallert. Det var for en gruppe elever og deres forældre og lærerne som underviser de unge mennesker.
Lyttende og medlevende tilhørere.
En god dag! Med udgangspunkt i bøgerne Drengerøve og Bøllevinger og min erfaring som klubleder/underviser.
Lyttende og medlevende tilhørere.
En god dag! Med udgangspunkt i bøgerne Drengerøve og Bøllevinger og min erfaring som klubleder/underviser.
Abonner på:
Opslag (Atom)
