mandag den 6. oktober 2008

11eren Signe Ryge TV2 Fyn Ud på Enebærodde

Onsdag den 08.10 klokken 11.
11eren Ud på Fyn.
25 minutter Rundt om Enebærodde med Signe Ryge og Bjarne Kim Pedersen.

Rundt om Enebærodde Fyens Stiftstidende 06.10




Claus Wind Fyens Stiftstidende 06.10.2008. Fotograf Christian Brandt
"Forfatter Bjarne Kim Pedersen tager læserne med på en historisk vandring på Enebærodde. Hele 132 sider fra Leddet til Gabet
ENEBÆRODDE: Et atomkraftværk på Enebærodde med reaktorer på højde med Fynsværket.

Det ligner et skrækscenarie, men i starten af 70'erne var odden en af 50 lokaliteter, der var inde i billedet til fremtidige a-kraftværker. Det jysk-fynsk elsamarbejde Elsam stod bag rapporten om atomkraftværker, der som bekendt blev pakket væk. Den blev i 1978 afløst af en fredningskendelse for Enebærodde.

Deltag i debatten

- Det kan være svært at forstå med nutidige øjne. Men stedet var ikke det eneste naturskønne område, der blev undersøgt, skriver forfatter Bjarne Kim Pedersen, Egense.

Han har for nylig udgivet bogen, "Rundt om Enebærodde". Her tager han læserne med på en historisk vandring fra Leddet til fyret ved Gabet. En knap syv kilometer lang fodtur gennem et stykke enestående fredet natur ved Odense Fjord. Men også en vandring der sine steder rækker over 150 år tilbage i tiden.
Skaller og saltsydning
- Det er 25 år siden, at jeg fik ideen til en historisk bog om odden. Den gang blev det til en digtsamling. Men nu har jeg fået flere opfordringer på Fjordens Dag, fortæller Bjarne Kim Pedersen på vejen mod Martinegården.

I bogen beretter han om skallegravning og saltsydning ved Drejet. Han fortæller historien om Niels Hofman Bang, der byggede gården i midten af 1800-tallet. Den blev anvendt som skyttebolig, og jægerne har da også deres jagter på odden i dag. En jæger bevæger sig ud ad vejen med sine hunde, der skal trænes i oddens rævegrave.

- Jeg har brugt folks erindringer og anden generationserindringer fra børn, som kan huske, hvad deres forældre har fortalt, siger Bjarne Kim.
Stor skovbrand
Han annoncerede i den lokale avis i foråret. Og fik over 50 henvendelser fra borgere, som havde historiske bidrag til bogen om odden.

- Folk har haft billeder eller en bid af historien. Men jeg har også brugt lang tid på arkiver og biblioteker, fortæller han på vej forbi plantagen, der blev lagt øde ved en skovbrand i 1957. Her blev mere end halvdelen af den 100-årige plantage raseret og branden kunne ses over det meste af Nordfyn.

Historien om odden har Bjarne Kim stået i spidsen for på tre velbesøgte vandringer i sommerens løb.

Og især den sidste vil blive husket.
Torsk og multe
- Vi var 21 af sted og røg ind i sommerens værste tordenvejr. Hjem over Drejet fornemmede alle elementernes rasen med en redningshelikopter over hovederne, fortæller Bjarne Kim, der er parat som historisk guide igen til sommer.

Han har lånt af andre og moderniseret sproget med anstændig respekt for de 100 og 200 år gamle penneførere.

Odden er kendt som en af Fyns bedste fiskepladser. Og lystfiskeriet har en særlig plads hos forfatteren, der selv har trukket ørreder, fladfisk, multe og torsk i land.

- Jeg har fisket meget på odden gennem årene. Tidligere var der garanti for torsk ved Fyret. Men det er der ikke mere, siger forfatteren.

Bogen fortsætter med fortællinger om fisk, fyret og skanserne tilbage fra svenskerkrigenes tid. Alt sammen historie, som kan findes mellem hav og fjord fortalt af en fast gæst på odden."